Forsker: Vi har underfinansieret og fejlinvesteret i den grønne omstilling

DEBAT: Politikerne skal indse, at vi har underfinansieret den grønne omstilling. Tag penge fra landbrugsstøtten, og gør omstillingen mere uafhængig af kommercielle interesser, skriver DTU-forsker.

Af Kristian Borch
Seniorforsker og ph.d. i biokemi, DTU

Forleden udkom en statusrapport om dansk grøn energiforskning: Energi 19. 'Energiforskning skaber stærke klimaløsninger' var titlen.

Måske skaber det klimaløsninger, men det fremgår bare ikke af de præsenterede nøgletal og eksempler på, hvordan Innovationsfonden, Eudp og Elforsk bidrager til den grønne omstilling.

For det første er finanslovens samlede bevillinger til energiforskning halveret siden 2011 – fra 1.060 til 519 millioner kroner. Lavest var de i 2016 på blot 409 millioner kroner.

Det er et forsvindende lille beløb i det store billede. Specielt set i lyset af de meget betydelige udfordringer, som udledningen af drivhusgasser fra energisektoren afstedkommer.

For eksempel er det kun cirka ti procent af det, som vi via EU bruger på direkte landbrugsstøtte, som er en anden sektor med et betydeligt bidrag til udledning af drivhusgasser. Støtte, som i øvrigt gerne må bruges på at finde løsninger på landbrugets bidrag til vedvarende energiløsninger – vi gør det blot ikke.

Men ikke nok med det: Stort set alle de projekter, som man har investeret i, handler om teknologiske løsninger på klimaudfordringen. Det er forfejlede investeringer, da de tekniske løsninger kun bringer os halvvejs.

Teknologi er lig med forandringer
I bund og grund handler det om, at vores livsstil og vores velfærd bygger på et overforbrug af ressourcer og i særlig grad et forbrug af fossile energikilder. Et teknisk fiks kan ikke ændre dette.

De fossile energiteknologier har gjort hverdagen let. Vi tænder ubekymret for vores utallige elektriske apparater eller kører hen på tankstationen og fylder brændstof på bilen, inden vi skal transporteres fra A til B.

Den lethed har medført et overforbrug, som nu betyder, at verden står over for en af de største udfordringer i moderne tid. I erkendelse heraf har regeringen nu en målsætning om at reducere Danmarks klimaudledning med 70 procent i 2030. Spørgsmålet er, hvordan vi når dette relativt ambitiøse mål.

De teknologiske løsninger er et vigtigt element i sikringen af den nødvendige omstilling til vedvarende energi. Det kræver blot, at vi også accepterer, at teknologiske løsninger betyder forandringer i hverdagen – både i form af ændrede forbrugsmønstre og forandringer i landskabet i form af synlige vindmøller, solpaneler eller biogasanlæg.

Lad mig bruge vindmøllerne som eksempel: Den danske vindmølleindustri er internationalt førende, og det er vi danskere som regel stolte af. Men hov, vi har faktisk ikke flere vindmøller i dag, end vi havde for 20 år siden.

Heldigvis er de blevet mere effektive, og produktionen af vedvarende energi har dermed været støt stigende siden 90'erne. I de seneste år er det specielt udvikling af havvindmølleparker, der har bidraget til væksten, mens det er gået i stå på land på grund af modstand fra naboer til planlagte vindmøller.

Med andre ord er det ikke teknologiske løsninger, som vi mangler, men den sociale og menneskelige accept af den teknologiske løsning – eller rettere modstanden – er lige så vigtig.

Udviklingen udstiller et paradoks
Problemet (modstanden) er også blevet kaldt det social-tekniske paradoks af de forskere, som studerer årsagerne til modstand mod opstilling af for eksempel vindmøller i nabolaget.

Et problem, der ikke løses ved at flytte møllerne ud på havet. Både fordi det er dyrt, og fordi de så ikke bidrager til vækst i et lokalområde, hvor de lokale kunne tjene ganske godt på at sælge grøn og billig strøm til os andre.

