Grønne aktører raser: Regeringen har forspildt endnu en chance

OVERBLIK: Flere grønne organisationer er skuffede over finanslovsudspillet og håber, at støttepartierne kan trække regeringen i en grønnere retning. Dansk Industri mener, at det er for tidligt at fælde en dom.

Finansminister Nicolai Wammen ved præsentationen af regeringens finanslovsudspil i Rentekammersalen i Finansministeriet.
Finansminister Nicolai Wammen ved præsentationen af regeringens finanslovsudspil i Rentekammersalen i Finansministeriet.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Birk Sebastian Kotkas

”Regeringen vil sikre en grøn, retfærdig og ansvarlig genopretning af dansk økonomi,” sagde finansminister Nicolai Wammen om finanslovsudspillet, der blev præsenteret mandag i Finansministeriet.

Men den grønne del er stort set er fraværende, mener flere grønne organisationer.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, er ”skuffet og meget, meget bekymret” over udspillet.

Direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Claus Ekman, mener, at udspillet er endnu en forspildt chance for regeringen.

Regeringen har forspildt endnu en chance til at vise, at den har grønne ambitioner.

Claus Ekman
Direktør i Rådet for Grøn Omstilling

”De midler, der er afsat til grønne tiltag, er meget sølle, i forhold til den udfordring vi står over for på klima- og miljøområdet,” siger han.

Jacob Fjalland, der er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden, synes, at det virker som om, at den grønne dagsorden hele tiden ligger nederst på regeringens prioriteringsliste.

”I betragtning af, at regeringen blev valgt ved det, der blev kaldt for det grønneste valg nogensinde, så er udspillet ikke særligt ambitiøst og ret skuffende,” siger han.

Formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster, mener ikke, at regeringen lever op til målet fra forståelsespapiret om at fordoble det økologiske areal, eksporten af økologi og danskernes forbrug af økologi i 2030.

"Meget tyder på, at man senere i regeringstiden vil gøre noget mere seriøst ved økologien. Men det hjælper jo ikke noget, hvis man skyller barnet ud med badevandet. At de midler, som skal disponeres til næste år og som skal anvendes i 2022, er simpelthen ikke afsat på finansloven," siger han.

0:000:00