Juraprofessor: Er gamle oprindelsescertifikater en klods om benet på en grøn omstilling?

I disse dage arbejdes der i Folketinget med et lovforslag , der blandt andet implementer dele af det nye VE-direktiv fra ultimo 2018 (VE-II-direktivet). 

Et af emnerne vedrører oprindelsesgarantier, hvortil der er knyttet interesser af både økonomisk og regulatorisk art. Og det har allerede givet anledning til en del debat, blandt andet her på Altinget. 

Oprindelsesgarantiers eneste formelle funktion er at kunne dokumentere, at en given mængde energi er produceret fra vedvarende energikilder. Det kan blandt andet være på basis af vindkraft, solenergi, biomasse eller biogas, som nærmere beskrevet i bekendtgørelsen om oprindelsesgarantier.

I Danmark udstedes de af Energinet. Begrebet er knyttet til det oprindelige VE-direktiv fra 2009 og kraftvarmedirektivet fra 2004. 

Økonomiske interesser
Der er nu alligevel økonomiske interesser knyttet til oprindelsesgarantier. Mange virksomheder vil gerne markedsføre sig som miljøvenlige og søger gennem erhvervelse af oprindelsesgarantier at dokumentere netop det. Elhandler markedsfører også grøn strøm i forskellige udgaver, og her skal oprindelsesgarantierne også benyttes.

Tyskland har en ordning, hvor kun de VE-anlæg, der er opført uden tilskud, kan få lov til at omsætte oprindelsesgarantier.

Bent Ole Gram Mortensen
Juraprofessor

Forbrugerombudsmanden har netop lagt vægt på oprindelsesgarantier som dokumentation for, at der er tale om grøn strøm og ikke en gang vildledende grønvaskning. Dermed er der en efterspørgsel efter oprindelsesgarantier, og disse får en kontant markedsværdi.

Denne værdi er åbenbart ikke ganske uden betydning. Her på Altinget har blandt andet brancheorganisationen Dansk Energi været ude for at plædere for, at vi opretholder den nuværende ordning, hvor alle VE-anlæg kan få lov til at sælge oprindelsesgarantier. Argumentationen er, at det fremmer udbygningen med VE og begrænser behovet for statslig støtte hertil.

I ovennævnte lovforslag, L 148, understreges også, at oprindelsesgarantier er en potentiel indtægtskilde for VE-producenter, og ministeren har i forbindelse med et § 20-spørgsmål understreget, at "oprindelsesgarantier bidrager til de samlede indtægter for VE-anlægsejere".

Den tyske ordning
Omsættelige oprindelsesgarantier er imidlertid ikke nogen selvfølge.

Tyskland har en ordning, hvor kun de VE-anlæg, der er opført uden tilskud, kan få lov til at omsætte oprindelsesgarantier. Og med VE-II-direktivet aktualiseres disse overvejelser. Direktivet indeholder som noget nyt, at medlemsstaterne på passende vis skal tage oprindelsesgarantiens markedsværdi i betragtning i forbindelse med støtteordninger.

I L 148 holdes der imidlertid fast i omsættelige oprindelsesbeviser til alle VE-producenter. For så vidt angår inddragelsen af markedsværdien i støtteordninger, finder ministeren, "at kravet alene gælder for støtteordninger, der ikke er lukket for tilgang for nye støttemodtagere på tidspunktet for implementering af direktivet."

Kritik af oprindelsesgarantier
Der har dog været en del kritik af handlen med omsætningsgarantier. Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme mener ikke, at omsætning af oprindelsesgarantier gør samfundet grønnere. Fjernvarmesektoren er grundet prisreguleringssystemet selv afskåret fra at købe oprindelsescertifikater.

Også fra forskere har kritikken lydt, at oprindelsesgarantier ikke fremmer vedvarende energi. De midler, man bruger på at købe oprindelsesgarantier fra allerede etablerede VE-anlæg, kunne i stedet været investeret i nye anlæg.

Samtidig betyder de mange oprindelsesgarantier fra VE-producenter, der også har fået støtte, at udbuddet af oprindelsesgarantier er ganske stort og prisen dermed lav. Dermed får oprindelsesgarantier mindre betydning i en business case for nye og støttefrie VE-anlæg.

Mange virksomheder vil gerne markedsføre sig som miljøvenlige og søger gennem erhvervelse af oprindelsesgarantier at dokumentere netop det.

Bent Ole Gram Mortensen
Juraprofessor

Ikke ekspropriation
Skulle Folketinget vælge ikke fremadrettet at give VE-anlæg etableret med statsstøtte mulighed for at sælge oprindelsesgarantier, kan man spørge, om det ikke vil være udtryk for ekspropriation.

Svaret er nej.

Der vil være tale om en generel erstatningsfri regulering. Staten er ikke pligtig til at opretholde den ordning, der gjaldt, da investeringsbeslutningen blev truffet.

Der er heller ikke tale om lovgivning med tilbagevirkende kraft, så længe der ikke kræves tilbagebetaling fra allerede udstedte oprindelsescertifikater. Der kan højst være tale om uegentlig tilbagevirkende kraft, og selv om tilbagevirkende kraft kan være betænkelig, er den ikke grundlovsstridig.

Hvorvidt Folketinget fortsat vil give eksisterende VE-producenter mulighed for både at kunne sælge oprindelsesgarantier og modtage anden offentlig støtte, er et politisk spørgsmål.

Der er tydeligvis økonomiske interesser bag begge valg, og Folketinget er ikke forpligtet til at lytte til forskere eller andre med særlig indsigt i effekterne af de politiske valg.

Skulle lovgiver vælge at lade være enten tilskud eller mulighed for salg af oprindelsesgarantier, vil der hverken være tale om ekspropriation eller grundlovsstridig lovgivning med tilbagevirkende kraft.