Jens Chr. Grøndahl: Mine døtres fremtid kommer før isbjørnenes

KOMMENTAR: I Frankrig protesterer man mod Macrons afgiftsstigninger på benzin, der i et overordnet perspektiv er det eneste rigtige. Men når valget står mellem ens børns og planetens fremtid, står enhver sine nærmeste nærmest, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Lørdag 17. november landede jeg i Bordeaux lufthavn, hvor en chauffør ventede. Jeg skulle medvirke i en litteraturfestival i Cognac og var programsat sidst på eftermiddagen. Normalt ville der have været rigelig tid til at køre derop, men da jeg mellemlandede i Paris, havde jeg læst om den aktion, der dagen igennem skulle komme til at lamme trafikken i Frankrig.

Iført gule veste mage til dem, skolepatruljer, cyklister og motionsløbere tager på, havde godt og vel en kvart million franskmænd besluttet sig for at blokere motorveje, hovedveje, udfaldsveje og rundkørsler. De demonstrerede imod den afgiftsstigning på benzin, som præsident Macron har indvarslet som led i ambitionen om at reducere Frankrigs CO2-udslip og fremme skiftet til miljøvenlige biler.

Det er en spontan, uorganiseret bevægelse uden program eller ledere, uden politisk tilhørsforhold, uden anden sammenhæng end indignationen og de sociale mediers løbeild. Regeringen er perpleks, og lederskribenterne grubler. Er det begyndelsen på noget endnu større?

Den grønne omstillingsparathed på befolkningens vegne har udløst et nationalt raserianfald. Afgiftsforhøjelsen på benzin er dråben, efter at den ene reform efter den anden i hastigt tempo har efterladt mange franskmænd med en følelse af, at regeringen er ligeglad med dem. At Macron, trods al snak om ”hverken højre eller venstre”, først og fremmest er erhvervslivets og de privilegeredes præsident.

Man skulle tro, at benzinpriserne var et relativt perifert politisk debatemne sammenlignet med omkalfatringen af arbejdsmarked og pension, men der er tale om en af de detaljer, der som et prisme samler landets konflikter i sit skærende lys.

Det, som oplyses og bliver umuligt at overse, er en nation, hvor afstanden mellem storbyerne og de affolkede landområder også er blevet en social kløft.

Kontrasten slår ud på det lavpraktiske plan. Forrige weekend var aviserne spækkede med vidnesbyrd om, hvor umuligt det er for folk bosat i yderområderne at bruge offentlig transport, når de skal til og fra arbejde; bussen går kun et par gange om dagen, hvis der overhovedet er busforbindelse. For mange ville det i bedste fald indebære en rejsetid på mange timer morgen og aften. Bilen er livsnødvendig, og de færreste har råd til at skifte den ud. Der er tilsyneladende heller ikke tillid til regeringens løfte om at kompensere de lavestlønnede i forbindelse med den grønne omstilling af bilparken.

For en udenforstående er det vanskeligt at vurdere det konkrete indhold af regeringens politik. Er de sociale hensyn reelle? Er de gule vestes mobilisering en overreaktion? Et udslag af konservativ træghed over for det indlysende nødvendige i at reformere det franske samfund?

Det tilkommer franskmændene at svare. For en gæst fra det skandinaviske velfærdsparadis er det slående, at der lige over det franske samfunds absolutte bund findes et meget stort antal borgere, der føler sig udsat og truet.

Vreden har sit udspring i en økonomisk utryghed, der kun er vokset i de senere år. Man overlever, men på vågeblus. Man er ikke ligeglade med miljøet, og man er med på at reducere CO2-udslippet, men hvorfor skal hårdtarbejdende franskmænd holde for med skattestigning på skattestigning, når kineserne snyder i forhold til Paris-aftalen?

Som en kvinde fra Betagne udtaler til avisen Libération:

”Jeg bor alene med mine to piger langt ude på landet, og bare det at spise er næsten blevet en luksus. Jeg tænker først og fremmest på deres fremtid. De ekstra penge, 23 euro, som jeg med prisforhøjelsen hver halve måned kommer til at bruge på benzin, er så meget, at jeg ikke længere kan lægge til side til deres uddannelse. Jeg ved godt, at isen smelter ved polerne, men det er ikke kun bilen, der forurener. Mine døtres fremtid kommer før isbjørnenes.”

