Greta Thunberg langer ud efter ”rige landes” klimamål: Det er ikke lederskab

COP25: Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg benyttede onsdag sin tale på FN’s klimatopmøde til at lange ud efter rige lande som Danmark, der lader sig hylde for ambitiøse klimamål. Mål er utilstrækkelige, mener hun.

Det er ikke lederskab, når rige lande soler sig i høje klimamål langt ude i horisonten, før der er leveret handling.

Det var det overordnede budskab fra den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg, da hun onsdag gik på talerstolen på FN's klimatopmøde COP25 i Madrid.

”En håndfuld rige lande har for nylig lovet at reducere deres drivhusgasser med 'så og så mange' procent i 'det og det år'. Eller at blive 'klimaneutrale' i løbet af 'så og så mange' år. Det lyder måske imponerende ved første øjekast, men selvom intentionerne sikkert er gode, er det ikke lederskab,” sagde Thunberg og fortsatte:

”Det er ikke at lede, det er at mislede. Mange af de her mål inkluderer nemlig ikke luftfart, skibsfart, import og eksport af varer og forbrug. Derimod inkluderer de muligheden for, at lande kan eksportere deres udledninger andre steder hen.”

Meldingen på klimatopmødet kommer kun få dage efter, at et bredt flertal i Folketinget blev enige om klimamål for 2030 og 2050.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) kaldte med egne ord aftalen om den nye klimalov for "en af verdens mest ambitiøse".

2050-mål betyder ”ingenting”
Danmarks reduktionsmål i 2030 og 2050 medregner dog heller ikke de poster, som den 16-årige klimaaktivist nævner.

Den nye klimalov indeholder dog en ”global afrapportering”, der forpligter regeringen til at opgøre effekterne af Danmarks globale klimaaftryk.

Klimalovens langsigtede mål er dog stadig klimaneutralitet i ”senest 2050”. Men det er ikke nok, mener Thunberg.

”De her klimamål inkluderer ikke de nødvendige årlige reduktionsrater, som rige lande skal levere for at blive inden for de nødvendige CO2-budgetter. Klimaneutralitet i 2050 betyder ingenting, hvis udledningerne fortsætter, efter at CO2-budgetterne når at gå i nul,” sagde svenskeren i Madrid.

Greta Thunberg brugte i høj grad sin tale på at gentage konklusioner fra flere års videnskabelige rapporter, der ifølge klimaaktivisten understreger behovet for akut handling.

”Jeg har holdt mange taler, og jeg har lært, at når man taler offentligt, skal man starte med noget personligt eller følelsesladet for at få folks opmærksomhed. Man skal sige ting som ”vores hus brænder”, ”jeg vil have, at I går i panik” eller ”hvor vover i”. Men det vil jeg ikke gøre i dag, fordi så er de citater det eneste, som folk husker. De husker ikke fakta eller årsagen til, at jeg siger de her ting,” sagde hun indledningsvis i sin tale.

Opgør med ”kreative PR-strategier”
Den 16-årige verdensstjerne benyttede også sin tale til at advare mod ”greenwashing”.

”Jeg er stadig af den opfattelse, at den største fare ikke er manglende handling. Den største fare er politikere og virksomhedsledere, der får det til at se ud, som om de handler, når der i virkeligheden ikke bliver lavet andet end smart bogføring og kreative PR-strategier,” sagde Greta Thunberg.

I samme ombæring sendte hun også et par kritiske ord afsted til de mange tilhørere i Madrid.

”Vi kommer ikke til at løse klimakrisen uden at se på det store billede. COP25 burde handle om at finde universelle løsninger, men det virker efterhånden mere, som om det har udviklet sig til en eller anden form for mulighed for lande til at forhandle smuthuller og undgå at hæve deres ambitioner,” bemærkede hun.

Politikerne opfører sig forkert
Endelig kritiserede Greta Thunberg også verdens ledere og politikere for ikke at handle.

”Min oplevelse er, at den manglende bevidsthed findes overalt. Ikke mindst blandt dem, der er valgt til at lede os. Vores ledere opfører sig ikke, som om vi står i en akut situation. I en sådan situation ændrer du din adfærd. Hvis der står et barn på midten af en vej, og biler kommer med fuld fart, kigger du ikke væk, fordi det er for ubehageligt. Du løber med det samme ud på vejen og redder barnet,” sagde hun.

Svenskeren understregede derfor også, at håbet og handlingen ikke kommer fra de folkevalgte, men derimod de mange unge mennesker, der i de seneste år er gået på gaden i protest.

”Jeg kan fortælle jer, at der er et håb. Men det kommer ikke fra verdens regeringer eller store virksomheder. Det kommer fra folket,” sagde Greta Thunberg.

Se talen i dens fulde længde her.

Forrige artikel Energinet klar med ny strategi: Klimaet skal i centrum, og der skal tages flere chancer Energinet klar med ny strategi: Klimaet skal i centrum, og der skal tages flere chancer Næste artikel Afgørelsens time: Kan EU-lederne blive enige om 2050-klimamål? Afgørelsens time: Kan EU-lederne blive enige om 2050-klimamål?
Anders Eldrup om elbilskommissionen: Vi har ikke fundet de vises sten endnu

Anders Eldrup om elbilskommissionen: Vi har ikke fundet de vises sten endnu

INTERVIEW: Det er en "meget krævende opgave", som den tidligere regering har sat elbilskommissionen på, siger formand Anders Eldrup, der efter et lille års arbejde endnu ikke har fundet en løsning. Man kan ikke bare lige slå en streg over 50 milliarder kroner af statens indtægter, siger han.