Debat

Jørgen Henningsen: Affaldsplanen giver grund til bekymring

DEBAT: Det er svært at gennemskue de klimamæssige fordele i store dele af regeringens affaldsudspil, der ser ud til i højere grad at tilgodese Finansministeriet end klimaet, skriver Jørgen Henningsen. 

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørgen Henningsen
Debattør, seniorrådgiver hos Concito og forhenværende direktør i EU-Kommissionen

Hvis klimaplanen for affaldssektoren og den cirkulære økonomi skal tages som en indikator for, hvordan den samlede klimahandlingsplan skal falde på plads, er der grund til bekymring.

En stor del af hovedtekstens 13 sider handler om en omstrukturering og liberalisering/privatisering af behandlingen af specielt husholdningsaffaldet.

Det er ikke let at se den klimamæssige fordel i, at partierne nu (også) på dette punkt lægger sig ud med kommunerne, der under alle omstændigheder kommer til at spille en væsentlig rolle i gennemførelsen af planen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Og jeg har også lidt svært ved at se, at reduktion af overskudskapaciteten i forbrændingssektoren skulle føre til lavere priser. Overkapaciteten er mere end ti år gammel, og de penge, der gik i unødige investeringer dengang, kommer jo ikke tilbage, fordi man lukker nogle af anlæggene.

Ikke et eneste tal
Men mere vigtigt er det selvfølgelig at få skabt klarhed over, om de forventede årlige 0,7 millioner tons CO2-emissionsreduktion frem mod 2030 står til troende. Også selv om 0,7 millioner tons årligt er en meget beskeden del af de ekstra cirka 20 milioner tons, der er nødvendige for at nå de 70 procents reduktion.

Er det udtryk for paranoia, når jeg får en fornemmelse af, at dokumentet i højere grad tilgodeser et ønske i Finansministeriet, om at konkurrenceudsætte affaldsbehandlingen, end om at levere retvisende CO2-reduktioner?

Jørgen Henningsen

Først den cirkulære økonomi:

Den cirkulære økonomi får “tildelt” én side, og ud af de fem nævnte punkter er to at “aftaleparterne noterer sig....” og et tredje handler om affald fra byggeriet. Et agtværdigt formål, men ikke særlig klimarelevant.

Det er måske ikke så underligt, at man leder forgæves efter oplysninger om, hvordan fremme af den cirkulære økonomi vil påvirke CO2-emissionen.

Man bliver lidt trist, når man kan konstatere, at den cirkulære økonomi stort set ikke har bevæget sig siden Hartling-regeringen for mere end 46 år siden sendte sin “genanvendelsesredegørelse” til Folketinget (1974). Den var faktisk mere konkret, end det vi ser i dag. Til gengæld var sproget mindre malerisk; mange vil sikkert finde det direkte kedeligt.

Oplysninger om, hvor megen kvantitativ klimaeffekt, der kan forventes fra gennemførelsen af aftalens forslag, er ikke bare sparsomme; der er ikke skyggen af et eneste tal. På den baggrund er det overraskende, at pressemeddelelsen frejdigt “postulerer”, at de foreslåede initiativer vil føre til en årlig reduktion på 0,7 millioner tons CO2 i 2030! Eller svarende til udledningen fra 280.000 benzin og dieselbiler; ikke 270.000 eller cirka 300.000, men 280.000!

Ligner ønsker fra Finansministeriet
Den manglende kvantificering gør det imidlertid ikke umuligt at vurdere, om de forslag, der mere direkte knytter sig til affaldforbrændingen, passerer en emissionsreduktionstest. Her ser det heller ikke for godt ud.

For så vidt angår den del af reduktionen, der følger af at afvikle import af husholdningsaffald “noterer” aftalepartierne sig, “at det er sandsynliggjort, at mindre import af affald til Danmark på sigt ikke forventes at føre til øgede udledninger i udlandet”.

Denne fromme forventning står i indledningen med overskriften “Formål” (!), men en nærmere forklaring i det konkrete afsnit om import af affald leder man forgæves efter.

I betragtning af, at Danmarks affaldshåndtering i en EU-sammenhæng i årtier har ligget i top, først og fremmest takket være afskaffelse af lossepladser og især usædvanlig høj udnyttelse af varmen i fjernvarmesektoren, er det svært at se, hvorfor man skulle forvente, at det pågældende affald ikke vil give anledning til emissioner i eksportlandet. Og i forlængelse heraf: 

Hvad får aftalepartierne til at mene, at reduktion af dette bidrag til fjernvarmeforsyningen ikke vil give anledning til øget CO2-udledning fra fjernvarmen?

Sådan som systemet fungerer for øjeblikket, er det overvejende sandsynligt, at det vil medføre forøget anvendelse af importeret, træbaseret biomasse; behøver der siges mere? Men det er selvfølgelig korrekt, at med de gældende regler for emissionsopgørelser vil vi kunne bogføre en reduktion. Så er det bare ærgerligt, at klimaet ikke opdager det.

Er det udtryk for paranoia, når jeg får en fornemmelse af, at dokumentet i højere grad tilgodeser et ønske i Finansministeriet, om at konkurrenceudsætte affaldsbehandlingen, end om at levere retvisende CO2-reduktioner?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Henningsen

Debattør, seniorrådgiver, European Policy Centre, seniorrådgiver, Concito, fhv. direktør, EU-kommissionen
Civilingeniør (kemi), DTU, 1965

0:000:00