Ingen klimaaftale, men katten er ude af sækken

Kirsten Halsnæs,
Leder af DTU Klima Center Risø

To ugers midtvejsforhandlinger som optakt til næste forhandlingsmøde i november/december i Durban, Sydafrika er netop afsluttet, og der har ikke været meget optimisme at spore omkring mulighederne for at opnå en aftale med reduktionsmål for drivhusgasser, der kan afløse Kyoto-protokollen, som udløber i 2012.

Er klimasagen så håbløs? Min vurdering er, at det er langt fra tilfældet, men der er behov for radikal nytænkning, når det gælder den internationale klimapolitiks design.

Regimeskift undervejs
Den internationale finanskrise koblet med den hastige økonomiske globalisering, hvor nye store hastigt voksende økonomier får stadig større vægt, har gjort det stadig mere klart, at klimaproblemerne ikke alene kan tackles ved, at EU og særligt miljøbevidste lande som Danmark går forrest og holder fanen højt, og så får resten af verden med på deres præmisser, som der i høj grad var lagt op til på COP15-mødet i København i 2009.

Det er fint, at vi er parate til at gøre en særlig indsats, men vi skal i højere grad end tidligere bringe klimasagen ud i en større sammenhæng, hvor der lægges vægt på at gå udover miljøpolitikkens rammer og tage udgangspunkt i behovet for at gå væk fra begrænsede ressourcer som olie, gas og kul og i mulighederne for at koble klimaet til grøn økonomisk vækst.

Helt afgørende er det naturligvis, at udviklingslandene, hvor 80% af verdens befolkninger lever, kan forbinde klimapolitik med deres berettigede satsning på industriudvikling og forbedrede levevilkår for befolkningen.

Vi må nok forsat regne med, at klimaforhandlingsmøderne i FN-regi vil spille en vis rolle, som rammer for samarbejde mellem alle verdens lande. Det vil dog samtidig også være min vurdering, at bredere økonomiske møder, som f.eks. i regi af G8 og G20-landene, vil spille en større rolle i egentlige aftaler mellem landene, og det vil også være oplagt at gå udover miljø og klimaministres regi og give økonomiske ministre og regeringsledere en mere ledende rolle, som der jo også var lagt op til i forbindelse med mødet i København.

Behovet for det bredere lederskab af klimapolitikken er jo heller ikke så overraskende givet, at overholdelsen af EU's målsætning om højst 2 graders global temperaturstigning kræver så store reduktioner af drivhusgasudslip, at det meste af verdens forbrug af olie, gas og kul vil være nødt til at skulle afskaffes inden 2050.

Handlingerne tæller
Vanskelighederne ved at opnå en international klimaaftale er forbundet med en tilbageholdenhed fra store lande i forhold til at forpligtige sig til aftaler, hvor internationale myndigheder går ind og skal kontrollere landenes adfærd, og sådanne forhold har f.eks. gjort sig stærkt gældende for USA og Kinas vedkommende, men det er ikke det samme, som at intet sker i de lande. Nationale politiske prioriteringer er imidlertid her de vigtigste drivkræfter for handling.

Netop hjemkommet fra Kina er jeg endnu en gang overrasket over, hvor hurtigt kineserne går frem økonomisk og energimæssigt. Væksten på over 10% årligt indebærer store investeringer i industri, byer og infrastruktur, og kineserne har derfor opmærksomheden stærkt rettet mod effektivt energiforbrug, alene fordi det er nødvendigt at undgå flaskehalse i energiforsyningen som bremse for udviklingen.

I tråd med det er drivhusgasudslip også på dagsordenen, og Folkekongressen vil i den nærmeste fremtid tage stilling til, om Kina skal indføre CO2 skatter oveni energiskatterne, som allerede er implementeret. Samtidig er det en høj politisk prioritering at give Kina en ledende rolle i udvikling og eksport af grønne teknologier med en bred satsning på vind, sol, biobrændsler og renere kulteknologier.

Sådan en konkurrence inden for forskning og innovation må tages yderst alvorligt, og det mindes vi jo også dagligt om her på Risø DTU, hvor vi har masser af kinesiske gæsteforskere.

I USA er energipolitiske målsætninger tilsvarende også vigtige indirekte drivkræfter for reduktion af drivhusgasser. Energieffektivisering inden for transportsektoren, bygninger og service står højt på dagsordenen pga. stigende brændselspriser, og der satses på vedvarende energi, som kan skabe uafhængighed af fossile brændsler.

Inden for EU er det også værd at fremhæve, at selv om der er meget "støj" fra nogle sektorer og medlemslande om problemerne ved at gennemføre klimapolitik, foregår der i mange lande en massiv satsning på vedvarende energi ud fra mere nationale målsætninger om vækst og teknologimarkeder, så også her kan man sige, at handlingerne og ikke så meget den internationale retorik tæller.

Er det så lige meget med aftaler
Der er altså en masse handlinger i gang i landene, som reelt vil medføre reducerede drivhusgasudslip, så man kan spørge sig selv, om det så er betydningsløst, om der er en international klimaaftale på plads. Så simpelt er det nok ikke.

Der er altså en masse handlinger i gang i landene, som reelt vil medføre reducerede drivhusgasudslip, så man kan spørge sig selv, om det så er betydningsløst, om der er en international klimaaftale på plads. Så simpelt er det nok ikke.

Kirsten Halsnæs
Leder af DTU Klima Center Risø

Det ville klart være lettere for virksomheder og borgere såvel som for nationale initiativer at nå resultater, hvis de var understøttet af internationalt samarbejde, så alle "grænseoverskridende initiativer i form af erhvervsinitiativer, økonomiske topmøder, bilaterale aftaler, klimaforhandlinger osv. er yderst givtige.

Så må vi bare håbe, at processen kommer lidt højere op i omdrejninger, men lur mig, om ikke international konkurrence mellem leverandører af nye grønne teknologier måske kunne sætte lidt mere fart på.