Hybridbiler med tvivlsom klimaeffekt har fået over otte milliarder i rabat

Staten støttede sidste år plug-in hybrider med 8,3 milliarder kroner, viser nye tal fra Skatteministeriet. Voldsomme tal, mener seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, der opfordrer politikerne til at droppe afgiftsrabatten. 

Skatteminister Jeppe Bruus vil indkalde Folketinget til nye drøftelser om afgiftssystemet i løbet af marts, sagde han på et samråd i sidste måned. 
Skatteminister Jeppe Bruus vil indkalde Folketinget til nye drøftelser om afgiftssystemet i løbet af marts, sagde han på et samråd i sidste måned. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Den klækkelige rabat til plug-in hybrider har været en betydeligt dyrere fornøjelse for skatteyderne end hidtil antaget.

Det viser nye tal fra skatteminister Jeppe Bruus (S), der opgør den samlede rabat til den kontroversielle biltype som følge af afgiftslempelsen til 8,3 milliarder kroner i 2021.

Det svarer til 195.800 kroner per bil, lyder det i et svar til Folketinget.

Det er et næsten dobbelt så højt beløb end tidligere antaget og meget overraskende, mener Jeppe Juul, der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

“Tallene er samlet set ret voldsomme. Det er et enormt beløb at bruge på en teknologi, som i praksis har en ret begrænset klimaeffekt,” siger han. 

De nye tal fra skatteministeren viser samtidig, at der er blevet givet en markant højere rabat, end man havde forventet i regeringskontorerne.

I et supplerende svar til Folketinget skriver skatteministeren således, at staten fik 1,9 milliarder færre kroner i kassen på bilsalget i 2021, end man budgetterede med på finansloven for samme år.

“Afvigelsen skyldes primært det høje salg af nul- og lavemissionsbiler, men også et generelt lavt salg af køretøjer i 2021,” lyder det i svaret.

Pengene kan bruges bedre

Siden politikerne med vejtransportaftalen fra 2020 indførte rabatten på plug-in hybriderne, er tilskuddet flere gange blevet kritiseret for ikke at have nogen betydelig effekt for klimaet.

Årsagen er, at flere undersøgelser har vist, at plug-in hybriderne i praksis har et betydeligt højere CO2-udslip, end fabrikanterne påstår.

Senest kom den nu forhenværende skatteminister Morten Bødskov (S) i uføre, da det kom frem, at Vejdirektoratet allerede i november havde modtaget en undersøgelse af 1.307 plug-in hybriders kørsel fra konsulenthuset Cowi.

Den viste, at plug-in hybrider på danske veje udleder mere end dobbelt så meget CO2, som de 50 gram per kilometer, der placerer bilerne i kategorien lavemissionskøretøjer, der udløser afgiftsrabatten.

Undersøgelse viser med al tydelighed, at den nuværende afgiftsstruktur er spild af penge, mener Jeppe Juul fra Rådet for Grøn Omstilling.

“8,3 milliarder kroner er et enormt beløb at bruge på en teknologi, som i praksis har en ret begrænset klimaeffekt. Vi får meget lidt for pengene,” siger Jeppe Juul.

Han vurderer, at plug-in hybrider i praksis har en klimabelastning, der svarer nogenlunde til en benzinbil med et brændstofforbrug på 20 kilometer per liter.

Derfor mener han, at politikerne bør droppe rabatten, når de senere på måneden som bebudet af skatteminister Jeppe Bruus på et samråd i sidste måned skal diskutere bilafgifterne i lyset af den nye rapport fra Vejdirektoratet.

“Det her er penge, der kan bruges meget bedre. For eksempel på rigtige elbiler,” siger Jeppe Juul.

Ikke det reelle tab

Det er imidlertid på ingen måder sikkert, at de 8,3 milliarder kroner, der er blevet givet i støtte til plug-in hybrider, ville være endt i statskassen, hvis plug-in hybriderne ikke havde fået den favorable afgiftslempelse.

Ifølge Skatteministeriets beregninger havde det nemlig fået bilkøberne til at vælge plug-in hybriderne fra til fordel for benzin-, diesel- eller elbiler.

Derfor er det reelle tab af aftalen for statskassen nærmere én milliard kroner, mener Skatteministeriet.

23 procent af de 185.328 biler, der ifølge tal fra De Danske Bilimportører blev solgt i 2021, var plug-in hybrider. 14 procent var elbiler. 

Altinget har spurgt skatteminister Jeppe Bruus til tallene, men han har ikke haft mulighed for at svare inden deadline. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Bruus

Skatteminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Jeppe Juul

Transportpolitisk chef , Rådet for Grøn Omstilling, medlem af bestyrelsen i Transport & Environment
cand.scient.soc. (Roskilde Uni.)

0:000:00