Helle Thorning på vej ind i Vestas-bestyrelse

EXIT: Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt forlader posten som direktør for hjælpeorganisationen Red Barnet efter tre år. Samtidig går hun efter en bestyrelsespost i Vestas.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Emma Qvirin HolstMorten Øyen

Efter tre år som direktør for Save the Children International træder tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu tilbage.

Det skriver hun selv på Twitter.

Hun siger farvel til sin internationale toppost for i stedet at hellige sig bestyrelsesarbejde.

“Jeg ønsker at bruge mere tid på mit arbejde i forskellige bestyrelser såvel som at forsvare og forny fremskridt, social retfærdighed og demokrati i disse turbulente tider,” siger Helle Thorning-Schmidt i en pressemeddelelse.

Det nye bestyrelsesarbejde bliver blandt andet i vindmøllegiganten Vestas, hvor Helle Thorning-Schmidt fredag har sagt ja til at lade sig opstille til en bestyrelsespost.

Det oplyser Vestas i en meddelelse fredag.

"Vestas har fundet en stærk kandidat i Helle Thorning-Schmidt, som har kernekompetencerne til at bidrage til bestyrelsens arbejde og via sin erfaring kan bidrage til, at Vestas bliver den globale leder inden for bæredygtige energiløsninger," skriver Vestas.

På generalforsamlingen 3. april bliver det så endelig afgjort, om den tidligere statsminister træder ind i bestyrelsen hos Vestas.

0:000:00