Her er Socialdemokratiets miljø- og klimaudspil

UDSPIL: Med 20 milliarder statslige kroner vil Socialdemokratiet etablere en grøn fond, der skal bidrage til verdens miljø- og klimaudfordringer. Derudover vil de lægge afgifter på plastik og øge energiforskningen betragteligt.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var flankeret af energiordfører Jens Joel, gruppenæstformand Dan Jørgensen og miljøordfører Christian Rabjerg Madsen på Naturskolen Marielund i Kolding.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, var flankeret af energiordfører Jens Joel, gruppenæstformand Dan Jørgensen og miljøordfører Christian Rabjerg Madsen på Naturskolen Marielund i Kolding.Foto: Michael Drost Hansen/Ritzau Scanpix
Kasper KaasgaardEmma Qvirin Holst

Socialdemokratiet præsenterer torsdag et stort miljø- og klimaudspil.

Udspillet indeholder blandt andet et forslag om at etablere en såkaldt grøn fremtidsfond, der skal investere i grønne løsninger på globale klima- og miljøudfordringer.

Fonden skal modelleres efter Vækstfonden, som siden 1992 har hjulpet små og mellemstore virksomheder med at vokse. Socialdemokratiet vil have, at staten skal tjene penge på de grønne løsninger.

”Herhjemme bliver der opstillet en, synes vi, kunstig modsætning imellem, om vi skal have vækst og fremgang, eller om vi skal have et godt klima og miljø,” siger partiformand Mette Frederiksen ved præsentationen.

Global indsats
For at sætte handling bag de ord, foreslår partiet altså at oprette en fond med navnet Global future foundation. Den skal have en startkapital på 20 milliarder kroner fra staten. Vækstfonden havde til sammenligning to milliarder kroner.

Fonden har fire formål: Vedvarende energiløsninger, lagring af grøn energi, rent vand til hele verden og bæredygtige fødevareløsninger.

Den kommer dermed med at have et globalt fokus.

”At håndtere klimakrisen handler ikke kun om det nære herhjemme. Det handler også om at sikre en balance ude i verden,” siger Mette Frederiksen.

Fonden skal være politisk uafhængig og fungere på markedsvilkår.

Indspark til energiforhandlinger
Det socialdemokratiske udspil kommer kort efter, at regeringen fremlagde sit energiudspil, som er udgangspunktet for forhandlingerne om et nyt energiforlig.

Socialdemokraterne overbyder regeringen på en række punkter, herunder forskningsmidler og udbygning med vedvarende energi.

”I mange år har vi haft en målsætning om uafhængighed af fossile brændsler i 2050. Desværre viser forskningen, at vi er nødt til at sætte tempoet op,” siger energiordfører Jens Joel.

Socialdemokratiets målsætning er, at Danmark skal være fossilfrit i 2045. For at nå det vil partiet opføre tre store havvindmølleparker på 2.500-3.000 MW og bruge en milliard kroner om året på energiforskning.

I regeringens udspil er der konkrete planer om én havvindmøllepark, men en ambition om at beslutte nye parker i 2022, når havet omkring Danmark er blevet screenet for potentiale.

På forskningsområdet vil regeringen bruge mindst 580 millioner kroner om året fra 2020.

Ros fra røde kolleger
Der er også en del miljøtiltag i S-udspillet, herunder pant på flere plastikflasker, et forbud mod nye dieselbiler fra 2030 og 75.000 hektar urørt skov.

Udspillet får en positiv modtagelse hos oppositionskollegaerne i Enhedslisten og SF, der roser det for at være mere grønt end det udspil, regeringen fremlagde i sidste uge.

”Selvom det ikke er alt fra vores ønskeseddel, der er kommet med, fortjener det virkelig ros. Det er vores ansvar at sikre kloden for kommende generationer, og gennemføres udspillet, vil det være vigtige skridt i den retning,” siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, i en pressemeddelelse.

Der er dog ikke kun lutter ros fra Pernille Skipper. Hun savner, at Socialdemokratiet sætter tal på sine målsætninger for klimaet.