Chaufføren er nervøs. Han frygter, at vi ikke når frem til tiden, og ganske rigtigt. Da vi har passeret en af broerne over Garonne og er kommet et stykke nordpå ad motorvejen, propper trafikken til. Snart går den helt i stå.

Vi holder i henved tyve minutter. Folk begynder at stige ud af deres biler, og der hersker en rådvild stemning. Hvor er politiet? Hvor længe skal vi holde sådan? Hundrede meter længere fremme har en større gruppe motorcyklister med gule veste blokeret sporene. Nogle af bilisterne går hen mod dem. Bliver der slagsmål?

Endelig dukker en håndfuld motorcykelbetjente med blå blink op i vigesporet. Jeg læser i avisen om de drabelige bøder, demonstranterne står til. De risikerer ligefrem fængselsstraf, men hvad skal en lille håndfuld betjente stille op? Hvis så mange aktivister over hele landet på samme tid blokerer alt, står ordensmagten magtesløs. Loven er reelt sat ud af kraft. Det slår mig, at det i kimform er en revolutionær situation, jeg sidder på bagsædet og er vidne til.

Det ender med, at politibetjentene forhandler sig frem til en løsning. Én for én sniger de hundredevis af biler i køen sig ud i vigesporet og passerer blokaden.

Min chauffør beslutter at dreje fra og fortsætte ad bivejene. For mit vedkommende har jeg ikke noget imod den ufrivillige udflugt. Løvet skinner gult på vinstokkene, og malede skilte oplyser, at man her fremstiller den Pineau de Charente, der sammen med cognac er områdets specialitet. På nogle af gårdene, vi passerer, kan man også købe foie gras.

Vi kommer gennem grå landsbyer med tillukkede skodder og næsten ingen butikker. Vejen bugter sig omkring rustne vejkors, nøddehegn og ensomme landhuse. Vi er i La France Profonde, det dybe land. Moderniteten synes knap nok at have indfundet sig som andet end en endnu dybere ensomhed. Et yppigt, men affolket landskab, hvor livet stadig er knyttet til, hvad jorden giver fra sig.

Da vi nærmer os en rundkørsel, bliver vi standset på ny. Et mindre antal gule veste har afspærret vejen. Helt herude finder den nationale protestbevægelse opbakning. En midaldrende mand med overskæg kommer hen mod bilen. Chaufføren ruller vinduet ned.

Midt i rundkørslen har demonstranterne gang i en stor grill, og der er stillet campingborde op med diverse. Det ligner en picnic. Manden bøjer sig frem og taler med min chauffør. ”Jeg lader jer køre om et kvarter,” siger han. ”Hvor skal I hen? Cognac?” Han ryster på hovedet. ”Det bliver svært!” Han råder os til at tage yderligere en omvej.

Da vi lidt efter får lov at fortsætte, overvejer jeg episodens ironi. På den ene side stillede manden med overskægget sig over loven. Han og hans meddemonstranter havde som sande revolutionære gjort sig til herrer over, hvem der passerede gennem rundkørslen, og hvornår. På den anden side ville han gerne vise sig hjælpsom i den kritiske situation. Som om han ikke selv var situationens årsag.

En meningsmåling i Le Figaro foretaget før lørdagens blokader indikerer, at 15 procent af franskmændene støtter de gule vestes demonstration og agter selv at deltage. 75 procent af de adspurgte mener, at aktionen er ”berettiget”.

Om søndagen sidder jeg i en pause og snakker med en hollandsk forfatter, hans franske kone og hendes veninde. Jeg spørger, om det, vi ser, er et udslag af den revolutionære ånd fra Stormen på Bastillen og Pariserkommunens barrikader. Veninden smiler: ”Vi franskmænd har brug for en gang imellem at træde over grænsen, sætte os ud over loven.”

Vise, hvem der i bund og grund bestemmer farten, vil jeg tilføje, da min kollegas kone slår en latter op. Hun virker helt fornøjet ved tanken om, at de gule veste har sat Frankrig på den anden ende.

