Debat

Frej til regeringen: Invester i klimaet, ikke i mere økologi

DEBAT: Hvis vi er enige om, at klimakrisen og tab af biodiversitet er vores to største udfordringer, så nytter det ikke noget at investere i økologi. Mere økologi har nemlig ingen positiv effekt på klimaet, skriver Tænketanken Frej.

Alt tyder på, at regeringen har øjet på bolden i forhold til klimaet. Problemet er bare, at økologien løber med opmærksomheden, skriver Marie-Louise Boisen Lendal og Frederik Forsberg fra Tænketanken Frej.
Alt tyder på, at regeringen har øjet på bolden i forhold til klimaet. Problemet er bare, at økologien løber med opmærksomheden, skriver Marie-Louise Boisen Lendal og Frederik Forsberg fra Tænketanken Frej.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie-Louise Boisen Lendal og Frederik Forsberg
Henholdsvis medstifter/direktør og videnskabelig rådgiver, Frej

Økonomiske hensyn og danskernes kærlighed til det røde Ø må vige pladsen for de langt mere presserende udfordringer − nemlig klimaet og biodiversitet.

Mens alle ved, at vi står over for en global klimakrise, så er der ikke nær så mange, der har øje for, at vi samtidig står over for en ligeså alvorlig biodiversitetskrise, og hverken klima- eller biodiversitetsudfordringen overvindes med mere økologi. 

Ifølge en ny IPBES-rapport fra FN vurderes det, at 75 procent af alle økosystemer på land er blevet nedbrudt af menneskelig aktivitet, og i omegnen af én million dyre- og plantearter er truet af udryddelse.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er store og altoverskyggende problemer. Både klimaet og biodiversiteten skal vi forholde os til med alarmerende fart. Det er vor tids mest krævende bæredygtighedsudfordringer.

Økologien løber med opmærksomheden
Alt tyder på, at denne regering har øjet på bolden, når det gælder både klimaet og biodiversiteten og prioriterer det højt, særligt med Dan Jørgensen som klimaminister og medlem af regeringens vigtige Økonomiudvalg.

Økologien har ingen eller måske endda en negativ effekt på klimaet og biodiversiteten.

Marie-Louise Boisen Lendal & Frederik Forsberg
Henholdsvis medstifter/direktør og videnskabelig rådgiver, Frej

Selvom problemerne står lysende klart, så er udfordringen, at andre emner, som også står vælgerne nær, prioriteres tilsvarende højt. Heriblandt økologien, der er løbet med den grønne dagsorden.

Økologien har mange goder som for eksempel høj dyrevelfærd og færre pesticider.

Herudover kan økologi tilføre fødevarerne en merværdi, som kan hjælpe med at forhindre spild − en afledt effekt af den mindskede effektivitet i økologisk landbrug.

Økologi tager plads fra den vilde natur
Men økologien har ingen eller måske endda en negativ effekt på klimaet og biodiversiteten.

Det skyldes primært, at det økologiske landbrug generelt har behov for mere plads end det konventionelle. Netop plads er, hvad vi mangler i forhold til at få stoppet tilbagegangen af vild natur.

Ligeledes forhindrer landbrugsdrift, at der lagres carbon fra atmosfærisk CO2 i jorden, som det ellers sker løbende i naturlige økosystemer. Landbrugsjorden bør derfor dyrkes så effektivt som muligt, så den fylder mindst muligt og dermed gør mere plads til vild natur. Det er både af hensyn til vores biodiversitet og klima.  

Pengene bør bruges på klimaet
Hvis vi er enige om, at klimaet og biodiversiteten har førsteprioritet, så bør regeringen have 100 procent fokus på at løse de problemer, og andre vigtige udfordringer må så vige pladsen i nogle år − herunder regeringens mål om en fordobling af det økologiske areal.

Dét på trods af at øget økologisk produktion har potentiale til at hæve Danmarks eksportindtægter, som direktøren i Food Nation, Lise Walbom, forudsiger her på Altinget.

En af udfordringerne ved at have høje ambitioner for udbredelsen af økologi er, at det koster rigtig mange penge at omlægge landbruget i den hast, som det er sket tidligere.

Skiftende regeringer har givet millioner til omlægningsstøtte, øget hektarstøtte og andre tilskudsordninger til økologiske landbrug. Det er nu engang midler, der bliver taget fra andre områder og bliver brugt uden modkrav, der gavner biodiversiteten eller klimaet.

Regeringen leder lige nu med lys og lygte i samtlige afkroge for at finde besparelser og midler til at kunne øge klimaindsatsen.

Set i det lys vil det være forhastet og i direkte modstrid at øge udgifterne til den økologiske omlægning. I stedet bør pengene bruges på målrettede klima- og biodiversitetstiltag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie-Louise Boisen Lendal

Direktør og medstifter, Tænketanken Frej, rådgiver, Reitan Retail, bestyrelsesformand, Fonden for Plantebaserede Fødevarer, bestyrelsesmedlem, Friland
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00