Jørgen Henningsen: Politikere – ikke markedet – skal sikre grøn omstilling

Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver, Concito

Rammerne for de kommende forhandlinger om et nyt energipolitisk forlig adskiller sig (eller bør adskille sig) fra forløberne på to væsentlige punkter:

Hvor fokus i 2012-forliget var de relativt kortsigtede 2020-mål, bør dette års forhandlinger have et betydelig længere sigte.

Ikke bare 2030, som selvsagt er en del af forhandlingerne i forlængelse af vores EU-forpligtelser, men også 2050, som i langt højere grad end for fem år siden er lige om hjørnet.

Hvis vi tager vores deltagelse i Paris-aftalen alvorligt, skal vi over de næste 30 år nedbringe vores samlede nationale udslip af samtlige drivhusgasser til under to tons CO2eqv pr. indbygger - det emissionsloft, som IPCC vurderer nødvendigt for at respektere en maksimal temperaturstigning på to grader.

Det er et langt skrappere krav end de 39 procents reduktion, EU-Kommissionen har foreslået for Danmark i 2030.

”Markedet” er ikke særlig interesseret i langsigtede udviklinger eller eksterne omkostninger, netop to faktorer, der bør stå centralt i det kommende energiforlig.

Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver, Concito

Derudover har økonomiaspektet ændret sig betydeligt i forhold til tidligere. Både fossile brændsler og vedvarende energi er blevet billigere og tilgængelige i overflod, og der er ingen tegn på at det skulle ændre sig i en overskuelig fremtid.

CO2-neutral boligopvarmning
Det betyder, at energiforhandlingerne helt overvejende bør have fokus på klimaaspektet. På den baggrund er to ting presserende:

Energiforliget bør afklare, hvordan vi sikrer og understøtter den nødvendige strukturelle omstilling af ”slutforbruget” af energi i de kommende årtier. Det er en langt mere krævende opgave end at bygge nogle flere vindmøller eller at købe lidt mere biomasse i udlandet.

Det handler om på sigt at skabe en CO2-neutral og bæredygtig bygnings- og boligopvarmning, at afvikle brugen af olieprodukter i transportsektoren og om at få landbruget aktivt med i klimapolitikken. For transportens vedkommende handler det i vid udstrækning (men ikke kun) om EU-politik.

Men på opvarmningssiden er vi herrer i eget hus. Stort set alle er enige om, at den voldsomme vækst i brugen af (overvejende importeret) biomasse ikke er holdbar i længden.

Energiforhandlingerne har ingen gode undskyldninger for at undlade at forholde sig til, hvordan vi omstiller vores bygningsopvarmning fra biomasse til el, og det er ikke en proces, der bare kan udskydes til en gang i 20’erne.

I samme ombæring er det selvfølgelig lige så nødvendigt, at energiforliget får lagt afgiftsomlægningerne på plads, så de støtter den ønskede udvikling. De foreslåede lettelser i registreringsafgifterne lover ikke godt.

Markedet regulerer ikke effektivt
Den anden presserende afklaring er spørgsmålet om midlerne. Energikommissionen har foreslået, at energipolitikken i højere grad styres af ”markedet” og på basis af ”teknologineutralitet”. ”Sød musik i mine ører” var energiministerens reaktion.

Det er problematisk. Kun en tåbe vil benægte markedets evne til at regulere adskilligt på en omkostningseffektiv måde.

Men det er langt fra den universalmedicin, som Energikommissionen, tilsyneladende uden analyse og alene på ideologisk grundlag, ønsker at se det. ”Markedet” er ikke særlig interesseret i langsigtede udviklinger eller eksterne omkostninger, netop to faktorer, der bør stå centralt i det kommende energiforlig.

Og politikkerne overser forhåbentlig ikke, at netop på energi- (og transport) området har traditionelle styringsmidler hidtil fungeret langt mere effektivt end de markedsbaserede som el-liberaliseringen og kvotehandelssystemet.

”Ideologi er noget bras,” sagde Poul Schlüter engang. Det er måske lidt hårdt trukket op, men værd at huske.