Debat

Jeppe Kofod: Vi har ikke tid til Venstres klima-skuespil

REPLIK: Det passer simpelthen ikke, når Venstre påstår at have påtaget sig det grønne lederskab – hverken i Danmark eller i EU, skriver Jeppe Kofod (S).

Foto: Socialdemokraterne.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Kofod (S)
Gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet og formand for Europas grønne netværk EUFORES

Venstres Morten Løkkegaard og Thomas Danielsen har her i Altinget anklaget mig for at underkende Venstres lederskab på den klimapolitiske dagsorden, og det skal selvfølgelig ikke have lov til at blive stående uimodsagt.

Der er efterhånden ingen, der kan være i tvivl om, at vi befinder os dybt i et valgår. Regeringen smider om sig med løfter til højre og venstre. Men én god ting har valgåret også bragt med sig: klimapolitik er endelig på toppen af den politiske dagsorden igen.

Det er fantastisk at se politikere fra højre og venstre fare i felten med planer om, hvordan Danmark kan bidrage i kampen mod klimaforandringerne.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Men klimabegejstringen nytter ikke meget, når nogle partier og politikere blot opfinder en grøn profil til lejligheden. Når politikere taler grønt, i stedet for at handle – og stemme – sådan, så skal der siges fra.

Venstre skal presses til grøn politik
Løkkegaard og Danielsen bryster sig her på Altinget af ”Danmarkshistoriens grønneste energiaftale”. Jeg skal give dem, at aftalen endte med at blive god og grøn, men det var så på trods, ikke på grund af, Venstre.

Det er tom snak, når Venstre taler om klimalederskab, når man ikke engang vil påtage sig det internationale ansvar, der følger med sådan en position.

Jeppe Kofod (S)

Det hænger ikke sammen, når Løkkegaard og Danielsen pynter sig med lånte fjer - at vi i Danmark nu vil bygge tre store havvindmølleparker i de næste år.

For jo, det blev heldigvis nedskrevet i aftalen, men Løkkegaard og Danielsen glemmer behændigt halvdelen af sandheden; de tre parker får vi ikke på grund af, men på trods af Venstre. Det var Socialdemokratiet, der bragte dét krav med til forhandlingsbordet i foråret.

Stemmer selv imod højere ambitioner
Også internationalt bevæger regeringen, med Venstre-minister Lilleholt i spidsen, sig kun i det grønne hjørne, når andre tvinger dem til det.

Igen er det ikke forkert, når Løkkegaard og Danielsen skriver, at Danmark er blandt de lande, der leverer mest til EU’s grønne omstilling. Men igen var det på trods af Venstres indsats, ikke på grund af.

Det var de danske embedsmænd, der havde fået at vide af ministeren hjemmefra, at man skulle holde igen med de ambitiøse målsætninger. Mens vores svenske naboer støttede et mål på 35 procent vedvarende energi i 2030, var den danske position hele vejen igennem, at 30 procent også kunne gøre det. Det var først efter, flere og flere andre landes regeringer bad Danmark om at vise klimalederskab og leve op til sin position som rollemodel, at man i sidste sekund kunne støtte højere måltal.

Jeg synes, det er ærgerligt at se Venstre prøve at male sig selv grønnere, end de er. Ser vi helt konkret på klimapolitikken i EU, skal vi ikke længere tilbage end til januar, hvor vi også i Europa-Parlamentet stemte om, hvor meget mindre energi EU skal forbruge i 2030.

Jeg, og mange andre ambitiøse kræfter, ønskede mindst 40 procent og stemte for det. Men det ville Løkkegaard og mange andre borgerlige politikere ikke være med til: de stemte slet og ret imod. Derfor faldt målsætningen om 40 procent energieffektivitet i 2030, og vi forpassede endnu engang en god chance for at lade EU gå foran i kampen for den grønne omstilling.

Tom snak
Det er tom snak, når Venstre taler om klimalederskab, når man ikke engang vil påtage sig det internationale ansvar, der følger med sådan en position. Som Løkkegaard og Danielsen rigtignok skriver, vil Venstre gøre Danmark klimaneutral i år 2050. Det er dejligt, at I sætter tal på, Venstre. Men lad mig sige det meget tydeligt: Det er bare ikke nok!

Når hele EU formentlig vedtager en målsætning om at blive CO2-neutral i midten af dette århundrede, er der nogen, der skal gå forrest og vise, at det kan lade sig gøre. Derfor har Socialdemokratiet fremlagt en plan, der sikrer, at vi allerede i 2045 kan være klimaneutrale i Danmark.

Vi vil igen gøre Danmark til det eksempel til efterfølgelse i Europa, som vi var engang. Og vil skabe arbejdspladser ved at opfinde, lave og eksportere de teknologier, der også kan bringe andre lande med.

Varm luft
At Venstres grønne image ikke er andet end netop det, et image, blev endnu engang understreget, da statsministeren selv præsenterede partiets klimaplan. Det lød flot og vidtløftigt at fortælle danskerne, at der om bare 12 år ville køre en million grønne biler på vejene i Danmark, og at man fra 2030 ville stoppe salget af benzin- og dieselbiler.

Vel at mærke efter man tre år i streg havde sat afgifter på osende benzin- og dieselbiler ikke op, men ned. Og hullerne i planen blev også åbenlyse, så snart detaljerne for planen kom på bordet, efter skåltalerne var holdt.

Jeg er glad for alle kræfter, der erkender alvoren i klimaforandringerne, og som aktivt prøver at kæmpe imod. Men det kræver konkret og ambitiøs politisk handling her og nu. Skuespil har vi simpelthen ikke tid til. Og Venstres handlinger afslører desværre et helt andet billede, end det partiet nu prøver at tegne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00