Greenpeace: Jubeloptimistiske forventninger til Nordsøolien kan efterlade milliardhul

DEBAT: Politikerne bruger systematisk et scenarie for olieprisen, der resulterer i et direkte jubeloptimistisk skønmaleri og øger det økonomiske ræsonnement for politiske aftaler i olieselskabernes favør, skriver Sune Scheller.

Af Sune Scheller
Kampagneleder for hav og olie i Greenpeace 

At forudsige olieprisen er en yndet, men tvivlsom beskæftigelse. Over de seneste år har vi i Danmark udmærket os ved at være særdeles dårlige til netop denne disciplin. Det har haft indvirkning på de forventede indtægter til staten fra olieproduktionen i Nordsøen, og både skatteyderen og den grønne omstilling er blevet taget ved næsen.

Politiske forhandlinger om fremtiden for Nordsøen starter torsdag. Den franske oliegigant Total og to andre olieselskaber har trukket deres ansøgninger om at lede efter og producere olie og gas tilbage. Ansøgningerne fra olieselskaberne kom efter invitation fra Folketinget i 2018, men de forventede godkendelser kom aldrig. Nu er den såkaldte ottende udbudsrunde sendt til tælling, og de fremtidige rammevilkår for Nordsøen skal drøftes.

Hver gang der indgås en politisk aftale om vilkårene for olieproduktion i Nordsøen, så sker det med en fast forventning til den fremtidige pris på olie, der er baseret på et scenarie udvalgt af staten. Et hurtigt tilbageblik på tidligere politiske aftaler om Nordsøen viser, at hvis ikke et mere tidssvarende scenarie lægges til grund for de kommende forhandlinger, så risikerer vi en gentagelse. Det, må især regeringen tage ansvar for, ikke sker.

Guld og grønne toge
Et “serviceeftersyn” af skatteforholdene for olieselskaberne førte i 2013 til en ny politisk aftale. I beregningerne bag lå et olieprisscenarie, der i aftalen blev til en forventning om 28,5 milliarder kroner ekstra til statskassen mellem 2014 og 2042. De ekstra indtægter var blandt andet øremærket elektrificeringen af jernbanenettet.

På intet tidspunkt siden 2014 har oliepriserne imidlertid været tilnærmelsesvis i nærheden af forventningerne i den politiske aftale.

I 2018 nedjusterede den daværende regering forventningerne til de fremtidige oliepriser og måtte herefter stille en 40 procent lavere oliepris i udsigt. I år forventede aftalen fra 2013 en oliepris på 148 USD tønden. Gennemsnitsprisen for 2020 har været cirka 41 USD. Det er ikke alene mere end 70 procent lavere end den oprindelige aftale, men også markant under det opdaterede 2018-scenarie.

Fra skatteudsættelse til skattelempelse
Nordsøaftalen fra 2017 gav olieselskaberne en skatterabat på cirka fem milliarder kroner. Aftalen indeholder samtidig en tilbagebetalingsordning (løbende fra 2022 til 2037) i form af en tillægsskat, der vil blive aktiveret, når olieprisen vil ramme et fastlagt højt niveau.

Partierne bag Nordsøaftalen forventede, at oliepriserne ville stige så markant, at den fulde skatterabat vil være fuldt tilbagebetalt allerede i 2031 og dermed seks år inden aftalens udløb.

Men her - kun tre år efter man indgik Nordsøaftalen - har staten nedjusteret olieprisskønnet markant. 

I det nye prisskøn vil olieprisen først i 2036 nå et niveau, hvor tillægsskatten aktiveres. Det efterlader kun 2036 og 2037 med en aktivering af tillægsskatten, og udsigten til en tilbagebetaling af skatterabatten er forsvundet. Skatteministeriet forventer et foreløbigt tab på 4,2 ud af de cirka fem milliarder kroner.

Hertil skal det yderligere bemærkes, at staten endnu ikke har medregnet de langsigtede konsekvenser af covid-19. Når disse konsekvenser tages med, vil de resterende 0,8 milliarder kroner, der forventes indhentet med tillægsskatten formodentlig også forsvinde.

Regeringen må indhente virkeligheden
Statens langsigtede olieprisskøn bygger på Det Internationale Energiagenturs Stated Policies Scenario. Scenariet bruger globale energi- og klimapolitiske målsætninger, der indtil videre er blevet annonceret, og forsøger dermed at give et billede på, hvor verden bevæger sig hen under de eksisterende målsætninger. Scenariet er dermed skabt ud fra et øjebliksbillede, der ikke tager hensyn til de fremtidige energi- og klimapolitiske målsætninger, der ellers løbende annonceres.

Pointen her er ikke, at Finansministeriet og de politiske partier ikke må benytte et olieprisskøn i statens husholdningsregnskab og i udarbejdelsen af politiske aftaler om olieproduktionen i Nordsøen. Pointen er, at der systematisk bruges et scenarie, der ikke er tiltænkt det anvendte formål. Det resulterer i et direkte jubeloptimistisk skønmaleri og øger det økonomiske ræsonnement for politiske aftaler i olieselskabernes favør.

Der er derfor behov for, at regeringen tager et langt mere tidssvarende olieprisskøn i brug. Ellers snyder vi bare os selv igen.

Forrige artikel Rådet for Grøn Omstilling:  Økonomiske incitamenter modarbejder grøn omstilling i byggebranchen Rådet for Grøn Omstilling: Økonomiske incitamenter modarbejder grøn omstilling i byggebranchen Næste artikel Forbrugerrådet: Vi forbruger langt mere tøj, end klimaet tillader Forbrugerrådet: Vi forbruger langt mere tøj, end klimaet tillader
Forskningsminister: ”Nu binder vi os til den grønne mast”

Forskningsminister: ”Nu binder vi os til den grønne mast”

INTERVIEW: Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har talt for at få mere politisk kontrol med fordelingen af forskningsmidlerne. Den skal skubbes i en grøn retning, mener hun og regeringen. Nu siger hun, at hun også vil følge mere med i, om pengene så kommer ud og gøre gavn for den grønne omstilling. Hvis ikke, skal der sadles om fra politisk side.