Jens Joel: Lilleholt er overskrifternes mester

Af Jens Joel (S)
Energiordfører for Socialdemokratiet

Ministeren mener, at S kritiserer regeringen for meget. Det undlader jeg gerne den dag, de flotte overskrifter om grønne ambitioner følges op af andet end nedskæringer på alt fra solceller til klimamål og forskningsmidler.

Jeg er glad for, at Energikommissionen tager fat på nogle af de mange og nye udfordringer, vi står over for i energipolitikken. Den grønne omstilling kræver andre indsatser end dem, vi er vant til. Vi står over for et paradigmeskifte. Vi skal fremover bruge færre penge på produktionen af grøn energi – og bruge flere kræfter på anvendelse af den.

Således min begejstring for Energikommissionen, men jeg tillod mig i mit første indlæg at advare mod, hvis ministeren tror, det betyder, at der ikke skal træffes politiske beslutninger. 

Det kan jo være svært at falde på halen for ministerens begejstring for, at markedet skal spille en større rolle og snublende nært at antage, at ministeren er mere begejstret for den del af Energikommissionens anbefalinger, som ikke koster noget.

Jens Joel
Energiordfører for Socialdemokratiet

Hvad med indholdet?
Vi har jo en minister, der er overskrifternes mester. Desværre lades ofte lidt tilbage at ønske, når det kommer til indholdet efterfølgende.

Eksempelvis når ministeren slår på tromme for, at regeringen har placeret Danmark i energiforskningens ”Champions League” samme år, som ministeren har halveret EUDP-midlerne til energiforskning.

Eller når regeringen siger, at brede aftaler og stabile rammevilkår er afgørende for erhvervslivet og så alligevel forsøger at aflyse allerede aftalte vindmølleparker med henvisning til, at de er grimme. 

På den baggrund kan det jo være svært at falde på halen for ministerens begejstring for, at markedet skal spille en større rolle og snublende nært at antage, at ministeren er mere begejstret for den del af Energikommissionen, som ikke koster noget, og til gengæld let og elegant springer over de svære spørgsmål.

Mærkelig kritik
Det indlæg fik Lars Chr. Lilleholt til at skrive her på Altinget den 17. maj, at jeg mest havde travlt med at opliste, hvad Socialdemokratiet ikke vil.

En lidt mærkelig kritik ugen efter, at vi samlet i de fem oppositionspartier havde skrevet en kronik med 10 konkrete punkter for fremtidens klimapolitik. Og lidt fortænkt, fordi ministeren ikke forholder sig til det allervigtigste budskab i mit indlæg; nemlig bekymringen for, om regeringen vil fordreje anbefalingerne fra energikommissionen og se bort fra dem, der kræver politisk mod og vilje at følge. 

I ministerens indlæg kunne man eksempelvis godt savne anerkendelsen af, at Energikommissionen ikke støtter regeringen nedskæringer på energiforskningen, men nok snarere peger i samme retning som Socialdemokratiet, når vi fremhæver behovet for en større strategisk forskningsindsats i eksempelvis lagringsteknologi. 

Sænket mål fremfor kvalitet
Jeg savner også en anerkendelse af, at energibesparelser fremadrettet er helt centrale. Sidst ministeren lavede en ny energispareordning, fokuserede han med egne ord primært på ”de store knaster om billiggørelse af indsatsen og sænkelse af målet” (samråd 11. maj om energispareordningen).

Altså blev det politiske krudt brugt på at sænke målet for energispareindsatsen og i mindre grad på at sikre kvaliteten i ordningen. Alt sammen ud fra devisen om, at man nu havde høstet de lavthængende frugter og derfor måtte skrue ned. Det er ikke det, som hverken Energikommissionen, Klimarådet eller andre eksperter anbefaler, og i stedet skal vi fortsat udvikle nye teknologier og dermed nye energibesparelser, der samlet billiggør omstillingen til fossilfrihed.

Mere parole end praksis
Overskriften ”mest vedvarende energi for pengene” er jo sund fornuft. Kan man overhovedet meningsfuldt sige det modsatte? Selvfølgelig skal vi bruge udbud til at drive prisen ned. Det har vi eksempelvis gjort på havvind og sol.

Men hvis teknologineutrale udbud betyder, at man lukker ned for al teknologi (eksempelvis biogas), der ikke pt. er det billigste, så er overskriften jo mere parole end praksis.

Vi vil gerne lade teknologierne konkurrere på tværs, men det kræver jo, at man kan sætte en præcis pris på gevinsten ved, at vindmøllerne flyttes langt væk fra naboerne og ud på havet, eller at man kan prissætte gevinsten ved, at grøn gas kan gemmes (og i øvrigt har andre miljøfordele). Ellers er det jo som at sammenligne æbler og pærer.

Mange gode debatindlæg
Der har været masser af gode indspark i debatten her på Altinget, som jeg fuldt ud kan støtte op om.

Klimarådets Peter Birch glæder sig over opbakningen til 2050-målet om 100 procent vedvarende energi, som også vi mener må være styrende for de beslutninger vi træffer politisk.

Dansk Energis Lars Aagaard vil gerne lede diskussionen hen på den del af anbefalingerne, der handler om landbruget, transport og den individuelle opvarmning. Klogt – for her skal vi gøre en reel indsats, hvis vi skal i mål. Og med elektrificering er der meget at vinde.

Tine Roed fra Dansk Industri glæder sig over det internationale fokus og får i sit indlæg understreget, at vi er nødt til at se ud over grænserne for at opnå den nødvendige fleksibilitet i vores energisystem. Samtidig skal vi jo hæve blikket fra vores egen lille andedam, hvis vi skal udnytte det store vækst-, eksport- og arbejdspladspotentiale, som det grønne område også udgør.

Dansk Metals Rasmus Stoklund peger på behovet for øget teknisk forskning og sikkerhed for investeringerne, hvis metals medlemmer i fremtiden skal sikres nye arbejdspladser i energibranchen.

Tør regeringen investere i forskning? 
Jeg er grundlæggende begejstret for Energikommissionens anbefalinger, fordi jeg mener, den tager fat på flere af de store og nye udfordringer, vi står over for fremadrettet.

Socialdemokratiet er enig i det fokus på elektrificering, systemfleksibilitet og en fastholdelse af den danske førerposition, der, udover at gavne klimaet, vil skabe vækst og arbejdspladser.

Men det kræver – som både erhvervsorganisationer, fagbevægelse og energibranchen peger på i debatten – at man tør investere i eksempelvis den tekniske forskning. Og her kan regeringen ikke nøjes med at skælde ud på Socialdemokratiet.