KL rykker rundt på organisationen: Skal sikre handling bag ordene om, at klimapolitik er lokalpolitik

INTERVIEW: Laila Kildesgaard bliver direktør for nyt klimacenter, der skal være med til at styrke KL på de største politiske temaer. Men omlægningen startede et helt andet sted, fortæller KL’s administrerende direktør.

KL's bestyrelse har besluttet at arbejde hen i mod en sammenlægning af KLK og COK, og i kølvandet på det også at lave en større organisationsomlægning i landsforeningen.
KL's bestyrelse har besluttet at arbejde hen i mod en sammenlægning af KLK og COK, og i kølvandet på det også at lave en større organisationsomlægning i landsforeningen.Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

”KL skruer op for klimaindsatsen.”

Det er med øje for disse dage, uger og års største politiske temaer, at KL i fredags fortalte om en større intern organisationsændring.

Ændringen indebærer blandt andet etableringen af et nyt Center for Klima og Erhverv og et nyt ’Økonomisk Politisk Center’.  

”Klima og erhverv er en af de næste mange års største politiske dagsordener, hvor der skal flyttes rigtig meget. Derfor fokuserer vi vores indsats, og samler kræfterne i det nye klimacenter,” siger KL’s administrerende direktør, Kristian Wendelboe.

Direktør for det nye center bliver Laila Kildesgaard, som ind til nu udover et direktøransvar for miljø og teknik-området, også har haft det overordnede ansvar for socialområdet samt erhverv og vækst.

”Det vil være en af hovedopgaverne for det nye center at sikre handling bag ordene om, at klimapolitik er lokalpolitik,” siger Laila Kildesgaard i KL’s pressemeddelelse om organisationsændringen.

Nærhedsdagsorden skal fremmes
Selv om omfanget og substansen i regeringens bebudede nærhedsreform fortsat er uklart, så har KL grebet den som krog til en anden del af den aktuelle organisationsomlægning. Nemlig oprettelsen af et det ny center for økonomisk politik.

Med omlægningen samles udvides KL’s økonomisk afdeling med også at skulle varetage politikudvikling inden for administration- og forvaltningspolitik. Og så trækkes de regionale kommunekontaktråd også ind under det nye center.

Målet er ifølge Kristian Wendelboe at stå stærkere i diskussionen om indretningen af fremtidens offentlige sektor.

Dokumentation

Organisationsændringer i KL

Der etableres et nyt Center for Klima og Erhverv

Der etableres et nyt Økonomisk Politisk Center, som samler økonomi, administrationspolitik og forvaltningspolitik i ét for at give et stærkt fundament til at arbejde med bl.a. regeringens annoncerede nærhedsreform og udvikling af fremtidens offentlige sektor

Der etableres et samlet center for Sundheds- og Socialpolitik

Der oprettes et nyt kontor for beskæftigelse og integration

KL’s bestyrelse har besluttet at igangsætte et arbejde med at sammenlægge det nuværende Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK), KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) samt ledelsespolitikken fra KL i et selvstændigt organiseret udviklingscenter.

Kilde: KL


0:000:00