Jeg prøver at forklare dem, at man i mit land har en forhandlingskultur, der både gør det overflødigt og utænkeligt at bygge barrikader, når der er noget, man er utilfreds med. Mine franske samtalepartnere lytter interesseret, men jeg kan mærke, at de finder det mere vitalt, at folk giver luft for deres vrede.

Hvem bestemmer farten? I demokratiet er det i sidste ende vælgerne. Måske vil Emmanuel Macron og hans regering blive straffet for at have villet det rigtige uden at være i stand til at overbevise folk.

Jeg kommer i tanke om dengang i 1972, da den såkaldte Club of Rome udsendte sin ildevarslende rapport ”Grænser for vækst” om forureningens globale konsekvenser. Jeg kan huske, at jeg allerede som trettenårig i mit stille sind overvejede, om demokratiet overhovedet egner sig til at tage upopulære beslutninger.

Det er ikke et spørgsmål, man er sikker på, at man har lyst til at kende svaret på.

Planeten er ved at kvæles, men i USA stemmer kularbejderne på Trump og hans virkelighedsfornægtelse. Og i Frankrig går en kvart million på gaden i protest mod en politik, der i sit overordnede sigte er den eneste rigtige.

Hvis man skal vælge mellem sine børns fremtid og isbjørnenes, er enhver sine nærmeste nærmest. Så hjælper det ikke, at samfundets elite belærer én om, at børnenes fremtid afhænger af, at planeten også har én.

Det ved vi da godt, men alle som én er vi fanget mellem den personlige og den fælles interesse. At mediere mellem de to har altid været den store politiske udfordring. Især hvis man som Macron nægter at vælge mellem blåt og rødt, højre og venstre.

Mens dette skrives, har de gule veste aktioneret i et par uger. En hidtil uset folkebevægelse er tilsyneladende ved at tage form. Sidste weekend kom det til voldelige sammenstød mellem politiet og et yderligtgående mindretal.

Tirsdag i denne uge holdt Præsident Macron en tale om den økologiske omstilling. Han forsøgte at imødekomme de gule veste med løfter om at lytte og tilstræbe en bedre social afbalancering. Talen er blevet mødt med afventende skepsis.

Frankrig holder vejret.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. 

Forrige artikel Jarl Cordua: Operation overtag oppositionens klimapolitik Jarl Cordua: Operation overtag oppositionens klimapolitik Næste artikel Martin Lidegaard: Vi svigter klimaet fatalt Martin Lidegaard: Vi svigter klimaet fatalt
  • Anmeld

    Poul Simonsen · Tidl. Matros

    Falske modsætninger

    Det er ret uforståeligt, at en normal begavet forfatter, i indledningen kan opsummere og konkludere på helt falske modsætninger, mellem miljøansvarlighed og kommende generationers overlevelsesmuligheder.

    De er ikke modsætninger, men hinandens forudsætninger.

  • Anmeld

    Anders L. Rasmussen

    igen har en fremtid hvis vi ikke besinder os

    Vore børn og kommende generationer har ingen fremtid når vi har ødelagt vand og luft.

    Det er trist at iagttage at Frankrig er et land der i årtier har været ude af stand til at reformere sig selv. Der mangler en evne til føre en politisk samtale og dialog.
    Og helt generelt set tænker jeg at eftersom undervist og levet demokrati feks. i skoler og lokal samfund, som det også forekommer udpræget i DK, er årsagen. Samtalen og samarbejde må tilbage i demokratiet og ikke blot valget mellem en rød eller blå pakke.

  • Anmeld

    Mariette Ulbæk · Forhenværende lektor, cand.ling.merc.

    Falske modsætninger

    Poul Simonsen - Kan være, at jeg ikke kan læse, men jeg synes, at forfatteren selv er inde på sammenhængen mellem miljøansvarlighed og kommende generationers overlevelsesmuligheder. Det han beskriver er, hvilken effekt højere brændstofpriser vil have for den almindelige franskmand, der ikke forstår, hvorfor de skal holde for, når kineserne snyder iht. Paris-aftalen. Øverst i artiklen citerer han en kvinde fra Bretagne.

