Gjerskov: Landbrugsstøtten skal sætte gang i bioøkonomien

KORT NYT: Landbrugsstøtten skal sætte skub i bioøkonomien. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) vil arbejde for, at gylle, halm, hø og andre restprodukter skal bruges til fremstilling af plastik og energi.
Anne Justesen
Fødevareminister Mette Gjerskov vil bruge landbrugsstøtten aktivt til at sætte gang i bioøkonomien. Sådan lød budskabet fra ministeren på Green Growth-konferencen i København mandag.

"Der er naturligvis en miljømæssig gevinst i mere bæredygtig produktion, men en udvikling af bioøkonomien kan også være med til at sætte nyt liv i de danske udkantsområder. Det er en udvikling, som private kræfter skal stå bag. Men jeg mener, vi bør bruge landbrugsstøtten aktivt. Det er min vision, men det er klart, at vi skal have EU med på ideen, og det vil jeg nu arbejde videre for," siger Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.

Nøgleordet er bæredygtighed
En mere bæredygtig tilgang til affalds- og restprodukter skal skabe grønnere produkter. Samtidig kan det også betyde en forbedring af landbrugets økonomi.

"Nøgleordet er bæredygtighed. Det handler om at genbruge spild- og restprodukter i en grøn produktion. Jeg tror, at både danskere og folk i hele verden ønsker og efterspørger varer produceret under hensyn til miljøet. Så med den rette produktudvikling og fantasi, så tror jeg, det her kan blive et af beviserne på vækst og fremskridt skabt via grønne løsninger," lyder det fra Mette Gjerskov.

Overskudshalm kan eksempelvis bruges til sukker og fibre. Dette kan man så igen bruge til at udvikle en produktion af eksempelvis tekstil, plastik og energi uden at bruge olie eller andre fossile ressourcer.

Green Growth-konferencen
Fødevareministeren fremlagde sine budskaber på Green Growth-konferencen i København, hvor 200 regerings-, erhvervs- og organisationsledere fra hele verden mødes for at diskutere måder at fremme grøn vækst på. Der deltager ministre fra blandt andet Korea, Qatar, Kina, Danmark, Frankrig, Kenya og Mexico. Desuden deltager en række virksomheder, blandt andre Danfoss, Vestas, Samsung og Nestle.

0:000:00