Forsyningsdirektører til politikerne: Tag nu stilling til kraftvarmekravet

DEBAT: Ophæves kraftvarmekravet, vil man i Aalborg, Esbjerg og Odense investere i ren varmeproduktion frem for kulkraft. Muligheden afventer dog fortsat politisk godkendelse, mens behovet for investeringer i ny teknologi presser sig på, skriver forsyningsdirektørerne fra de tre byer.

Af Christian Udby Olesen, Søren Gais Kjeldsen og Jan Strømvig
Hhv. direktør for DIN Forsyning, direktør for Aalborg Forsyning og direktør for Fjernvarme Fyn

Vi leverer dagligt fjernvarme til cirka 250.000 husstande. Vi effektiviserer, optimerer vores processer og gør, hvad vi kan, for at levere konkurrencedygtig fjernvarme til vores kunder.

Vi har det til fælles, at vi for at sikre forsyningssikkerheden i vores område har overtaget centrale kulbaserede kraftvarmeværker eller modtager varme fra et kulbaseret kraftvarmeværk. Disse kraftvarmeværker har været nødvendige for os i forhold til at sikre forsyningen til vores kunder og for at holde prisen på fjernvarme stabilt.

Både vi, vores ejere og vores kunder er imidlertid interesserede i, at vi udfaser kullene og sikrer os en fremtidssikret og fortsat konkurrencedygtig fjernvarme. Vi skal derfor over en kort årrække investere et stort milliardbeløb i nye produktionsanlæg. Spørgsmålet for os er nu, hvilke muligheder vi har for at tilvejebringe en så sikker, effektiv og miljøvenlig varmeforsyning som muligt.

Styrk forsyningssikkerheden
Fælles for vores selskaber er, at vi ønsker et stærkere og mere integreret energisystem. Et energisystem, hvor vi i takt med at mere og mere el kommer fra vindmøller og solceller, overgår fra at være elproducenter til at være smarte forbrugere og producenter, der kan være centrale i at balancere elnettet.

Det kan vi gøre ved at investere i blandt andet store eldrevne varmepumper, elkedler, varmelagre og lignende, hvor vi kan bruge strømmen, når der er mest af den, til at opvarme vand til fjernvarme. Sådan kan vi bruge den grønne energi til gavn for de danske forbrugere og til gavn for et mere sammenhængende energisystem. 

Vi ønsker et energisystem, hvor vi styrker forsyningssikkerheden ved at sprede risikoen med en række miljøvenlige og komplementære produktionsformer. Det kan være varmepumper, men det kan også være geotermi, hvor vi trækker varme op fra undergrunden, solvarme, affaldsforbrænding og en række andre teknologier i kombination.

Varmekunderne skal ikke betale
I dag er det imidlertid ikke muligt for os at investere i alle disse bæredygtige teknologier, hvis vi samtidig skal investere i nye biomassefyrede kraftvarmeværker, der også producerer el. Det skyldes, at vores kunder befinder sig i såkaldte centrale kraftvarmeområder, hvor samproduktion af el og varme er et lovkrav.

Skal vi derfor overholde gældende regler om, at nye varmeproduktionsanlæg skal opføres som kraftvarmeanlæg under hensyntagen til positiv samfunds- og selskabsøkonomi, er det mere eller mindre kun muligt for os, hvis vi investerer i store biomassefyrede kraftvarmeværker.

Det er imidlertid ikke i hverken vores eller vores kunders interesse, at vi skal foretage unødigt store investeringer i et produktionsapparat, der kun i begrænset omfang er brug for.

Hvis elsystemet har behov for, at vi kombinerer et fleksibelt elforbrug med elproduktion, gør vi gerne det. Det skal blot ske på en måde, hvor det ikke er varmekunderne, der skal betale for forsyningssikkerheden.

Ikke tid til at vente
I regeringens oplæg til en ny energipolitisk aftale ønskede man at sikre en mulighed for, at selskaber som vores kunne opnå dispensation fra kraftvarmekravet og dermed gå den lige vej til en fremtidssikret varmeforsyning.

Denne mulighed afventer imidlertid fortsat politisk godkendelse. Det har vi ikke tid til at vente på, fordi behovet for investeringer i ny teknologi presser sig på. Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at politikerne tager stilling til dette og giver os mulighed for at investere i en så sikker, nem og miljøvenlig varmeforsyning som muligt.

Vi udskifter gerne kraftvarmekravet med et fremtidssikret krav om kraft- og varmeintegration.

Forrige artikel Greenpeace: EU-lande giver kunstigt åndedræt  til kul- og atomkraftværker Greenpeace: EU-lande giver kunstigt åndedræt til kul- og atomkraftværker Næste artikel Debat: Lad os få passagerafgifter på flyvning Debat: Lad os få passagerafgifter på flyvning