Klimaaktivister: Sådan laver vi klimaafgifter uden social slagside

DEBAT: Vi bør lade os inspirere af Canada, der har indført klimabidrag og klimabonus, som er en form for afgift på drivhusgasser, der hverken går ud over statskassen eller arbejdspladser, skriver Citizens Climate Lobby Danmark.

Af Maya Bjerrum Trinkjær, Armin Vauk, Kurt Othendal Nielsen, Stig Lindén-Søndersø, Søren Knudsen og Majken Bilslev-Jensen
Aktive i Citizens Climate Lobby Denmark

Tillykke til os alle sammen med den nye klimalov. Det er et stort skridt at have sat et ambitiøst klimamål, hvor Danmark leverer sin del af Parisaftalen.

Nu skal der trækkes i arbejdstøjet for at finde virkemidler, som ikke skaber social ulighed og samtidig ikke flytter danske udledninger til udlandet. Vores rolle er at være et forbillede for udlandet. Et succesfuldt ét, som andre lande har lyst til at følge.

Der findes mange måder at reducere danske udledninger af drivhusgasser på. Vi kunne lade statskassen stå for hele regningen. Men der er mange bejlere til de penge, der er til rådighed i statskassen. Og det medfører social slagside, hvis midlerne tages fra velfærden – det vil med andre ord gøre mest ondt på de danskere, der har færrest penge på kontoen.

Vi kunne i princippet også lukke ned for de mest klimaskadelige dele af dansk erhvervsliv og lade dem flytte til udlandet. Da import ikke tæller med i de danske reduktionsmål, ville vi lynhurtigt kunne bryste os med at have klaret 70 procents reduktion i Danmark. Men hverken klimaet eller dansk økonomi vinder på den løsning.

Anbefalet af tusindvis af økonomer
Det kan lyde som en kattepine at få opfyldt klimamålene, uden at skabe social slagside eller flytte udledninger til udlandet. Men heldigvis findes der en social retfærdig klimaløsning, der ikke flytter udledningerne til udlandet, og som tilmed er gratis for den danske statskasse.

Den hedder klimabidrag og klimabonus og er anbefalet af over 3.500 økonomer i Wall Street Journal under navnet "Carbon Fee and Dividend". Klimaløsningen er implementeret med succes i Canada.

Modellen handler om at indføre en støt stigende afgift på drivhusgasser og returnere størstedelen af pengene, afgiftspuljen, til befolkningen i lige dele per borger. Det vil medføre en omfordeling fra forurener til ikke-forurener.

Ideelt set bør vi også have en korrigerende klimaafgift ved grænsen til import og eksport, så varer produceret med sort energi som olie kul og gas bliver dyrere at sælge. Det kan vi dog ikke indføre i Danmark alene, vi må have EU med.

Indtil vi ser EU-Kommissionens plan om klimatold på EU’s grænser gjort til virkelighed, kan Danmark dog gøre følgende: indføre forhøjet bundfradrag for klimaafgifter til særligt konkurrenceudsat erhverv og bruge en mindre del af afgiftspuljen til grønne tiltag i disse erhverv. En blanding af fradrag og tilskud, som sørger for, at danske udledninger ikke flytter til udlandet som følge af en strammere klimapolitik.

Ved at returnere størstedelen af afgiftspuljen ligeligt tilbage til befolkningen, får 6 ud af 10 danskere det samme eller mere tilbage i klimabonus, end de betaler i forhøjede priser for deres varer. Især danskerne i lav- og mellemindkomstgrupperne, som med deres lavere forbrug også har et mindre klimaaftryk. Det mindsker altså social ulighed.

Skatter uden social slagside
Debatten om grønne afgifter i Danmark har været død de sidste 20 år, men det er absolut nødvendigt, at vi rejser sagen igen – det viser de ekstreme tørker rundt om i verden og ikke mindst det skøre vejr herhjemme, hvor 2018 var det tørreste år nogensinde, og 2019 tegner til at blive det vådeste.

Og det bliver kun værre og værre, hvis vi ikke handler hurtigt. Afgifter på drivhusgasser er uden sammenligning vores mest effektive våben til at gøre markedskræfterne til en medspiller frem for en modspiller.

Ofte bliver debatten lukket af Socialdemokratiet, der taler om social slagside. Men som beskrevet ovenfor, sker det stik modsatte, hvis regeringen returnerer pengene fra afgiften til borgerne.

De borgerlige partier påberåber sig skattestop (“det må ikke blive dyrere at være dansker”). Men fordi afgiftspuljen ikke havner i statskassen, så er det ikke en øgning af skattetrykket – det er derimod en omfordeling, som samtidig løser vores tids største problem: at vi alle skal leve op til Parisaftalen for at undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Tilmed kommer der sidegevinster i form af blandt andet mindsket luftforurening fra afbrænding af fossile brændsler. Så der er endda chance for, at det bliver billigere at være dansker på grund af for eksempel færre udgifter til hospitalerne.

Bidrag og bonus
Hvis vi indfører klimabidrag og klimabonus, vil vi sætte skub i anvendelsen af grøn teknologi. I dansk klimapolitik er der stort fokus på at øge investeringer i forskning, men ingen lader til at undre sig over, at de nye grønne opfindelser ikke bliver brugt ude i virkeligheden. Svaret er selvfølgelig, at så længe det er billigere at dumpe drivhusgasser i atmosfæren, frem for at bruge grøn teknologi, så bliver det første gjort.

Forskning uden afgifter på drivhusgasser er en sisyfos-kamp. Forskning og udvikling af grønne teknologier skal gå hånd i hånd med afgifter på drivhusgasser for at fungere efter hensigten.

Vi har et værktøj i kassen, som over en bred kam opfylder de forskellige partiers betingelser for god klimapolitik; gratis for statskassen, mindsker social ulighed, øger ikke det generelle skattetryk og forhindrer, at vores udledninger af drivhusgasser flytter til udlandet: Det hedder klimabidrag og klimabonus.

Værsågod, kære politikere. Sæt i gang.

Forrige artikel Jesper Theilgaard: COP25 giver intet at forholde sig til – ud over frustrationen Jesper Theilgaard: COP25 giver intet at forholde sig til – ud over frustrationen Næste artikel Realdania: Collective impact giver lang­sigtede løsninger på store udfordringer Realdania: Collective impact giver lang­sigtede løsninger på store udfordringer