Forskere: Urørt skov er nødvendigt for både biodiversitet og klima

Af Carsten Rahbek, Jacob Heilmann-Clausen og Anders Højgård Petersen
Hhv. professor, lektor og specialkonsulent ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Globe Institute, Københavns Universitet

I Danmark har der de senere år verseret en offentlig debat om, hvad udlægning af urørt skov betyder for klimaet set i forhold til anden arealanvendelse, herunder fortsat skovdrift.

Særlig relevant i den sammenhæng er et notat fra 2019 (revideret 2020) om klimaeffekterne ved det udlæg af urørt skov på statens arealer, som finder sted i disse år som resultat af naturpakken i 2016 (1). Notatet er udarbejdet af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet for Naturstyrelsen.

Det bygger blandt andet på modelberegninger, som uundgåeligt indebærer en vis usikkerhed, men også på en række antagelser, som påvirker resultaterne. Flere af disse aspekter diskuteres i notatet.

Vi ser dog et behov for at inddrage yderligere overvejelser i den samlede vurdering, også for at nuancere og kvalificere den generelle debat. De handler især om nedenstående forhold, som uddybes efterfølgende:

- Den direkte klimaeffekt ved urørt skov og fortsat drift beregnes ikke
- Urørt skov gavner klimaet – og på kort sigt mere end fortsat skovdrift
- Fortrængningen af fossile brændsler ved anvendelse af biomasse fra skov vil aftage over tid
- Den positive klimaeffekt af urørt skov kan være større end anslået
- Urørt skov genopretter naturlige økosystemer og bevarer biodiversitet

Overordnet set bidrager skov – forstligt drevet såvel som urørt – positivt i forhold til bekæmpelsen af klimaforandringer. 

Carsten Rahbek, Jacob Heilmann-Clausen og Anders Højgård Petersen
Hhv. professor, lektor og specialkonsulent ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, GLOBE Institute, Københavns Universitet

Afskovning er stor kilde til CO2-udledning
Den danske diskussion har også en international baggrund, hvor der i disse år også er stor fokus på skovenes betydning i forhold til at imødegå klimaforandringer. Så sent som i efteråret 2019 udsendte det internationale klimapanel IPCC en videnskabelig konsensusrapport (2) om betydningen af arealanvendelse i forhold til bekæmpelsen af den globale opvarmning.

I rapporten anbefales det at bevare eksisterende skov og øge skovarealet med det formål at begrænse udledningen og øge oplagringen af CO2. Rapporten påpeger også vigtigheden af, at klimaindsatsen samtænkes med de globale udfordringer omkring bevarelsen af biodiversitet og økosystemtjenester ("Nature’s contribution to people"), og at bevarelse af eksisterende natur, herunder naturlige skove, er essentiel i den sammenhæng. IPBES (Inter­gover­n­mental Science Policy Platform for Biodiversity and Ecosystem Services) har i to andre videnskabelige konsensusrapporter draget lignende konklusioner (3, 4).

Afskovning er – både historisk og i dag – en af de største globale kilder til CO2 i atmosfæren ud over brugen af fossile brændsler. Det gælder også i Europa, hvor det moderne skovbrug langtfra har genskabt det potentiale for kulstoflagring, som var i de oprindelige naturlige økosystemer (5).

I dette ligger også, at konvertering af oprindelig skov til produktionsskov, historisk set, har bidraget væsentligt til CO2-emissionen (2, 5). Bevarelse af eksisterende skov er således i sig selv et positivt klimatiltag.

Det samme gælder bevarelse og genopretning af skov, herunder urørt skov med naturlig dynamik, som samtidig er det mest effektive redskab til sikring af biodiversiteten (3, 4, 6, 7, 8, 9).

Den direkte klimaeffekt beregnes ikke
Først og fremmest skal det påpeges, at det omtalte notat ikke beregner, hvad urørt skov – eller fortsat skovdrift – betyder for atmosfærens indhold af CO2 og dermed heller ikke den direkte klimaeffekt.

I notatet fokuseres alene på nettooptaget af CO2 i skoven, og det konkluderes, at skoven samlet set optager betydeligt mere ved fortsat dyrkning end ved at lægge skoven urørt. Samlet set skønnes optaget at være op til 3 gange større frem til år 2100 og fra 2½ til 7 gange større frem til år 2200, alt efter scenarie.

Så stor er forskellen i klimapåvirkning dog langtfra. I beregningen skelnes der nemlig ikke imellem det CO2, som oplagres som kulstof i økosystemet i den urørte skov, og det CO2, som ved fortsat skovdrift optages i træerne, når de vokser, men som løbende fjernes fra skoven, når de høstes.

Af dette kulstof vil det meste hurtigt blive udledt til atmosfæren igen som CO2 ved afbrænding af træet. Kun en mindre andel af træet, omkring 20 procent, vil gå til træprodukter (1, 10), og en endnu mindre del af kulstoffet vil blive egentligt langtidsoplagret for eksempel i bygninger; formentlig mindre end 10 procent i øjeblikket.

