Debat

Institutleder: Grøn omstilling er en investering, ikke en omkostning

DEBAT: Eldrup-kommissionens anbefalinger er for omkostningsfrie. Klimaforandringerne er ikke gratis, tværtimod er den grønne omstilling en investering i rimelige levevilkår for kommende generationer og i at undgå fremtidige udgifter, skriver Claus Beier. 

Omkostningerne ved en grøn omstilling skal ikke sammenlignes med et rundt nul, men med de omkostninger, som ukontrollerbare klimaændringer vil medføre, skriver Claus Beier.
Omkostningerne ved en grøn omstilling skal ikke sammenlignes med et rundt nul, men med de omkostninger, som ukontrollerbare klimaændringer vil medføre, skriver Claus Beier.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Claus Beier
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Eldrup-kommissionen er kommet med sine anbefalinger til en grøn omstilling af den private bilpark.

Anbefalinger som skubber i retning af en grønnere transportsektor uden på nogen måde at levere de nødvendige reduktioner. Samtidig er der omkostninger forbundet med anbefalingerne - både for private med konventionelle biler og for samfundet i form af lavere afgifts-provenu.

Fra stort set alle sider hagler kritikken af anbefalingerne da også ned over kommissionens arbejde.

Især én kritisk indfaldsvinkel, synes jeg, er dybt bekymrende, både for løsningerne i transportsektoren, men faktisk også for alle øvrige nødvendige tiltag, vi må gøre, i forbindelse med den grønne omstilling.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nemlig at den grønne omstilling skal være omkostningsneutral på den korte bane, at prisen på klimaforandringerne sættes til ”nul” af politikere og interesseorganisationer, og at journalisterne over en bred kam har accepteret denne fejlagtige forudsætning.

Folketinget vedtog for snart et år siden en klimalov med en bindende målsætning om, at Danmarks CO2-udledninger skal reduceres med 70 procent inden 2030.

Altså – hvis det bliver 2500 kroner dyrere at køre i en forurenende bil, så hænger livet ikke sammen?  

Claus Beier
Institutleder, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet

Ambitiøs, men nødvendig reduktion
Loven bygger på erkendelsen af, at en fortsættelse af de aktuelle og forudsigelige stigninger i drivhusgasudledningerne vil medføre en opvarmning af kloden, som vil ændre vores og især vore børn og børnebørns levevilkår markant til det værre.

En reduktion på 70 procent over de næste 10 år er ambitiøst, men samtidig helt nødvendig.

At have fjernet 70 procent af CO2-fodaftrykket om blot ni år gøres ikke med et snuptag. Der er ingen lette løsninger, og det er helt utænkeligt, at vi slet ikke kommer til at mærke det eller ændre noget som helst i vores liv.

Energi, landbrug og transport er hver især ansvarlig for mellem 20 procent og 35 procent af de danske udledninger og skal altså finde løsninger, der reducerer deres aftryk med 70 procent.

Jeg bor selv i et nyt byggeri med solfangere på taget og højisolerede mure, der er så tykke, at de udgør 25 procent af boligens areal, og jeg bruger formodentlig bare 10 procent af den energi, vi brugte i mit barndomshjem.

Så teknologier og løsninger findes. Men nabobygningen er omtrent 100 år gammel, med beskeden isolering og et langt større energiforbrug end mit – og et energiforbrug, der ikke let lader sig reducere.

Løsningerne findes
Samme problemstillinger og dilemmaer findes indenfor alle sektorer – der er aktiviteter, hvor drivhusgasemissionen ikke let kan reduceres med 70 procent.

Det bliver med ”det yderste af neglene”, hvis vi skal nå 70 procent-målene. Men heldigvis er alle sektorer optimistiske, og vi kender i mange tilfælde løsningspaletten.

Eldrup-kommissionens anbefalinger er de første beskedne skridt til en grøn omstilling af privatbilismen.

Jeg skal ikke gå ind i rapportens konklusioner, men debatten omkring den har været slående og deprimerende i forhold til klimaudfordringens størrelse.

Oplægget til kommissionens arbejde var, at kommissionens anbefalinger ikke måtte medføre provenu-tab for staten.

En redning af klimaet må altså ikke koste noget.

Tom snak 
Kommissionen har erkendt, at dette var umuligt at opfylde og anbefalet løsninger, som medfører et mindre statsligt provenu-tab og en ændring af afgifterne på privatbiler, som især vil ramme konventionelle biler – 2500 kroner årligt har været nævnt.

På den baggrund skyder interesseorganisationer, brancheforeninger og regeringen forslagene ned.