    To citater fra artiklen:
    "Planeten er ved at kvæles, men i USA stemmer kularbejderne på Trump og hans virkelighedsfornægtelse. Og i Frankrig går en kvart million på gaden i protest mod en politik, der i sit overordnede sigte er den eneste rigtige."
    Citat skrevet af Grøndahl om udsagn fra en kvinde i Bretagne.
    "Hvis man skal vælge mellem sine børns fremtid og isbjørnenes, er enhver sine nærmeste nærmest. Så hjælper det ikke, at samfundets elite belærer én om, at børnenes fremtid afhænger af, at planeten også har én."

    Vær sød at vise mig, hvor forfatteren skriver, at det ene ikke er afhængigt af det andet.

  • Anmeld

    Ole Gerstrøm · Økonom, Tidl. MF

    Religion

    Denne snak om CO2 er blevet til en religion, båret af fanatikere med fornuften slået fra. World wide er der mængder af skeptiske klimavidenskabsfolk, som kritiserer metoderne. Men de bliver mobbet. Se f.eks. her: http://www.geoforskning.no/blogg/item/klimadebattens-meningstyranni

  • Anmeld

    Poul Simonsen

    Hinandens forudsætninger

    “KOMMENTAR: Hvis man skal vælge mellem sine børns fremtid og isbjørnenes, er enhver sine nærmeste nærmest. Så hjælper det ikke, at samfundets elite belærer én om, at børnenes fremtid afhænger af, at planeten også har én, skriver Jens Chr. Grøndahl.”

    Sådan lyder indledningen. Det er en falsk problemformulering. Isbjørnens overlevelse er tværtimod forudsætningen for børnenes overlevelse. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvem forfatteren mener, når han skriver om samfundets elite. Det begreb er i brugen blevet ret diffust. Men skulle han mener, at det er magthaverne af kapitalejere og politikere, så er det ikke herfra den miljøpolitiske ansvarlighed kommer. Fra den “elite” kommer kun snak og projekter, der kan profiteres på.

    Hvis klodens og børnenes (og isbjørnenes) fremtid skal sikres, kræves et folkeligt engagement globalt. Diktaturer fører ikke derhen!

  • Anmeld

    Peder Kruse

    Jeg tvivler

    Hele miseren bunder i den politisk vedtagne konsensus om den menneskeskabte globale opvarmning. Man har konkluderet, at det er vores udledning af CO2, som har skabt en temperaturstigning på godt en grad de sidste hundrede år. Vi har fyldt 0.012% af atmosfæren op med CO2 i et miljø med vanddamp, som er en langt mere potent drivhusgas, hvilket reducerer CO2s effekt yderligere.

    Når vi forbrænder fossile brændsler, udleder vi store mængder CO2 og vanddamp, og den konsensusramte klimavidenskab har valgt at reducere vanddampen til at være en sekundær klimagas, fordi vanddampen ikke kan akkumuleres ud over en luftfugtighed på 100%, hvor vandet falder ud af atmosfæren igen som nedbør, men det ændrer ikke på det faktum, at drivhuseffekten er forøget med vores konstante tilførsel. Vanddampen forøger drivhuseffekten, så længe vi tilfører mere ved at omsætte fossilt brændsel. Virkningen er lille, fordi den nederste del af atmosfæren (troposfæren) i forvejen indeholder store mængder vanddamp, som er en effektiv drivhusgas, selv i ganske små mængder, og dette faktum reducerer også de 0.012% CO2s virkning til at være endnu mindre.

    Uden for troposfæren er sagen en anden. Her er atmosfæren knastør, og en stor del af jordens varmestråling har let adgang til himmelrummet. Dette var tilfældet, før luftfarten indtog den nederste del af stratosfæren, kaldet tropospausen. Vores udledning af vanddamp her har stor effekt, fordi den virker i ganske små mængder. Vi vedligeholder en ny skal uden om troposfæren. Et nyt drivhus uden om drivhuset så at sige. Den temperaturstigning vi har set de sidste hundrede år, følger udviklingen af langturs luftfarten i den tidligere knastørre tropospause. Det er ikke min teori, men stammer fra tiden umiddelbart efter 911, hvor store dele af Nordamerikas luftrum var fri for fly. Der var forbud mod kommerciel flytrafik i ganske kort tid, men længe nok til at man kunne konstatere lavere nattemperaturer på grund af den forøgede udstråling. Den gode nyhed er, at man kan teste teorien ved at stoppe flytrafikken i en kortere periode i et begrænset geografisk område. Den dårlige nyhed er, hvis teorien holder vand, hvordan pauser vi luftfarten indtil elfly er up and flying ?