Det beregnede optag af CO2 er kun direkte udtryk for klimaeffekten under den urealistiske antagelse, at al kulstof indeholdt i det høstede træ blev lagret gennem hele modelperioden, det vil sige eksempelvis i 100 eller 200 år.

Urørt skov gavner klimaet
Helt generelt kan der argumenteres for klimagevinster ved både urørt skov og fortsat skovdrift. Tidshorisonten og den samlede udvikling i energiforsyningen er imidlertid afgørende for, hvordan beregninger og vurderinger falder ud (11, 12, 13).

Urørt skov indebærer en klimafordel allerede inden for de nærmeste årtier, ved at opbygge et større lager af kulstof (fra CO2), fordi træerne ikke længere fældes. Ifølge notatet vil dette lager være 30-80 procent større allerede i 2050, men denne fordel fremhæves ikke.

Omvendt er der med notatets antagelser, ikke nogen direkte klimafordel her og nu ved fortsat skovdrift, i form af en nedsat udledning af CO2. Til gengæld antages det, at det høstede træ erstatter fossile brændsler enten gennem afbrænding som energitræ eller ved at erstatte energitunge byggematerialer som beton og stål.

Klimafordelen ved fortsat skovdrift ligger derfor især i, at der udledes mindre "ny" CO2 fra fossile brændstoffer. Dette begrænser den samlede pulje af CO2, som skal håndteres på længere sigt (mere end 50-100 år), hvis vi vil nedbringe indholdet i atmosfæren, og ikke blot udledningen.

Hvis den anvendte biomasse alene omfatter restprodukter fra skov, som alligevel fældes med henblik på tømmer, kan der dog være en klimafordel også på kortere sigt.

Klimaeffekten af fortsat skovdrift skal også ses i lyset af, at der i disse år sker en stærkt forøget anvendelse af træ til afbrænding i form af flis og træpiller. Da afbrænding af træ udleder mere CO2 end fossile brændsler i forhold til energiudbyttet, kan der argumenteres for, at dette skader klimaet her og nu, snarere end det gavner.

Dette sætter den reducerede CO2-udledning ved urørt skov yderligere i relief, ikke mindst i forhold til at nå Parisaftalens relativt kortsigtede reduktionsmål for 2050 og de tilsvarende nationale mål.

Vigtigheden af en hurtig indsats må desuden anses for større end nogen sinde for at mindske risikoen for at overskride økosystemernes "tipping-points" og udløse negative klimatiske feedbackmekanismer. Dette aspekt bør ifølge nyere forskning tages seriøst, da overskridelser potentielt kan have store negative klima-effekter (14, 15).

Substitutionen af fossile brændsler vil aftage
I debatten om klima og skov antages det generelt, at træet fra skovdrift erstatter fossile brændsler enten gennem afbrænding som energitræ eller ved at erstatte energitunge byggematerialer som beton og stål.

I notatet antages helt konkret en substitutionsfaktor på 1, som betyder, at udledningen af CO2 er uændret, men at udledning fra fossile kilder erstattes med udledning fra biomasse. Faktoren 1, er et groft gennemsnitsskøn baseret på, at der ved direkte afbrænding af træ sker en større CO2-udledning ift. energiudbyttet, men at der ved brug af træ i varige produkter og byggeri sker en mindre udledning

Men som det påpeges i notatet er substitutionseffekten "MEGET afhængig af hvor stor en del af træet der udnyttes til varige produkter […] og hvilke energikilder det erstatter".

Fra blandt andet skovbranchen og træindustrien fremføres det ofte, at substitutionsfaktoren for træ, og dermed den positive klimaeffekt ved skovdrift, vil kunne øges fremadrettet, blandt andet ved at en større andel af det høstede træ anvendes i produkter med lang levetid.

I notatet antages, mere konservativt, en uændret substitutionsfaktor fremover, men det påpeges samtidig, at ”jo længere vi kigger ud i fremtiden, des mere ’grønt’ bliver alternativet til biomasse".

Dette er en meget vigtig pointe. Med tidsperspektiver helt frem til 2100 og 2200 er det sandsynligt, at klimafordelen ved anvendelse af træ bliver væsentligt mindre, fordi egentlige emissions-fri energikilder som vind og sol vinder frem, og at energieffektiviteten stiger betydeligt, også ved fremstilling af byggematerialer; eller at CO2-indholdet i atmosfæren kan nedbringes gennem andre teknologiske løsninger.

Positive klimaeffekt kan være større end anslået
I overensstemmelse med generel forskningsbaseret viden, viser notatets modelberegninger, at der med tiden opbygges et større lager af kulstof i træernes biomasse i den urørte skov end ved fortsat skovdrift.

I notatet antages det, at ophobningen af kulstof i biomassen aftager gradvist og stopper helt efter 200 år. En række videnskabelige undersøgelser viser dog, at ophobningen af kulstof i gamle skove potentielt kan fortsætte med lav hastighed flere hundrede år længere (16, 17, 18, 19), hvilket også fremføres hyppigt i den offentlige debat.

