Hegelund og Mose: Op ad bakken med Interesse-Danmark

MANDAGSTRÆNEREN: Nyrup gik i sauna med sit netværk, mens Fogh startede løbetrenden, som Løkke har overtaget. Statsministerens lobbyløberi kritiseres her og der for at være en ny-maskulinisering af netværkskulturen, men modellen fungerer efter hensigten. 

Foto: /ritzau/Magnus Fisker
Susanne HegelundPeter Mose

Sjældent har man set så mange halvsvedige træningsdragter i de øverste magtcirkler på én gang. I eftermiddag står den på netværkshotdogs samt øl og vand på Marienborg, når alle statsministerens mandags-løbemakkere fra erhvervs-, kultur-, medie-, PR- og foreningslivet er inviteret til insider-komsammen; en slags opsamlingsheat oven på de seneste to års lobby-løbeture i området omkring statsministerboligen.

Det normalt årle mandagsløb med seks-ti deltagere pr. gang kan vise sig at være den bedste ledelsesopfindelse fra Lars Løkke Rasmussens hånd, siden han første gang blev statsminister i 2009. Løkke rodede dengang forvirret rundt i skyggen af sin stramme Venstre-forgænger Fogh – tilsyneladende uden at have fundet sit eget, personlige ledelsesmæssige kompas.

Tredje gang er måske lykkens gang, for tilsyneladende har Løkke endelig i sin tredje statsministerperiode – nu som VLAK-chef – udviklet sit helt eget lederskab, herunder fundet styrke i en netværksformel, der både stemmer overens med hans politiske nysgerrighed og hans afslappede facon, som med motion og morgenkaffe er hegnet inde i et ”sundt format” frem for det imagemæssigt uheldige fadølsfællesskab, som har klæbet til Løkke.

Plejer Interesse-Danmark
Nok beklager ikke så få på Christiansborgs gange, at de ikke ser meget til landets statsminister, men Interesse-Danmark plejer han ufortrødent. Invitationerne til de ugentlige løbeture er personlige ligesom til pølsefesten i eftermiddag.

Når statsministeren kalder, møder man op. Flest mænd og mest hvide – men også kvinder og lidt mørkere i huden – har været med i de forgangne to år til en løbetur efterfulgt af rundstykker og rundbordssamtaler.

I sidste uge bestod den brogede skare blandt andre af 70’er-ikonet Jacob Holdt, ligesom Helle Thornings tidligere spindoktor Noa Redington og Landbrug & Fødevarers topfigur Karen Hækkerup deltog.

Det føles angiveligt som at få et spejderdiplom at komme med: Man bliver anerkendt som en værdig stemme i samfundet, man rykker et niveau op. Man møder samtidig alle de andre, der har fået spejderdiplomet, og bliver en del af stammen. At statsministeren styrer snakken under morgenmaden iført skiftende træningsdragter af indimellem ældre model, understreger den intime stemning og følelsen af, at man er noget særligt.

Forbered elevatortalen
Med lobby-løbeklubben har Løkke fundet sin egen komfortable måde at holde sig ajour med rigets store og små dagsordener. ”Hvad er I optaget af derude?” kan det lyde under kaffen, hvorefter morgenløberne hver især byder ind med et issue, der kan kalde på statsministerens interesse. Løkke opleves på møderne som ”politiker” med dertil hørende klart ideologisk kompas, mens der er langt mellem de tekniske svar. ”Det ved jeg ikke,” lyder det så.

Den professionelle deltager har forberedt elevatortalen hjemmefra og lufter en enkelt mærkesag, allerhøjst to, for statsministerens ører. Et langt medbragt notat vil være upassende. Løkke faciliterer og lytter, kommenterer måske, men er – lyder det – aldrig belærende. Undervejs byder andre – også i træningsdragt – måske ind med et synspunkt på en given sag.

0:000:00