    Så er vi tilbage ved emnet for artiklen. Hvordan skal mennesket acceptere de tiltag, som er nødvendige for ikke at ødelægge klodens klima. Mit bedste forslag er, at vi skal ophæve den politiske konsensus om årsagen til den menneskeskabte opvarmning. Science must nerver be settled. Det vil være surt at spilde oceaner af tid og resurser på en and. Derfor skal vi igen intensivere klimaforskningen mod den grundlæggende årsag til vores registrerede temperaturstigning. En forskning som stoppede med konsensus i IPCC.

    Kender man størrelsen af den primære opvarmning, som konstant foregår her ved jordoverfladen som et resultat af ikke kun vores afbrænding af fossiler, men al vores forøgede forbrug og aktivitet ? Det hele ender i varmestråling og betyder blandt andet at by er varmere end land, og hvor måler vi de temperaturer, som det hele bygger på ? Hvorfor kunne det relativt store CO2 indhold i atmosfæren i slutningen af den sidste mellemistid ikke forhindre den efterfølgende istid ? Hvorfor har CO2 så ringe drivhuseffekt på Mars, selvom den udgør 950.000ppm af atmosfæren ? Har vi virkelig så meget styr på årsagen til den menneskeskabte globale opvarmning, at vi vil forbyde kødspiseri og privat befordring ?

  • Anmeld

    Mariette Ulbæk

    Hinandens forudsætninger

    Poul Simonsen
    Det citat, du fokuserer på er IKKE Grøndahls ord. De kommer fra en kvinde i Bretagne - jf. længere nede i ariklen.

  • Anmeld

    Ib Jørgensen

    Der skal omfordeles - big time!

    Vi skal finde metoder og systemer til at nedtrappe det enorme og unødvendige overforbrug, der karakteriserer den kapitalistiske livsform, til fordel for de områder i vore samfund, såvel som i den øvrige verden, hvor levestandarden ligger under det minimum, som alle bør have til rådighed. Hvis der ikke er busser nok i de franske yderområder, så er det fordi der skal være råd til at eliterne flyver atmosfæren sort .

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Velfærdssamfundet SKAL opretholdes først

    Det går som i Frankrig, når politikere ikke respekterer velfærdssamfundets forudsætninger, herunder f.eks. adgangen til individuel transport, kort sagt biler.

    Vel bør fossile brændsler udfases, men det nytter ikke at tvinge det igennem før andre teknologier kan tage over, til samme pris som de nuværende. For så kæntrer velfærdsstaten.

    Og der findes endnu ikke alternativer til benzin og diesel, men de kommer uden tvivl.

    Også i Danmark ser vi problemet, nemlig på elsektoren. Her er elprisen eksploderet på grund af politikernes tyrkertro på, at vindmøller kan drive et velfærdssamfund. Det kan de ikke, dertil er der for meget vindstille, og elprisen for forbrugerne i form af skatter og afgifter til al statsstøtten til møllerne er blevet en økonomisk byrde.

    Så måske skulle vi også her i DK tage gule veste på og blokere for politikernes adgang til Christiansborg og Rådhusene, og forlange billigere elektricitet ?

  • Anmeld

    Henning Olesen · Et ikke elitært arbejde

    Elite hvad for noget?

    En gammel talemåde lyder sådan her: "Det man siger er man selv". Det passer godt til forfatteren af denne skrivelse. Du er jo den elite, som du selv udnævner andre4 til at være. Det er et gammel kendt kneb, når man ikke har bedre argumenter. Men fordi man tilhører eliten, kan det, der kommer ud i den anden ende - godt være noget skidt.