Om dette i praksis vil have større betydning for den samlede klimaeffekt, må dog anses for usikkert.

Det beregnede kulstoflager begrænses desuden af en antagelse om, at mellem 29 og 33 % af det udlagte areal i statsskovene, navnlig nåleskov, gradvist konverteres til lysåbne områder med naturlig tilgroning og skovgræsning. Om så store arealer på sigt vil fremstå uden egentlig skovbevoksning må anses for usikkert.

Et andet forhold, som i notatet trækker afgørende "nedad" i vurderingen af klimaeffekten af urørt skov, er udledning af klimagasser direkte fra skovbunden. Disse udledninger påvirkes nemlig af, at dræningen af naturligt våde og fugtige arealer ophører i urørt skov, overalt hvor det er muligt.

I notatets beregninger anslås det, at udledningen af CO2 og lattergas (N2O) falder, men at den gavnlige klimaeffekt af dette modvirkes af en øget frigivelse af metan (CH4) i en sådan grad, at de drænede områders negative klimaaftryk forstærkes fremadrettet, når dræningen ophører. I det vigtige scenarie 1a anslås den negative effekt tilmed så stor, at den mere end ophæver den positive klimaeffekt af det stigende kulstoflager i træernes biomasse.

Dette resultat er kontroversielt, selvom de beskrevne mekanismer i sig selv er velkendte. Generelt antages det, at genvædning af vådområder gavner klimaet ved – som minimum – at mindske den samlede udledning af klimagasser (omregnet til CO2-ækvivalenter) (20, 21).

Mange steder kan der på længere sigt – årtier eller århundreder – også forventes en egentlig positiv klimaeffekt, fordi der vil ske en ophobning af kulstof (fra CO2) i jorden i form af humus og tørv (21, 22).

Notatets beregninger for våde områder bygger på standardværdier fra det internationale klimapanel IPCC (21). Men som det påpeges i samme retningslinjer, er disse standardværdier behæftet med stor usikkerhed. Netop effekterne af at genvæde drænede områder er stærkt afhængige af lokale forhold og derfor meget uforudsigelige. Det gælder i særlig grad frigivelsen af metan, som er helt afgørende i notatets beregninger.

Derfor anbefaler ICCP da også, at sådanne vurderinger så vidt muligt bygges på konkrete lokale målinger og beregninger. Som det påpeges i notatet, foreligger de relevante målinger ikke pt, men så meget desto vigtigere er det, at fremhæve den store usikkerhed på resultaterne.

Samlet set er det ikke usandsynligt, at der vil ske en større ophobning af kulstof i den urørte skov end det vurderes i notatet, og dermed også en større positiv klimaeffekt. Det er dog usikkert, hvor stor forskellen i givet fald vil være.

Urørt skov genopretter naturlige økosystemer.
Afslutningsvis skal det understreges, at udlæg af urørt skov først og fremmest har til formål at standse tabet af biodiversitet. I den sammenhæng skal udlægningen ses som led i en genopretning af mere intakte og naturlige økosystemer, som tempereret løvskov er i Danmark.

Genopretning af biodiversitet og naturlige økosystemer står også højt på den internationale dagsorden, og i lyset af hvordan jordens systemer fungerer fra naturens hånd, kan man diskutere, om det overhovedet giver mening at betegne urørt skov eller anden natur som skadelig for klimaet, uanset hvilke drivhusgasser den opsuger eller frigiver.

På den anden side skal det også understreges, at udlægning af urørt skov vil bidrage positivt til klimaregnskabet ved at optage CO2 og oplagre det som kulstof i økosystemet.

Dette fremgår som nævnt også af det omtalte notat; selvom effekten synes undervurderet, og selvom den valgte opgørelsesmetode umiddelbart fremstiller den positive klimaeffekt af fortsat skovdrift større end den faktisk er, set i forhold til urørt skov.

Overordnet set bidrager skov – forstligt drevet såvel som urørt – positivt i forhold til bekæmpelsen af klimaforandringer. Det forholder sig anderledes i forhold til biodiversiteten. Her er skovdrift med træproduktion for øje, på linje med landbrugsdrift, en af de negative faktorer, der fører til dårlig naturtilstand, truede arter og pres på biodiversiteten, mens naturlig urørt skov er et af de mest effektive redskaber til bevarelse af biodiversitet.

Skovene bidrager med en lang række goder i form af tømmer, rent grundvand, friluftsliv, sundhed og naturprodukter (som svampe og bær) samt biodiversitet.

Som samfund får vi det største udbytte af skovens goder ved at differentiere brugen af det danske skovareal, sådan at man i passende omfang fokuserer på forskellige goder i forskellige områder.

I den sammenhæng er udlæg af urørt skov nødvendig for at sikre biodiversiteten i Danmark, samtidig med at det giver en positiv klimaeffekt, store naturoplevelser og beskyttelse af grundvandet.