Klimajournalist: Ansvarlige politikere bør stå ved, at den grønne omstilling kan blive både dyr og smertefuld

DEBAT: Markedskræfterne og politikerne kan i fællesskab skabe en bedre verden og grøn fremtid – vel at mærke uden, at nogen behøver at lide overlast undervejs, lyder det. Måske er den fortælling at stikke befolkningen blår i øjnene, skriver Klaus Ulrik Mortensen.

Af Klaus Ulrik Mortensen
Klimajournalist og stifter af Aksiom

Mette Frederiksen har fået drøje hug for sidste uges dystopiske åbningstale.

Og statsministeren fiskede da heller ikke efter billige grin med beskrivelsen af et Danmark i forfald: Historier om videoovervågede jordbærboder og forgiftede dådyr i de himmerlandske skove med fire kilo plastaffald i mavesækken er hård kost på en historisk festdag.

Men hæver man en stund blikket fra den symbolske konkretisering af de sørgelige forhold i andedammen og ser på statsministerens tiltro til, at vi kan løse samfundets – og klodens – virkelige problemer, så afslører hun faktisk en bemærkelsesværdig optimisme: en tro på og basal tillid til, at markedskræfterne og politikerne i fællesskabet kan skabe en bedre verden og fremtid – og vel at mærke uden, at nogen behøver at lide overlast undervejs.

Ja. Havene stiger, isen smelter, orkaner raser. Men se på de unge demonstranter med Greta-graffiti på Rådhuspladsen. Hør, hvordan de råber os op. Og se, hvordan vi allerede har kvitteret for afmagten ved at sætte verdens nu næsthøjeste klimamål (Skotland overhalede os sidste uge med 75 procent i 2030).

Frederiksen og Pape ligner hinanden
Og se også på virksomhederne og pensionskasserne. Nu er selv de klar til at tjene penge på at iklæde Danmark den globale førertrøje ved at love fremover at investere i de grønne teknologier, som skal skibes ud fra de danske industrihavne.

Og pludselig kan det være svært at skelne mellem Mette Frederiksen og Søren Pape Poulsen, som på det konservative landsråd i Herning legede med tanken om, at det kunne være et borgerligt projekt at redde verden.

Og hvordan redder man så verden på den borgerlige måde? Jo, ved at fokusere på vækst og arbejdspladser i stedet for skattestigninger og kollektiv afstraffelse, messede Pape.

Men hvem er det egentlig, der advokerer for selvflagellerende afgiftsregimer? Hvor er flyveforbudet og de tvungne kødfri dage i institutionerne?

Vi kan det hele
Når den radikale leder, Morten Østergaard, fremlægger sine krav til den "grønneste finanslov nogensinde", er det blandt andet med ønsker om styrket grøn forskning, en jordudtagningsfond og fortsat afgiftsfritagelse af elbiler. Og jo – så skal der også opkræves en flyvafgift med et forventet årligt provenu på 375 millioner kroner, som kan finansiere nogle af tiltagene.

Aha. Der var den altså: flyafgiften. Men husk, at Danmark ifølge en opgørelse fra Ingeniøren sammen med Cypern, Malta og Irland er de eneste EU-lande, som hverken opkræver moms eller passagerafgifter på flyrejserne.

Og Morten Østergaard forklarede da også på pressemødet i Gribskov, at det ikke behøver koste vækst eller velfærd at hjælpe klimaet på vej:

"Man behøver ikke at vælge mellem at satse på klima, natur og miljø, børn og unge og en bomstærk økonomi. Man kan godt det hele. Det er kun politisk vilje, der skal til," sagde han ifølge Altinget.

Den lille vakse nation
Hovedstadens hoteller er i disse dage fyldt med internationale gæster, som er fløjet til København for at diskutere, hvordan byerne kan redde verden. Netværket C40 er etableret som et forsøg på at vise verdens ledere, at man ikke behøver slås med træge FN-forhandlinger for at skabe en bedre verden.

Nu er cirkusset så flyttet til København. Og det har affødt de sædvanlige slåen sig selv på brystet-historier om, hvorfor cyklisme er hot og cruise-turisme not. Det er historien om, at vi som lille og vaks nation har gjort, hvad alle andre nu efterstræber – og ovenikøbet har formået at blive rige undervejs. Det er fortællingen om København og Danmark som hele verdens klimaduks, som vi elsker at høre igen og igen. Og som overbeviser os om, at vi har en helt særlig rolle at spille.

Men ser man på en rapport udgivet for nylig af netop C40, skal der andre – og knap så appetitlige – boller på suppen, hvis verden skal nå målet om at holde temperaturstigningen på 1,5 grader. Allerede i 2030 skal det gennemsnitlige forbrug per indbygger være reduceret med 50 procent og 80 procent i 2050. Vi skal flyve 26 procent mindre, købe 39 procent mindre nyt tøj og begrænse den personlige bilkørsel med 28 procent.