Skatteminister Morten Bødskov siger for eksempel i Altinget: ” ... Vi vil have flere "grønne" biler på vejene. Men vi vil også have, at livet skal være til at få til at hænge sammen i hele landet stadigvæk, når vi er færdige med det her".

Altså – hvis det bliver 2500 kroner dyrere at køre i en forurenende bil, så hænger livet ikke sammen?

Jeg synes, retorikken her er bekymrende med henvisning til hele klimaudfordringen som beskrevet ovenstående.

Kommissionens anbefalinger løser vel omkring 15 procent af den private transportsektors problem - hvilket den da også er blevet kritiseret for.

Der mangler altså 55 procent for at nå de 70 procent - hvilket så igen må betyde, at andre brancher må levere de reduktioner, som privatbilismen ikke kan levere.

Jeg er sikker på, at de andre sektorer vil få mere end rigeligt at gøre med at nå deres egne 70 procent, og et interessant aspekt her er, at transportsektoren er et område, hvor vi faktisk har løsninger på hånden.

Omkostninger er nødvendige 
Det er bestemt ikke tilfældet indenfor alle aktiviteter på landbrugs- og energiområdet, jævnfør mit eksempel med min naboejendom. At sætte ambitionerne langt under de krævede 70 procent for netop privatbilismen virker derfor som en virkelig dum vej at gå.

Men det gør mig måske i særlig grad bekymret at høre diskussionerne tage udgangspunkt i ”omkostningerne” ved de forslåede grønne tiltag.

Synspunktet synes at være, at Eldrup-kommissionens tiltag udgør en ”omkostning”.

Den koster selvfølgelig penge, men politikernes optik, og i journalisternes spørgsmål til dem, skal omkostningerne ved den grønne omstilling tilsyneladende sammenlignes med et alternativ, hvor vi intet gør, og derfor heller ikke har nogen omkostninger.

Men det er jo meget langt fra virkeligheden. Jævnfør min indledning om klimaudfordringen og hele grundlaget for, at klimaloven blev vedtaget, så er det jo absolut ikke en gratis omgang at lade stå til.

Omkostningerne ved en grøn omstilling skal ikke sammenlignes med et rundt nul, men med de omkostninger, som ukontrollerbare klimaændringer vil medføre.

Omkostninger vokser, hvis vi ikke handler
Det blev tydeligt vist allerede i 2006 af Nicolas Stern og fulgt op af Concito i 2011 for danske forhold - prisen ved at lade stå til vil være langt større end omkostningerne ved at handle.

Den logik kender de fleste der har et hus – man kan godt undlade at reparere hullet i taget, men omkostningen ved at foretage reparationen skal ikke sammenlignes med den ikke-udgift det er at lade være, men derimod med den langt større omkostning, man får 10 år senere, når taget er brudt endeligt sammen og ejendommen ramt af råd og svamp.

Den grønne omstilling er ikke en omkostning, men en investering - en investering i et rimelige levevilkår for de kommende generationer og en investering i at undgå kæmpemæssige udgifter til katastrofeundgåelse.

At få ”livet til at hænge” sammen handler således ikke om at spare 2500 kroner årligt nu, men om at spare langt større omkostninger i fremtiden.

Jeg er selvfølgelig klar over, at der er et økonomisk aspekt, der skal håndteres, og det i sig selv er en voldsom opgave, men vi har ikke et valg.

Den aktuelle corona-situation er jo en tydelig illustration af dette - klimaudfordringen er blot mange gange større.

Og at dette ikke blot er fantasi, vidner de store summer som stat og kommuner allerede i dag er nødt til at investere i klimatilpasninger om, ligesom mange kystboende danskeres allerede i dag frygter for skæbnen af deres ejendomme.

Vi skal alle bidrage
Jeg arbejder på Københavns Universitet.

Vi gør vores yderste for at levere den nødvendige viden til de grønne løsninger, og vi uddanner de nye professionelle aktører, der skal finde løsninger og ”rydde op”.

Der er masser af gode ideer, energi, løsninger og kloge hoveder, der hver dag strømmer ud til samfundet.

Men disse gør det ikke alene.

Vi må alle, og politikerne i særdeleshed, tage klimaloven og klimaudfordringerne alvorligt og se på løsningerne som investeringer i en tålelig fremtid, og journalisterne må sætte det lange lys på og holde os alle og politikerne til ilden.

Klimaforandringerne er ikke gratis, og den grønne omstilling er ikke en omkostning, men en investering i at sikre et tåleligt liv for fremtidige generationer og undgå langt større omkostninger senere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00