    Når jeg læser dine skriblerier - tænker jeg at Erasmus von T. ikke har levet forgæves

  • Anmeld

    Ib Jørgensen

    Religion og moral


    Skal kirken tage et moralsk standpunkt i dagens flygtningesituation? Nej, siger den tyske samfundsteoretiker og religionsfilosof, katolikken Hans Joas.
    I sin bog »Kirche als Moralagentur?« (2016) tager han denne problemstilling op til behandling, på baggrund af debatten i Tyskland. I kort begreb når han frem til, at det kristne kærlighedsbudskab ikke kan strækkes i det uendelige. På et tidspunkt må man sætte hensynet til egne børn over hensynet til børn i Afrika.
    Hvad angår hensynet til egne fremfor afrikanske børn, er der jo ikke tale om et enten-eller, men en afvejning. Måske kunne lidt afsavn, i form af en julegave mindre eller lidt længere mellemrum mellem udskiftning af iPaden, omsættes til støtte for en hjælpeorganisation? Hvor langt vi kan og vil gå på dette område, det afgøres på det sted i os selv, hvor vi finder vores samvittighed, vores engagement i verden. Ikke perfektion, men så godt som vi kan, og måske lidt bedre end vi umiddelbart mente.

  • Anmeld

    Claus Beyer · Geolog

    Velfærdssamfundet Skal opretholdes

    Bertel Johansen, Ja, enhver, der kan læse sin EL-regning, må da få lyst til at tage en gul vest på, når han opdager, at over 70% af regningen er afgifter. Statsstøtten til vindmølleindustrien er absurd. Nu planlægger politikerne opstilling af endnu hundredevis af vindmøller. Det bliver der ikke mere blæsevejr af. Men de vil producere masser af unødvendig strøm, som vil blive foræret eller solgt billigt til udlandet betalt af den arbejdende klasse. Det er galimatias. Det eneste rigtige vil være indførsel af A-kraft.
    Velfærdssamfundetkal opretholdes, hvilket kræver stabil energiforsyning, ikke fluktuerende vind energi.

  • Anmeld

    J. Jensen

    Claus Beyer

    Du beklager dig allerede nu over afgifterne på din elregning. Så vent du bare til du opdager, at Løkke tilsyneladende planlægger at finansiere sine 1 millioner kommende elbiler via et nyt energiforlig

  • Anmeld

    Allan Steen Rasmussen · Pens. lektor

    Tak til Grøndahl

    Som altid, - et klogt, tankevækkende og fint synspunkt i debatten om, hvor vanskeligt det er at finde fælles fodslag, når alles ‘lokum’ kommer i brand!

  • Anmeld

    Clemens Østergaard · Senior research fellow, Nordisk Institut for Asienstudier

    Hvem snyder

    Hvorfor hævder Grøndahl skråsikkert at Kina snyder med Paris-aftalen? Der er ikke noget der tyder på det, de er foran i de lovede reduktioner, de er verdens største investor i vedvarende energi, de reddede sammen med Obama aftalen som Trump nu har forladt - man kan sige at USA har snydt. Men selv hvis andre snød kunne det jo aldrig blive et argument for ikke at tage hensyn til klimaet. Eller i hvert fald kun et meget dumt argument.

  • Anmeld

    Karen Scott · Konsulent

    Det skandinaviske velfærdsparadis?

    "For en gæst fra det skandinaviske velfærdsparadis er det slående, at der lige over det franske samfunds absolutte bund findes et meget stort antal borgere, der føler sig udsat og truet."

    Kæreste Grøndahl. Jeg tror ikke at du har opdaget, at det såkaldte skandinaviske velfærdsparadis, ikke længere eksisterer, når der først er brug for det. Spørg du bare folkepensionisterne, de syge, dem på kontanthjælp - ja, selv sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge er sgu langt fra paradisiske tilstande. Det der sker i Frankrig nu, kan sagtens sprede sig - thi dem der rager til sig for alvor i disse år, mens de selvfede kører rundt i deres Teslaer - ja, de provokerer både "den absolutte bund" ...og "dem lige over". Per Stig Møller advarede for nogen tid siden - og nu ser vi høtyvene komme frem.

  • Anmeld

    Morten Holgersen · Mester

    Mine børnebørn kommer før islamisterne.

    Ingen islamister kommer til at stå i vejen for mine børnebørns frihed.
    Og ingen eu krigsmagere kommer til at stjæle deres penge.

