Klimaforandringer gav ny debat om Høfde 42

FORURENING: Der skal forhandles med Region Midtjylland om fjernelse af affald fra Høfde 42 nu, mener røde partier. Regionerne har indtil 2018, siger regeringen.

Mads Gluud Jørgensen

Der blev diskuteret forurening og ansvar i Folketingssalen, da Høfde 42 var på dagsordenen torsdag. Rød blok, med undtagelse af S, havde fremlagt et forslag, om at staten skulle hjælpe til at fjerne de 110 tons affald fra Høfde 42 og indgå i dialog med Region Midtjylland.

Det afviste regeringen med støtte fra resten af blå blok, da man har givet Region Midtjylland til 2018, at de kan lave en redegørelse af, hvad der skal ske med Høfde 42. De efterfølgende forhandlinger vil herefter ske i 2019.

Det var Pia Olsen Dyhr (SF) ikke tilfreds med. Hun var ikke sikker på, at problemet kan vente så lang tid.

"Haster det mere, end det tidligere har gjort? Det gør det bestemt. Der skal ikke være nogen tvivl, om at de store storme, vi har set, har haft konsekvenser for Høfde 42. Vi skal have mere fokus på, hvor tæt Høfde 42 egentlig er på at havne i havet ved næste storm,” sagde Pia Olsen Dyhr.

Hun mente også, at staten skulle hjælpe regionerne med en fjernelse af affaldet, da det er en ekstraordinær situation, fordi staten selv har medvirket til forureningen.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) havde fuld tillid til, at regionerne kunne klare udfordringen.

“Jeg vil slå fast, at regionerne har ansvaret for indsatsen mod jordforurening. Også i Høfde 42. Regionerne får 420 mio, og de vil prioritere indsatser, der har størst risiko for menneskers sundhed," sagde Esben Lunde Larsen.

Debatten om Høfde 42 stammer helt tilbage fra midten af 1900-tallet, hvor man forurenede fra 1953 frem til 1962. Her havde Cheminova frit lejde til at udlede spildevand i en såkaldt klitgryde. I alt blev der udledt over 1000 tons. Staten stod også selv for 40 tons.

Man fjernede i 1971 og 1981 en stor del af det, men den nuværende forurening på over 100 tons er altså ikke blevet fjernet, da det er svært tilgængeligt. Nu er forureningen indkapslet og vil kunne holde i 25 år endnu, ifølge miljøministeren.

Der var ikke flertal for rød bloks forslag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00