Greenpeace: Vi skal hæve klimamålene – og det er ikke til forhandling

DEBAT: Det stod hurtigt klart under COP24, at Polen ikke havde nogen intention om at give klimaet en hjælpende hånd som formandskab og værtsland, skriver Greenpeace. Statslederne må vise det klimalederskab, som deres udsendte diplomater viste sig ude af stand til på COP24.

Af Jens Mattias Clausen
Delegationsleder, COP-forhandlingerne, Greenpeace International
 
"Det er kendetegnende for et godt kompromis, at ikke alle er tilfredse." Sådan beskriver Polens ambassadør i Danmark, Henryka Mościcka-Dendys, resultatet af den seneste runde af de globale klimaforhandlinger, COP24, der fandt sted i december.

Det er i princippet en fornuftig pointe. Især i FN-forhandlinger, der er baseret på konsensus mellem alle verdens lande. Problemet er imidlertid bare, at tiden i den grad er ved at rinde ud, og halvlunkne kompromisser, iført et tyndt lag grønt fernis, ikke længere kan sælges som en succeshistorie. De flotte floskler bliver gennemskuet af både befolkning og medier.

Det er rigtigt, at COP24 i Katowice leverede et sæt regler, der skal sikre, at landene rent faktisk lever op til de mål, de blev enige om i Paris. Det er selvsagt vigtigt. Hvis der ikke var regler, som sikrer, at alle bliver kigget efter i kortene af det internationale samfund, var risikoen for fuld plade i bullshit bingo overhængende for en god håndfuld lande.

Dudas drømme om kul
Det grundlæggende problem er bare, at selv de bedste regler ikke kan forhindre katastrofale klimaforandringer, hvis de mål, reglerne skal sikre implementeringen af, ikke er stærke nok.

Når Mościcka-Dendys skriver, at formålet med COP24 aldrig har været at hæve de globale ambitioner, så er det åbenlyse spørgsmål: for hvem?

Det stod hurtigt klart, at Polen i hvert fald ikke havde nogen intention om at give klimaet en hjælpende hånd som formandskab og værtsland. Den polske præsident, Andrzej Duda, brillerede med udtalelsen om, at man har kul til de næste 200 år, og at det ligefrem vil være svært ikke at udnytte det.

Kloden er lige nu på vej mod minimum tre graders temperaturstigning, og det forudsætter endda, at alle de klimamål, som verdens lande allerede har meldt ind, bliver fuldt ud indfriet. En sådan temperaturstigning vil føre til uoverskuelige konsekvenser, hvor ekstremt vejr bliver the new normal.

Fra sårbare lande, klimaforskere, bekymrede borgere og civilsamfund lød det derfor også enstemmigt, at topmødet i Polen ikke ville være en succes, medmindre man blev enig om, at de nuværende klimamål skal hæves hurtigst muligt.

Intet lederskab i Katowice
FN's klimapanel udpenslede i en skelsættende rapport i efteråret, hvordan risikoen for uoprettelige skader stiger markant, hvis vi ikke formår at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grad. Det kræver rundt regnet en femdobling i hastigheden på den grønne omstilling frem mod 2030, når vi holder smertegrænsen op mod verdens nuværende klimaplaner. Med ingen tid at spilde var Katowice et oplagt sted at begynde arbejdet.

Det er imidlertid for letkøbt udelukkende at give det vrangvillige polske formandskab skylden for, at topmødet ikke leverede det klare løfte om højere ambitioner, som resten af verden ventede på. Afgørende spillere, såsom EU, viste heller ikke det klimalederskab, der var påkrævet.

Mens EU endelig er kommet i gang med diskussionerne om en ny langsigtet plan, der skal øge omstillingstempoet efter Paris, er det endnu ikke bekræftet, at EU vil hæve det nuværende 2030-mål, der ellers er langt fra skiven i forhold til videnskabens anbefalinger.

Den fysiske verden går ikke på kompromis
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, leverede en dramatisk afskedsappel i Polen, da han understregede, at manglende vilje til at hæve målene hurtigst muligt ikke blot vil være amoralsk, men det rene selvmord. Og netop Guterres er vært for næste kapitel i den globale klimasaga, når han tager imod verdens ledere i New York i september.

Her er kravet klart. Statslederne må vise det klimalederskab, som deres udsendte diplomater viste sig ude af stand til på COP24, og garantere højere klimamål.

Kompromiser er en uundværlig del af det internationale system, og med et kompromis opnåede vi også et relativt solidt regelsæt i Katowice. Men man kan ikke parlamentere med den fysiske verden. Hvis vi skal undgå katastrofale klimaforandringer, skal klimamålene i vejret hurtigst muligt, og det er ikke til forhandling.

Forrige artikel Nødhjælpens Ungdom: Al politik bør være klimapolitik Nødhjælpens Ungdom: Al politik bør være klimapolitik Næste artikel Lilleholt om COP24: Vi havde gerne set højere ambitioner Lilleholt om COP24: Vi havde gerne set højere ambitioner
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Hvad er "prisen" for en 1 kubikkilometer smeltet gletcheris?

    Efter de seneste oplysninger om Twaite-gletcherens skæbne i Antarktis må det være relevant at få et bud på, hvad "prisen" for verdens borgere er, når:

    1 kubikilometer gletcheris smelter i hhv.:

    1.Antarktis
    2.Grønland og Arktis iøvrigt
    3.Himalaya
    4.Andesbjergene

    De 2 første har væsentlig betydning for vandstandsstigninger i verdenshavene og med hvad deraf følger.

    De 2 sidste er af vital betydning for drikkevandsforsyningen i Sydøstasien - 1, 8 mia. mennesker - og i Sydamerika - et stort men noget mindre antal.

    "Prisen" er sammensat af et hav af komponenter vedrørende overlevelse, ernæring, sygdom, genoprettelse, migrigation mv.

    Over en tidsperiode på f.eks. 10 år bagud må der findes data for, hvor mange kubikkilometer gletcheris, der i alt er smeltet bort og hvilke målbare effekter dette har haft på de befolkningsgrupper der umiddelbart er blevet berørt af dem.

    En sammenfattende analyse kan måske anskueliggøre problemets alvor.