  • Anmeld

    Anders L. Rasmussen · nuancer

    egoisme og enten/eller

    Det undrer mig at så mange mener at vi i den rige verden har ret til største delen af jorden ressourcer.
    Samt at mange har et sort hvidt forhold til henholdsvis sort og grøn energi.
    Hvorfor ikke nuancere tilgangen. Der hvor vi kan bruge grøn energi feks. strøm også til el-biler er det en gevinst for os alle. Til at begynde med kan de fleste familier med 2 eller flere biler godt have disse som el-biler.
    Så lad os spare diesel og benzin til de steder hvor det ikke er så let endnu.

  • Anmeld

    Morten Dreyer · Byrådsmedlem

    Der er 2 problemer

    Klima udviklingen har 2 årsager

    Den ene er solpletterne, som giver svingninger gennem tid


    Den anden befolkninstilvæksten

    Alle andre problemer er sekundære

  • Anmeld

    Christian V

    H

    forestiller nogen sig, at man kan løse truende problemer med klima, tab af biodiversitet, forurening m.m. samtidig med befolkningstilvækst?

    Kina fik kontrol over befolkningstilvæksten og fik dermed mulighed for økonomisk vækst, velfærdsforbedringer og nu også mulighed for klimatiltag og miljøforbedringer.
    Bliver det ikke efterfulgt af Indien, Afrika m.fl. vil alle problemer vokse og flere lande som USA og Rusland vil nøjes med at koncentrere sig om hjemlige problemer.

  • Anmeld

    Lennart Rud

    Luk medicinal industrien

    Vi bli'r nødt til at lukke medicinal industrien. Hvis vi ska' redde verden. Så længe vi bilder os selv ind at verden bliver et bedre sted jo ældre og jo flere mennesker vi bli'r. Så ødelægger vi det for os. Og hvordan er vi endt med den fantasi at det er en menneske ret at sætte børn i verden?

  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    De gule veste.

    Jeg spekulerer på om ikke der også er endnu en årsag til urolighederne, nemlig den enorme indvandring af migranter fra Afrika og Mellemøsten.

    Det er tidligere sket at migranter, i deres forsøg på at komme til Stor Brittanien har hærget, og terroriseret Calais. Bl.a. ved overfald på den lokale befolkning, samt hærværk mod butikker og private huse og haver.

    Det kan jo også tænkes at migranterne koster det franske samfund så dyrt, at der ikke er råd til at hjælpe den menige befolkning. Det komme Emanuel Macron næppe til at "overleve".

  • Anmeld

    eva just · ikke relevant - har dog flere end en -

    Olie afgifter i Frankrig

    ja det skal også nok hjælpe at sætte afgifter på.
    Hvad med at man går aktivt ind i Kina's forureninger rundt om i verden, for at tage olie op af jorden.
    Der regnskove, der i den grad bliver forurenet, fordi Kina har købt olie og optagnings rettighederne. Har betalt regeringer for det, og sviner derfor som det passer dem.
    Så se dog problemerne i øjnene, og ikke alle jer danske fanatikere der bruger jeres eneste våben -- AT RÅBE OP, AT RÅBE OP OM JERES KÆRE BØRNS FREMTID, HVIS IKKE MAN FÅR SAT FLERE AFGIFTER PÅ OLIE, KØD, RØG OSV OSV, HVEM GIVER JER DEN RET TIL OFTE AT VÆRE FULDE AF FUP OG FIDUSER,
    FOR SÅ LÆNGE I KUN SER LILLE BITTE DANMARKS (i jeres øjne, uartigheder) ja så kan det hele også være lige meget, jeres taktik med at blive kendte, få PR hvis i allerede er kendt, hjælper overhovedet IKKE jeres børn i fremtiden.
    START DOG MED AT UNDERSØGE DYBGÅENDE, HVOR ER DE STØRSTE PROBLEMER PÅ VERDENS PLAN, HVEM FORURENER MEST MED AFFALD I HAVENE OG PÅ JORDEN, PÅ VERDENS PLAN.
    Hvilke land har det bedste og mindst forurenende landbrug i verden.
    Hvordan kan I "BEDRE VIDENDE AMATØRERE" gør noget der virker på verdensplan.
    Til jeres uvidende information, kan jeg sige at vinden blæser i alle retninger, havene bevæger sig fra havbunden og bølger der kan være krusninger og mange meter høje bølger.
    Så kort og godt, begynd dog at gøre noget, og ikke bare ævle, for i vil jo gerne SIGER I, så bevis det dog.