De samme forskere har tilmed også anvist tre overordnede årsager til modstanden:

1) De lokalsamfund, der skal have vindmøllerne i deres baghave, har ikke tillid til de ofte udefrakommende firmaer, der opstiller vindmøllerne.

2) Almindelige borgere kan ikke gennemskue godkendelsesprocesserne og føler, at beslutningerne bliver taget hen over hovedet på dem.

3) Kommunen og naboerne til vindmøllerne får kun meget lidt ud af at skulle leve med den forandring, som en vindmøllepark unægteligt medfører. Sidstnævnte får ofte intet.

Den måde, som vi udvikler vindmølleprojekter på i Danmark, betyder i langt de fleste tilfælde, at kun en tredjedel af overskuddet fra den producerede energi tilfalder den kommune, hvor den produceres. I endnu mindre grad tilfalder den vindmøllernes naboer.

Eller endnu værre: Når havvindmølleparker opstilles af multinationale selskaber (vindmøller, der selvsagt kan ses fra sommerhuse på land), bidrager de ikke til økonomien i nærområdet.

Den gode nyhed er, at vi ifølge Klimarådet kan opretholde vores velfærd, selvom vi må ændre på vores energiforbrug. Vi mangler blot, at politikerne får øjnene op for, at vi ikke alene har underfinansieret den grønne omstilling, vi har også fejlinvesteret.

Danmark har ikke den grønne førertrøje
Jeg har tre forslag, som kan bringe fart i den grønne bølge, som lige nu ser ud til at være gået i stå:

For det første skal forskningsbevillingerne komme op det niveau, som de var på for otte år siden – som minimum. Som nævnt kunne man for eksempel finde pengene ved at tage nogle af de seks milliarder kroner, der bruges på den direkte landbrugsstøtte, eller man kunne annullere den skatterabat på fem milliarder kroner, som staten ironisk nok har lovet olieselskabet Total for et genopbygge Tyra-feltet, så produktionen af fossile brændsler kan fortsætte i mindst 25 år mere.

For det andet skal der være et krav om, at energiforskningen skal koordineres og være tværfaglig. Siden sektorforskningen startede med at lukke ned i forbindelse med universitetsreformen i 2007, er det svært at få øje på, hvem der har overtaget ansvaret for en målrettet og koordineret energiforskning.

En forskning, der retter sig mod både at løse klimaproblematikken lige der, hvor naturvidenskab og teknologien møder samfundet, og mod det enkelte menneske, som skal acceptere løsningen.

For det tredje skal forskning gøres langt mere uafhængig af medfinansiering fra industrien. Den grønne omstilling kræver så store systemændringer og samarbejder på tværs af sektorerne, at vi ikke kan gøre omstillingen afhængig af kortsigtede kommercielle interesser.

Når først de nye rammer for det grønne og CO2-neutrale energisystem er på plads, kan markedskræfterne igen gøre god gavn. Gavn i form af nye effektive forretningsmodeller, der er tilpasset et grønt energisystem.

Danmark har potentiale til at komme i den grønne førertrøje – en førertrøje, som vi ikke har endnu, fordi det kræver både flere og klogere investeringer. Investeringer i tværfaglig forskning og udvikling, der skal til for at få den viden, der skal til for at gøre den grønne bølge til en bæredygtig forretning i begrebets bredeste forstand.

Forrige artikel Det Økologiske Råd: Flyt fokus fra Gretas fletninger og over på hendes budskaber Det Økologiske Råd: Flyt fokus fra Gretas fletninger og over på hendes budskaber Næste artikel Kulturforsker: Klimapolitisk idérigdom er mere sminke end substans Kulturforsker: Klimapolitisk idérigdom er mere sminke end substans
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Traditionel teknologiudvikling - og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse væksten og dennes forventede ødelæggende konsekvenser for klimaet, naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter.

    Det er en ulykke af dimensioner, om den traditionelle teknologiudvikling ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så mange lønforhøjelser, dyrtidsportioner, skattelettelser, ekspansive finanslove, miljøteknologier, grønne omstillinger og cirkulære økonomier med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter.