Debat

Greenpeace: Danskledet alliance skal hæve EU's klimaambitioner

DEBAT: Klimamålene i EU's foreløbige udkast til en fælles grøn aftale er for lavt sat. Danmark skal kæmpe for at hæve ambitionsniveauet, skriver Jonathan H. E. Truelsen fra Greenpeace.

Danmark har sammen med syv andre lande skubbet på for at hæve reduktionsmålene i EU til 55 procent. Men det er heller ikke nok, skriver Jonathan H. E. Truelsen. 
Danmark har sammen med syv andre lande skubbet på for at hæve reduktionsmålene i EU til 55 procent. Men det er heller ikke nok, skriver Jonathan H. E. Truelsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Flora Juul Holst
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jonathan H. E. Truelsen
Klimapolitisk assistent, Greenpeace

Den kommende EU-Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har i sin præsentation af det nye hold af kommissærer meddelt, at klimakampen bliver afgørende for hendes kommende fem år i Berlaymont-bygningen.

Inden for de første hundrede dage skal udkastet til en fælles europæisk Green Deal, som blandt andet skal indeholde en egentlig klimalov, ligge klar.

EU har for nuværende et fortidslevn af en klimaambition på 40 procent reduktion af drivhusgasser i 2030 sammenlignet med udledningerne i 1990.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er helt ude af trit med videnskaben, og her er den danske regering, med sine forbilledlige reduktionsmål på hjemmefronten, oplagt til at lede en klimaalliance med ligesindede medlemslande, så EU's målsætninger kan bringes i overensstemmelse med Paris-aftalens forpligtelser og gældende forskning.

Fra NGO'ernes side, heriblandt Greenpeace, er det ensbetydende med, at målsætningen opskaleres til minimum 65 procent.

Nærstuderer man de politiske vinde, så er beskeden fra flere hovedstæder, at man gerne vil overveje højere mål end 55 procent. Men det kræver, at nogen tør gå forrest.

Jonathan H. E. Truelsen
Klimapolitisk assistent, Greenpeace

Lyt til videnskaben
Klimaminister Dan Jørgensen (S) fremførte i et interview til Berlingske, at klimaet befinder sig i en tilstand, hvor det ikke er politikerne, men videnskaben, der må udstikke retningen for det nødvendige ambitionsniveau. Det er den helt rigtige tilgang, som også gerne skal afspejles på EU-niveau.

Meldingen fra FN's klimapanel er klokkeklar. Reduktioner fra alle verdens lande, heriblandt EU, skal accelereres kraftigt inden for det næste årti, hvis den globale opvarmning skal bremses ved højst halvanden grad, som Paris-aftalen sigter efter.

Senest i 2020 skal EU indlevere et nyt mål til FN, som del af Paris-aftalens ambitionsmekanisme, men spørgsmålet er så, om det nye mål rent faktisk vil levere det nødvendige.

I begyndelsen af oktober var Dan Jørgensen sammen med syv andre lande afsender på et brev til Frans Timmermans forud for hans kommissærhøring i Europa-Parlamentet. Ret beset er det positivt, at de otte lande i brevet ønsker at forbedre EU's haltende klimamålsætninger.

Men undersøgelser fra blandt andet britiske Sandbag har slået fast, at EU rent faktisk er på vej mod 50 procent reduktion i 2030, baseret på allerede vedtagne politikker i EU og hjemlige kuludfasningsmål i medlemslandene.

Så når landenes opfordring til Frans Timmermans lyder på mindst 55 procent, rimer det desværre mere på status quo end reelt, grønt klimalederskab. De europæiske NGO'er, herunder Greenpeace, har i stedet krævet mindst 65 procent reduktioner som minimum, hvis EU skal levere sit rimelige og stærke bidrag til den globale indsats.

Danmark som forbillede
Det danske mål om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030 viser vejen og giver Danmark en stærk legitimitet, når den nye målsætning skal forhandles. Anvendes målsætningen offensivt, kan dansk lederskab være afgørende i at overbevise ligesindede lande om, at den nødvendige omstilling kun bliver lettere, hvis større skridt bliver taget i fællesskab.

En klimaalliance af medlemslande bør sigte efter mindst 65 procent. Også for at skabe den nødvendige modvægt til de lande, der stadig kæmper imod højere ambitioner. Dermed kan unionen komme på omgangshøjde med klimaforskningen.

Nærstuderer man de politiske vinde, så er beskeden fra flere hovedstæder, at man gerne vil overveje højere mål end 55 procent. Men det kræver, at nogen tør gå forrest og tage initiativ til samarbejdet, så man sammen kan kæmpe kampen, i stedet for at ende på laveste fællesnævner.

I et nationalt perspektiv vil skærpede EU-klimamål også harmonere glimrende med ønsket om, at danske løsninger skal være pejlemærker for bæredygtig omstilling i en europæisk kontekst. Forståelsespapiret gjorde det klart.

Den nye socialdemokratiske regering vil følge i Svend Aukens fodspor og igen satse på grønt klimadiplomati. EU er en perfekt arena til dette. Men det kræver, at regeringen udviser politisk mod, så EU's nye klimatiltag bliver inden for skiven af det, sagkundskaben kræver - præcis som Dan Jørgensen selv har fremført behovet for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00