Jørgen Henningsen: Intet opmuntrende over kommende energiaftale

Af Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver i Concito

Det har i årtier været et mantra, at langsigtede, bredt politisk forankrede energiaftaler var et ubetinget gode. Jeg har været enig hele vejen.

Men det er jo ikke nødvendigvis en eviggyldig sandhed. Hvordan ser det ud for en 2018 aftale?

Det, der ligger i kortene, er, at aftalen blandt andet – måske især – skal afklare, hvordan vi håndterer den 2030-udfordring, der kommer fra Bruxelles. Men en ”langsigtet” energiaftale er jo ikke kun en sikring af et bestemt resultat. Det er også en langsigtet ”beskyttelse” af energisektoren imod tiltag, der går ud over, hvad der kommer til at indgå i aftalen.

Problemet er, at det, man ”i bedste fald” kan forestille sig i en 2018 energiaftale, sagtens kan være tilstrækkeligt til at opfylde de 39 procent reduktion i 2030 (i forhold til 2005) uden for kvotesektoren, som EU-Kommissionen har foreslået for Danmark, men samtidig vil være helt utilstrækkeligt til at sandsynliggøre, at vi kommer ”i mål” med det, der er nødvendigt i 2050.

Vi bør være ambitiøse nu
Klimarådet, som hidtil har præsenteret noget af det mest fremadrettede, har påpeget, at en opfyldelse af de 39 procent reduktion med de ”rabatter”, der også er en del af aftalen, vil kunne gøres med en indsats, der er mindre end, hvad vi har præsteret i årene fra 2005 til i dag – og meget mindre end det, vi skal præstere mellem 2030 og 2050, hvis vi vil leve op til målsætningen (maksimum 2 graders temperaturstigning) i Paris aftalen.

Regeringspartiernes udmeldinger indtil nu har ikke været opmuntrende

Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver i Concito

Men det stopper ikke her. Klimarådets beregninger er baseret på reduktionen i CO2-udslip. Den reelle udfordring er imidlertid snarere den samlede omstilling, som samfundet står overfor. Ud over at skulle accelerere CO2-reduktionen til 4 eller 5 gange det, der er nødvendigt for at respektere en 2030 målsætning, skal vi også omstille et voldsomt forbrug af importeret biomasse til mere bæredygtige energiformer.

Og hvis vi ydermere vil udnytte muligheden for at blive eksportører af grøn elektricitet – en oplagt kommerciel chance i en fremtidigt europæisk klimaansvarlig energisektor – er der yderligere grund til at være ambitiøs allerede nu.

Intet opmuntrende i vente
Regeringspartiernes udmeldinger indtil nu har ikke været opmuntrende. Det var der vel heller ikke mange, der forventede. Men rød bloks klima- og energiudspil fra forsommeren ligger også milevidt fra, hvad der er påkrævet, hvis vi vil bevare den førerposition, vi som nation bryster os af.

Selv klimarådet og de grønne organisationer kan med fordel gå tilbage til regnebrættet. Det er ikke nok med at få presset en målsætning for andelen af vedvarende energi i 2030 nogle procentpoints op. Især ikke så længe enhver form for biomasse bogføres som lige så CO2-neutral som sol eller vind, en myte der blev skudt ned for mange år siden, men stadig underbygger mange ambitioner om grønomstilling, for eksempel i Ørsted og i Københavns Kommune.

”Ignoranti quem portum petat, nullus suus ventus est” (For den, der ikke ved, hvilken havn han skal til, er der ikke noget, der hedder god vind), sagde Seneca for små 2000 år siden. Det gælder stadig.

Vil en 2018 energiaftale blive bedre end ingenting? Jeg tvivler.