Fra atommarch og uldsweatre til konsensus om grøn vækst

Det var under Muhammed-krisen, at jeg erkendte, hvor stor en fordel det er for Danmark at være uafhængig af energi fra Mellemøsten. Eller Rusland.

Anders Fogh Rasmussen
Direktør, Rasmussen Global

Jeg har selv bevæget mig fra at føle, man var en outsider, som stod ude og råbte ind til fællesskabet, at nu må de tage sig sammen, til at blive en central spiller.

Ida Auken
Folketingsmedlem, Radikale Venstre

“Jeg er vokset op deroppe, hvor man kunne lugte Cheminova. I min opvækst blev der talt meget om den fabrik. Den lugtede, og det var vist gift, de producerede. Den gav også masser af arbejdspladser. Det dilemma har altid fyldt i mit hoved.” 

“Det var i gymnasietiden, jeg blev optaget af politik. På Thisted Bibliotek sad jeg og læste om de spirende diskussioner om ulande og de store uligheder i verden. Dengang havde vi slet ikke ulandshjælp. Det var det globale, som tændte mig.

Jeg blev valgt til Folketinget fra Vestjylland i 1981. Derfor var det heller ikke mærkeligt, at jeg fik landbruget som område. Og fiskeri, miljø og EU. Det hang ligesom lidt sammen. Og det blev hot i 1980’erne. I 1981 kom den første iltsvindsrapport. Den var som en stor alarm. Vi begynder at råbe op om, at der skal ske noget med landbrugets forurening. Som en knivtangsmanøvre får vi rykket den borgerlige regering i grøn retning.

Det kan minde om den måde, de samme partier også pressede den borgerlige regering med fodnotepolitikken på udenrigsområdet. Jeg synes, det er forkert at kalde det en grøn fodnotepolitik. Fodnoter har lidt en parentes over sig. Som om det er en afvigelsesperiode. Det synes jeg ikke, det var.

Jeg vil gerne forsvare fodnoterne i udenrigspolitikken. Det var ikke så tosset, det der blev lavet. Men når det kommer til det grønne, var det jo ikke en parentes. Vi kom bare til at starte tidligere, end vi havde regering til. Med grønne krav til industrien og verdens første økologilov.”

“Da man gik den første atommarch fra Holbæk til København i 1960 stod der ”for en fredelig udnyttelse af a-kraft” på bannere. Jeg deltog i diskussionerne i SF, og det var først efter et dramatisk ekstraordinært landsmøde, vi blev modstandere af atomkraft. Radikale var også skeptiske, men i starten var modstanden ellers marginal.

Som tiden gik, indså Socialdemokratiet, at vi havde fat i den folkelige modstand. I marts 1985 stiller Lone Dybkjær (R), Jytte Hilden (S), Margrete Auken (SF) og Steen Tinning (VS) så beslutningsforslaget om, at atomkraft ikke skal indgå i energiplanlægningen. Det bliver vedtaget, men Folketinget er splittet. Året efter rammer Tjernobylulykken. Så dør den debat.”