”Det er helt nødvendigt. Og så må jeg indrømme, at de lader transporten og i særlig grad landbruget slippe for let. Det er her, hvor de store udfordringer er, og de svære valg skal tages. Men det skal ikke forhindre Enhedslisten i at være glade i dag,” siger Pernille Skipper.

SF-formand Pia Olsen Dyhr ser frem til at samarbejde med Socialdemokratiet om udspillet, hvor hun gerne vil hæve ambitionsniveauet.

”SF vil også have mere vind, renere luft, farlig kemi ud af vores hverdag. Ambitionsniveauet skal op, men retningen er helt rigtig og giver håb for, at vi kan få en ambitiøs grøn omstilling, når vi forhåbentlig snart får væltet de blå af pinden,” siger Pia Olsen Dyhr i en pressemeddelelse.

Læs hele udspillet her.

Dokumentation

Socialdemokratiet foreslår at oprette en ny grøn fremtidsfond, der skal finansieres med 20 milliarder fra den danske stat. Den skal investere i banebrydende grønne projekter, der kan knække koden til følgende fire udfordringer:

  • Mere grøn energi
  • Lagring og bedre anvendelse af energi
  • Vandknaphed
  • Fødevareproduktion

Derudover har Socialdemokratiet 10 konkrete forslag:

1. En halv million grønne biler og øget elektrificering

  • Et mål om 500.000 grønne biler i 2030.
    • Den særligt lave elafgift ved opladning forlænges yderligere for al vejtransport.
    • Staten finansierer tilslutningsbidrag for nye, hurtige ladestandere.
    • Firmabilbeskatning for el- og opladningshybridbiler sænkes
    • Indfasningen af registreringsafgift på elbiler udskydes.
    • Kommuner skal have ret til et tilskud på 10.000 kr
  • Elektrificering af jernbanestrækninger.
  • Nedbringe CO2 -udledning fra varmesektor.

2. Tre nye havvindmølleparker

  • Tre nye havvindmølleparker frem mod 2030.
  • Årlige udbud for landvind og solceller på 250 MW fra 2020-2030.
  • En ny udbudsmodel for vind- og solenergi.
  • Nye principper for anvendelse af biomasse.
  • Strategi for at erstatte naturgas med gas fra vedvarende energi.

3. Bygninger og industri skal spare på energien

  • Krav om at spare på energien i alle offentlige bygninger.
  • Ny Energispareordning
  • Mindre energiforbrug i private udlejningsejendomme.

4. Kyster og byer skal sikres mod ekstremt vejr

  • En national kystsikringsfond.
  • Finansieringsreglerne for klimasikringsprojekter skal ændres.

5. Flere private grønne investeringer

  • Et samarbejde mellem stat og relevante investorer om at fremme private grønne investeringer.

6. Større eksport af Danmarks grønne løsninger

  • Styrket indsats for eksport af Danmarks grønne løsninger.
    • Medfinansiering af projektudvikling.
    • Statslig finansiering af demonstrationsprojekter i prioriterede udviklingslande
    • Fasttrack-adgang til Udenrigsministeriet for virksomheder, der har gennemført et succesfuldt udviklings- og demonstrationsprogram.
    • Øgede muligheder for systemeksport.

7. Landbruget skal yde et fair og fornuftigt bidrag til klimaet

  • Reducere CO2-udledning fra landbruget.
  • Foretage en national afdækning af, hvor jordfordelinger med fordel kan gennemføres gennem frivillige aftaler
  • Forskning i reduktion af metan fra husdyrbrug og lattergas fra planteproduktion.

8. Nye og ambitiøse pejlemærker for klimaet

  • Nye og mere ambitiøse klimapejlemærker, der skal sikre følgende
    • Vedvarende energi i energiforbruget
    • Elektrificering af transport og varmesektoren
    • Energieffektivisering
    • Forskningsmidler
    • Private investeringer i grøn omstilling
    • Eksport af grønne løsninger
    • Drivhusgas-reduktion

9. En grøn forskningsmilliard

  • En grøn forskningsmilliard.
  • National satsning på forskning inden for lagring og konvertering af energi.

10. Et grønt nationalregnskab

  • Et grønt nationalregnskab.

Læs hele udspillet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jens Joel

MF (S), beskæftigelsesordfører, næstformand i folketingsgruppen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00