Analyse af 
Erik Holstein

Holstein: Løkke lukkede flanker i åbningstalen

ÅBNINGSTALE: Statsministeren koncentrerede sig om de områder, hvor regeringen står svagest blandt vælgerne. Derfor var åbningstalen domineret af sundhed og klima, mens værdipolitikken var tonet lidt ned. Planen om at forbyde salg af både benzin- og dieselbiler fra 2030 var mere vidtgående end ventet.

Blå mænd: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej til sin sjette åbningstale til Folketinget.<br>
Blå mænd: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej til sin sjette åbningstale til Folketinget.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde en energisk indsats for at erobre sundhedsdagsordenen fra socialdemokraterne i sin åbningstale til Folketinget. Ikke alene lovede Løkke et bedre sundhedsvæsen, han rettede også et slet skjult angreb på socialdemokraternes evne til at styre området.

Det er i virkeligheden de borgerlige regeringer siden 2001 – med ham selv som sundhedsarkitekt – der har forbedret det danske sundhedsvæsen, lod Løkke forstå:

”Det danske sundhedsvæsen var kørt i sænk i 2001,” sagde statsministeren med en klar hentydning til de foregående ti års socialdemokratisk ledede regeringer.

”Men den udvikling har vi vendt,” fortsatte statsministeren:

Statsministeren understregede, at "klimaindsatsen ikke skal gøres til et politisk kapløb". Et motto, han med sikkerhed vil gentage frem mod valget.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

”Klare patientrettigheder. Nye supersygehuse. Faldende ventetider. Faldende hjertedødelighed. Bedre kræftoverlevelse. Langt flere behandlinger. 5.800 flere læger. 5.900 flere sygeplejersker.”

Alligevel viser de tørre tal i meningsmålingerne, at et overvældende flertal foretrækker en socialdemokratisk ledet regering til at håndtere sundhed og sygehuse. En situation VLAK-regeringen meget gerne skal have forbedret inden valget.

Regionernes skæbne
Lars Løkke Rasmussen erkendte da også, at der stadig er problemer i sundhedsvæsenet:

Der er manglende nærhed i sundhedssystemet, der mangler sammenhæng i behandlingsforløbene, og der er for store regionale forskelle, konstaterede statsministeren, der selv er blevet kritiseret for at have centraliseret sundhedsvæsenet.

Regeringen fremlægger om kort tid et forslag til en ny sundhedsreform, og Løkke sagde ikke direkte i talen, at regionerne skal nedlægges. Men det kan dårligt tolkes anderledes.

For med den påtænkte oprettelse af 21 nye ”sundhedsfællesskaber”, der skal ”bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge”, er det meget svært at forestille sig, at der bliver plads til regionerne.

Læs også

Miljøbiler fra 2030
Den mest konkrete nyhed i åbningstalen kom på klimaområdet, hvor regeringen lægger op til at forbyde salg af både benzin- og dieselbiler fra 2030.

Det var ventet, at regeringen ville forbyde salg af dieselbiler fra 2030, men det var en lille overraskelse, at benzinbiler skal med i den samme tidshorisont.

Statsministeren understregede, at Danmark dermed ”sender et klart signal til EU, bilindustrien og resten af verden”.

Men det indenrigspolitiske sigte – at gå til stålet på et område, hvor blå blok står svagt – fremgik direkte af talen. Som statsministeren udtrykte det:

”Vi skal ikke gøre klimaindsatsen til et politisk kapløb. Vi når kun i mål, hvis Folketinget står sammen, hvis Danmark står sammen. ”

Det vil med sikkerhed ikke lykkes at trække klima og miljø ud af den kommende valgkamp. Men regeringens initiativer kan betyde, at det bliver sværere for oppositionen at få fat, og at regeringen bliver mindre sårbar på området.

Nedtonet værdiprofil
Værdipolitikken fyldte ikke så meget, som den har gjort i andre åbningstaler, og denne gang havde statsministeren ikke en stribe udlændingestramninger med i lommen. Her var det mere en opremsning af, hvad regeringen hidtil har gjort med bandepakke, ghettopakke og opbremsning af asyltallet.

Løkke gav ikke nogle konkrete løfter, der imødekom Dansk Folkepartis krav om et ”paradigmeskifte” i udlændingepolitikken.

Læs også: Se hele regeringens lovkatalog for det kommende år

Tværtimod fremførte statsministeren endnu en gang ønsket om at lette adgangen til Danmark for udenlandsk arbejdskraft. Regeringen vil fokusere på lande, ”der ligner Danmark” som USA, Canada, Singapore og Japan.

Eller sagt på en anden måde: Lande, hvorfra indvandrere erfaringsmæssigt bliver integreret i det danske samfund uden problemer.

Ikke desto mindre vil diskussionen om udenlandsk arbejdskraft med sikkerhed være et område, hvor regeringen støder sammen med Dansk Folkeparti.

Det kan føre til et rituelt drama frem mod finanslovsaftalen. Men det vil ikke være en kamp, regeringen trækker så langt, at den udskriver valg på sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00