Kan Putins sorte humør male de danske boliger grønne?

Dan Jørgensen kigger op fra sit talepapir og løfter en termostat i vejret.

“Den er ikke 250 meter høj. Den er faktisk nok ikke engang 250 millimeter høj. Men den er vigtig,” siger han.

I øjeblikket inden har han foran ministre og topchefer fra hele verden, der den sommerdag i begyndelsen af juni var rejst til Sønderborg for at deltage i Det Internationale Energiagenturs årlige konference om energieffektivitet, lovprist det danske vindeventyr, hvor møllernes hastigt voksende vinger udgør et stadig mere og mere imponerende symbol på den grønne omstilling.

Men ifølge den danske energiminister skal man skal heller ikke tage fejl af betydningen af den lille, hvide termostat.

Den er nemlig også en del af historien om, hvordan danskerne blev tvunget til at udvikle nye løsninger, da de for et halvt århundrede siden blev ramt af kraftigt stigende priser på energi.

“I kender den sikkert allesammen. Man installerer den på sin radiator, og den hjælper med at kontrollere temperaturen i rummet. Og derfor hjælper den med at spare på energien,” siger Dan Jørgensen.

I 1973 steg prisen på en tønde olie fra to til næsten 12 kroner. Det var katastrofalt for et dansk samfund, der gennem de gode år i 1960’erne havde vænnet sig til en høj levestandard på et fundament af let og billig adgang til den sorte og tyktflydende kilde til energi og velstand.

Men ifølge Dan Jørgensen var det også oliekrisen, der for alvor fik danskernes øjne op for betydningen af at nedbringe forbruget af de fossile brændstoffer.

Ud over at man dengang sænkede hastighedsgrænserne på vejene, indførte bilfrie søndage, førte forbrugerkampagner om at tage korte bade og bad folk trække gardinerne for vinduerne, satte det også skub på udviklingen af bæredygtige løsninger som fjernvarme og produktion af vedvarende energi.