”Gassystemet kan blive en hjørnesten i den grønne omstilling”

Q&A: Der er en reel risiko for, at gassens betydning og potentiale overses, og gassystemet udfases for tidligt. Sådan lyder det fra det nye interessefællesskab Grøn Gas Danmark, som mener Danmark kan blive pionerer inden for biogas.

Grøn gas skal spille en langt større rolle i fremtidens energisystem, ifølge nyt interessefællesskab. Her køer der græsser ved Lundholm Gaard i Skævinge.
Grøn gas skal spille en langt større rolle i fremtidens energisystem, ifølge nyt interessefællesskab. Her køer der græsser ved Lundholm Gaard i Skævinge.Foto: /ritzau/Ivan Riordan Boll
Morten Øyen

Gas fra gylle, affald og spildevand kan spille en langt større og mere afgørende rolle i energisystemet end i dag.

Sådan lyder det fra interessefællesskabet Grøn Gas Danmark, som 1. november blev lanceret af HMN Naturgas, det statsejede Dansk Gas Distribution og NGF Nature Energy.

Initiativet skal sætte fokus på gasnettets rolle i den grønne omstilling af energisystemet, og tidligere på ugen præsenterede Grøn Gas Danmark så sin første analyse af potentialet for grøn gas i Danmark.

Beregningerne er baseret på potentialevurderinger fra Aarhus Universitet og viser, at der med de rette rammevilkår er potentiale til, at grøn gas – metan – kan dække det forventede gasforbrug i Danmark i 2035.

Der er over en bred kam en tendens til at se noget unuanceret på de forskellige energiformer og at kategorisere dem som enten sorte eller grønne. Gassen er på den måde blevet slået i hartkorn med olie og kul som et sort brændsel, vi skal af med. Men gassen grønnes, og det går stærkt.

Susanne Juhl
Direktør, HMN Naturgas

Umiddelbart en god historie, når nu naturgassen fra Nordsøen langsomt men sikkert ventes at brænde ud.

Direktør i HMN Naturgas, Susanne Juhl, fortæller her, hvorfor de tre gasdistributionsselskaber er gået sammen i et interessefællesskab – og hvorfor de ikke bare har rejst sagen inden for en af allerede eksisterende energi-brancheforening.

”Med de relativt få aktører, vi er i gasbranchen, gør vi os ingen forhåbninger om at indtage en central rolle i de eksisterende brancheorganisationer på energiområdet. Derfor er de tre gasdistributionsselskaber i stedet gået sammen. Vi har et klart interessefællesskab, når det kommer til at få beslutningstagernes øjne op for gassens og gassystemets potentiale i et sammenhængende grønt energisystem,” siger Susanne Juhl.

Hvor stort er potentialet i gas i en tid præget af grøn omstilling?

”Gassystemet kan blive en hjørnesten i den grønne omstilling. Vi er i al ubemærkethed kommet godt i gang med at erstatte naturgassen med grøn gas, og vi kan nå langt – rigtig langt. Vi er allerede det land i Europa, som har den største andel af biogas i gasnettet, og vi kan med den omstillingshastighed, vi har nu, være det første europæiske land, der bruger 100 procent grøn gas. Potentialet er der og kan realiseres så tidligt som i 2035 med de rette rammevilkår. Dét er bemærkelsesværdigt, og det er vi nødt til at gøre offentligheden og beslutningstagerne opmærksomme på. Der er en reel risiko for, at gassens betydning og potentiale ellers overses, og at gassystemet udfases alt for tidligt. Det vil være en stor fejl, der gør os fattigere som samfund.”

0:000:00