Debat

Installationsbranchen: Den grønneste og billigste energi er den, vi ikke bruger

DEBAT: Der er fortsat brug for en effektiv indsats for at spare på energien både hos de private boligejere og i de danske virksomheder, hvis klimamålene skal opfyldes, skriver Niels Jørgen Hansen, direktør i Tekniq Installationsbranchen.

En tredjedel af varmeforbruget i bygninger kan spares ved at energieffektivisere, skriver Niels Jørgen Hansen.
En tredjedel af varmeforbruget i bygninger kan spares ved at energieffektivisere, skriver Niels Jørgen Hansen.Foto: Steffen Ortmann/Ritzau Scanpix
Katja Holm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Jørgen Hansen
Adm. direktør i Tekniq Installationsbranchen.

Aktørerne i energi- og klimabranchen holder i disse uger vejret. Regeringen er på trapperne med et udspil til en ny energiaftale – og der er meget på spil. I energiaftalen skal der ikke mindst tages stilling til den eksisterende energispareordning, som hvert år koster 1,5 milliarder kroner at finansiere. Det er en ordning, som med rette har været udsat for meget kritik både fra branchen og Rigsrevisionen. Den er for dyr, ineffektiv og for let at misbruge. Så langt synes de fleste at være enige. Derfor har regeringen varslet, at ordningen helt skal afskaffes.

Men betyder det så, at der ikke er behov for en energieffektiviseringsindsats i et kommende energiforlig? Svaret er soleklart: Jo, der er uomtvisteligt stadig behov for at afsætte midler til en ny og markedsbaseret energispareindsats med klare mål for energieffektiviseringer i bygninger.

Og det er ikke en holdning, vi i installationsbranchen er alene om at have. Eksempelvis anbefalede Energikommissionen i sin rapport fra april 2017, at energieffektivisering fortsat skal yde et stort bidrag, og at energieffektiviseringsindsatsen skal omlægges og gøres mere effektiv.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected].

Den grønne omstilling handler nemlig ikke bare om at erstatte fossile brændsler med vedvarende energi – den handler i lige så høj grad om, hvordan vi bruger energien mest effektivt. Den billigste og grønneste energi er nu engang den, vi ikke bruger.

Energibesparelser sker ikke af sig selv
Energiforbruget i bygninger udgør næsten 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut er det muligt at spare en tredjedel af varmeforbruget i bygninger ved at energieffektivisere.

Desværre peger alle undersøgelser og erfaringer på, at energibesparelser ikke sker af sig selv.

Niels Jørgen Hansen
Adm. direktør i TEKNIQ Installationsbranchen

Desværre peger alle undersøgelser og erfaringer på, at energibesparelser ikke sker af sig selv – hverken hos private boligejere, i kommunerne eller erhverv. Ifølge en undersøgelse fra YouGov og Tekniq vil et økonomisk tilskud da også få næsten tre ud af fire boligejere til at foretage flere energirenoveringer i deres hjem.

Vores fem anbefalinger
I installationsbranchen håber vi på og appellerer til, at de politiske partier vil arbejde hårdt og målrettet på at sikre et bredt politisk forlig, som sikrer en ny og mere effektiv energispareordning. Derfor har Tekniq udarbejdet fem anbefalinger til en ny og forbedret ordning, der kan træde i stedet for den gamle:

1. Tænk langsigtet. En ny ordning bør være langsigtet og have klare mål og rammer. Ordningen skal bygge på målsætningen om at sænke det årlige bruttoenergiforbrug i Danmark med 1,5 procent.


2. Sæt bygninger først. Ordningen skal målrettes energiforbruget i bygninger og sikre, at vi udnytter det store potentiale, der findes for energibesparelser netop her. Det kan for eksempel ske ved installation af fjernvarme, varmepumper samt intelligent styring af lys, varme og ventilation. For erhvervslivet er der desuden et betydeligt potentiale i at effektivisere forbruget af procesenergi.

3. Gør konkurrencen åben. En ny ordning skal være mere markedsbaseret og belønne de mest omkostningseffektive løsninger. Det betyder, at alle aktører skal inviteres med i konkurrencen om at opnå de bedste energibesparelser til den laveste pris. Forbrugeren skal have klar besked om, hvilke muligheder der er for at få tilskud. Hvis energibesparelser reserveres til at blive solgt i store statslige udbudsrunder, vil det afskære mange aktører fra at deltage. Det vil svække den frie konkurrence og fratage slutbrugerne muligheden for selv at bestemme, hvem der skal udføre energibesparelserne.

4. Fortsæt med uformindsket styrke. Indsatsen bør fortsætte på mindst samme niveau som tidligere. Den skal som hidtil finansieres af de borgere og virksomheder, der kan opnå tilskud fra puljen. Og fremover skal tilskud fra ordningen alene kunne udnyttes af de borgere og virksomheder, som finansierer ordningen.

5. Lad standardværdier være udgangspunktet. Tilskud bør i videst muligt omfang være baseret på standardværdier, så man ved et opslag i en tabel kan se, hvor meget de forskellige energibesparelser er værd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Jørgen Hansen

Direktør, TEKNIQ, fhv. formand, Venstres Ungdom
cand.oecon.

0:000:00