Grønt overblik: Esben Lunde på erhvervsfremstød i Japan

DET SKER: Østersøens ålebestand skal diskuteres på EU-rådsmøde, fremtidens forsyningssektor er temaet for et topmøde blandt ingeniører, og så er Esben Lunde Larsen (V) sammen med tre ministre og kronprinsparret på besøg i landet med den stigende sol.

Foto: Colourbox
Lise-Lotte Skjoldan

Velkommen til ugens grønne overblik, som byder på skovkonference, erhvervsfremstød i Japan og to EU-ministerrådsmøder med blandt andet ål, æggeskandale og reduktionsmål på dagsordenen.

EU-rådsmøde for landbrugs- og fiskeriministre
Mandag 9. oktober
I Luxembourg mødes EU's landsbrugs- og fiskeriministre til rådsmøde. De skal blandt andet drøfte fiskekvoter i Østersøen, hvor EU-Kommissionens forbud mod ålefiskeri vil være på menuen. Det er et forbud, som Danmarks fiskeriminister, Karen Ellemann (V), vil kæmpe imod. På dagsordenen er også en opfølgning på æggeskandalen, hvor giftstoffet fipronil er blevet fundet i millioner af æg i flere EU-lande. Se dagsordenen for mødet her.

Esben Lunde Larsen er med kronprinsparret i Japan
Mandag 9. oktober til torsdag 12. oktober
I landet med den stigende sol er fire ministre sammen med kronprinsparret fra søndag 8. oktober til torsdag 12. oktober på besøg. Blandt andet er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) med i Japan, hvor kronprinsparret står i spidsen for et erhvervsfremstød med fokus på sundhed, design og fødevarer. 55 virksomheder er med i erhvervsdelegationen, og fremstødet er arrangeret i samarbejder med Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri. Også udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og kulturminister Mette Bock (LA) er med på turen til Japan. Læs mere her.

Christiansborg-konference om FN-verdensmål
Tirsdag 10. oktober
Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg står i spidsen for en dagskonference om FN's 17 verdensmål. På konferencen vil der være korte "TED-Talks" fra repræsentanter fra forskellige sektorer, og herefter vil der være rundbordsdiskussioner. Læs mere om konferencen her.

DI Energi holder møde om EU-kvotesystem
Tirsdag 10. oktober
Senere på ugen vil forhandlingerne mellem EU-parlamentet og ministerrådet om en reform af EU's kvotesystem ETS gå ind i sin afgørende fase. Netop det kvotesystem er derfor temaet for et dialogmøde arrangeret af DI Energi. Her vil afdelingschef Dorte Nøhr Andersen give en status på forhandlingerne, og der vil være en drøftelse af, hvad den politiske aftale kan komme til at betyde for branchen. Se mere om dialogmødet her.

Overrækkelse af Friluftsrådets Særpris
Onsdag 11. oktober
Esbjerg Kommune modtager Friluftsrådets Særpris 2017 på 50.000 kroner for sin indsats i Friluftsnetværket. Overrækkelsen af prisen finder sted ved en udendørs reception ved Guldager Naturskole i Esbjerg. Se mere om prisen her.

Ingeniørtopmøde: Forsyningssektoren i 2035
Onsdag 11. oktober
Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) holder onsdag et branchetopmøde, hvor temaet blandt andet er fremtidens forsyningssektor, og hvordan den ser ud i 2035. Programmet indeholder blandt andet et oplæg ved Søren Gais Kjeldsen, direktør for Miljø- og Energiforvaltning i Aalborg kommune, om den kommunale forsyningssektor i 2035. Mødet finder sted i Aarhus, og du se programmet her

Skovkonference på Christiansborg
Torsdag 12. oktober
Christiansborg lægger hus til en større konference om Danmarks skove og dansk skovpolitik. I løbet af dagen er der oplæg fra forskellige forskere fra Københavns Universitet, mens også erhvervsminister Brian Mikkelsen (V) og finansminister Kristian Jensen (V) lægger vejen forbi. Konferencen rundes af med en paneldebat med folketingspolitikerne Erling Bonnesen (V), Carsten Bach (LA), Pia Adelsteen (DF), Christian Rabjerg Madsen (S) og Christian Poll (ALT). Se programmet for konferencen her

EU-miljøministre holder ministerrådsmøde
Fredag 13. oktober
Fredag er det miljøministrenes tur til at tage til Luxembourg for at holde ministerrådsmøde. På dagsordenen er to forslag om reduktionsmål for drivhusgasser i de sektorer, der ikke er omfattet af EU-kvotesystemet. Ministrene skal også forberede EU's holdning forud for det næste klimatopmøde COP23, der finder sted i Bonn, Tyskland i begyndelsen af november. Se dagsordenen for rådsmødet her

0:000:00