Debat

Ingeniører: Tænk kollektivt, og sæt gang i varmepumperne

DEBAT: De store varmepumper skal igang, så vi får skabt grundlag for kollektive energilagringsløsninger. På den måde undgår vi solo-tiltag som batterier til tagsolcelleanlæg, skriver IDA's formand.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen

Uanset om solen er gemt væk bag mørke skyer, og vinden står stille, så forventer vi, at der kommer el ud af stikkontakten hele døgnet. El er et grundvilkår i vores hverdag, og alt går i stå, når den forsvinder. Hvis det ikke skal blive for dyrt at få el i fremtiden, må vi også se på fleksibilitet og energilagring. 

I anledning af Energikommissionens rapport har et ekspertpanel på 387 IDA-medlemmer, som alle til dagligt arbejder inden for energiområdet, svaret på, hvordan de mener, vi skal skabe et fleksibelt forbrug. 

På førstepladsen i deres vurderinger er store varmepumper i fjernvarmesystemet, hvilket i praksis vil sige elektrificering af varmen og væk fra kul og gas, men ikke i retning af biomasse. Vi laver varmt vand til fjernvarmenettet, og det varme vand kan laves, når der er rigelige mængder af VE-el til rådighed.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Stræb efter uafhængighed
På andenpladsen er el-lagring på forsyningssiden – det vil sige kollektive løsninger, og her er flere forskellige teknologier i spil (for eksempel brint og store Li-ion batterier).

Her er der brug for, at vi får testet, hvad der spiller bedst. Men el-lagring kan gøre os mindre afhængige af import på de dage, hvor vinden ikke blæser.

Vi kan glæde os over, at kommissionen har forholdt sig de faktiske forhold i energisystemet og ikke er faldet for fristelsen til at sige, at vi når 2050-mål billigst ved at satse på udbygning af den billigst mulige vedvarende energikilde. 

Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Hemmeligheden er her, at vores naboer faktisk også har – og vil få – mange vindmøller i fremtiden, derfor vil det være de samme tidspunkter, vi har brug for import – og det bliver dyrt, når vi alle sammen samtidig vil hente el fra de norske vandkraftværker eller den sorte el fra de gamle kulkraftværker i Centraleuropa.

Sådan kan vi undgå peaks
Variabel elpris for forbrugerne kommer ind på en tredjeplads. Det skal skabe basis for, at peaks i energiproduktion - når solen rigtig skinner, og møllen rigtig svinger - og i forbrug (når vi kommer hjem fra arbejde og tænder komfuret) kan udjævnes ved, at nogle forbrugere flytter forbruget.

Hvordan dette kan ske i praksis, har vi heller ikke fået undersøgt til bunds endnu. Men der er masser af muligheder at arbejde med: Er det varmen i gulvet, der automatisk dæmpes, eller er det kølehuset på slagteriet, der kan tåle, at der skrues ned i en times tid, uden at det går ud over kvaliteten?

Det vil vi helt sikkert se mere af i fremtiden.

Kollektiv adfærd 
Hvis vi vil lytte til eksperterne, så gælder det om at få sikret, at de store varmepumper kommer i gang og dermed få skabt grundlag for kollektive energilagringsløsninger og undgå, at vi hver især laver vores egen løsning for eksempel med et batteri til solcelleanlægget på taget. Der er brug for, at vi tænker stort og kollektivt.

Vi kan glæde os over, at kommissionen har forholdt sig de faktiske forhold i energisystemet og ikke er faldet for fristelsen til at sige, at vi når 2050-mål billigst ved at satse på udbygning af den billigst mulige vedvarende energikilde. 

Politikerne skal holde kursen
Nu er det politikernes opgave at få omsat det til konkret energipolitik, og de må ikke skifte kurs, som de gjorde med havvindmøllerne.

Det er Christiansborgs ansvar at skabe sikkerhed for investorerne, der kan handle derefter, så vi sammen kan løfte opgaven med at få en fornuftig og langsigtet energiforsyning.

Sådan svarer Ingeniørforeningens medlemmer på survey: 

Energikommissionen anbefaler, at det fleksible forbrug fremmes. Hvor vurderer du, at det gøres mest effektivt? 
Rangordning, så det mest effektive står øverst osv. 
Store varmepumper i fjernvarmesystemet 1
Øget kapacitet for lagring af el på forsyningssiden 2
Time-for-time variabel elpris for forbrugerne 3
Elbiler 4
Små varmepumper i husholdningerne 5
Øget kapacitet for lagring af el hos forbrugerne (fx batterier) 6
Andet 7
Kilde: Vurdering af Energikommissionens anbefalinger, IDA Survey, april 2017 

Se hele IDA's survey her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Damkjær Petersen

Bestyrelsesformand, Engineer The Future, formand, Sirikommissionen 4.0
civilingeniør (DTU 1981)

0:000:00