Altså tiltag, som kan mærkes for dig og mig, og som ikke automatisk gør os alle millionærer i en håndevending.

Ikke kun dansk syge
Alligevel synes den offentlige debat renskuret for denne diskurs. Det er, som om logikken tilsiger, at hvis vi blot fortæller os selv, at det ikke kommer til at gøre ondt, så kommer det ikke til at gøre ondt.

Og så glemmer vi, at statskassen hvert år tjener godt 50 milliarder kroner på benzin- og dieselbiler i form af registrerings-, vægt- og brændstofafgifter. Hvordan udfylder vi det hul i kassen?

Hvad skal alternativet være til det provenu, som staten årligt får for salg af olie og gas fra Nordsøen? Har politikerne modet til at aflyse den kommende auktion over olieboringer i Nordsøen?

Og så er vi slet ikke begyndt at tale om betalingsringe og andre adfærdsregulerende tiltag, som skal skubbe vores adfærd i den ønskede klimavenlige retning.

Og det er ikke kun en dansk syge.

Kan teknologien redde os?
Jeg talte under sidste måneds Techfestival i København med Owen Gaffney (klimaforsker) og Benjamin Tincq (iværksætter), som arbejder på at sætte fokus på teknologiens betydning i den grønne omstilling.

Budskabet er, at vi ikke skal klø os i skægget, mens vi råber på flere forskningskroner og satser på, at en fremtidig superteknologi løser vores kvaler. Vi skal gribe efter de redskaber, som allerede ligger i værktøjskassen, og når vi så engang er færdige med at bore, banke, skrue og skære, kan vi håbe på, at den næste generation af værktøj er blevet tilføjet.

Alt sammen meget fornuftigt. Men hvad med ofrene, forsøgte jeg? Hvor langt kan teknologien tage os, og hvordan overbeviser vi Jordens voksende befolkning om, at den må afstå fra nogle af de privilegier, som vi i dag tager for givet?

Her mistede jeg Owen og Benjamin. Hvilke ofre? Afrika, Indien og resten af den udviklende verden vil kunne stille sig på skuldrene af Vestens teknologi og dermed leapfrogge frem til et sted, hvor vækst og klimabevidsthed ikke er hinandens modsætninger, men forudsætninger.

Anvarlige politikere 
Hvad os selv angår, vil vi snart indse, at en diæt uden rødt kød vil gøre os sundere og gladere. Når kød bliver fremtidens cigaretter, hvem vil så begræde den dag, vi ikke længere har saftigt kødkvæg gående på markerne? Det samme gælder den personlige bil, som vi i en fremtid domineret af autonom mobilitet alligevel ikke har brug for længere.

Og hvad er problemet med al den positivisme så?

Jeg er alvorligt bange for, at politikerne og industrien lige nu er i gang med at stikke befolkningen blår i øjnene. Vi gik i stemmeboksen i håbet om en grønnere fremtid. Nu får vi at vide, at den skal vi nok få. Og fordi resten af verden skal samme vej, kan vi ovenikøbet forvente at blive stinkende rige undervejs. What's not to like?

Men hvad nu, hvis det hele ikke går så let? Hvad nu, hvis skatterne faktisk bliver nødt til at stige? Og hvad nu, hvis udlandet finder ud af opfinde deres egne teknologier? Hvor skal alle de rare virksomhedsskattekroner så komme fra?

Måske er det i virkeligheden nu, at man som ansvarlig politiker skal fortælle danskerne, at den grønne omstilling godt kan blive både dyr og smertefuld. Og at det faktisk er okay: Fordi det hele måske en dag så kan blive godt igen.

Forrige artikel Nyt liberalt parti: Blå klimapolitik skal laves med Alternativet og Radikale Nyt liberalt parti: Blå klimapolitik skal laves med Alternativet og Radikale Næste artikel Messerschmidt: Vi skal redde klimaet fra venstrefløjens hysteri Messerschmidt: Vi skal redde klimaet fra venstrefløjens hysteri
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Traditionel udviklet ny teknologi - og disrespekten over for alle, der har ydet en indsats for at begrænse væksten og dennes forventede ødelæggende konsekvenser for naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter.

    Det er en ulykke af dimensioner om det mod forventning skulle vise sig, at syntetiske pesticider og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så mange velfærdsgoder, lønforhøjelser, dyrtidsportioner, ekspansive finanslove, sociale retfærdigheder, grønne omstillinger og cirkulære økonomier med så uventet få ødelæggende konsekvenser for klimaet, naturen, biodiversiteten, folkesundheden, dyrevelfærden, denne verdens fattigste mennesker samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.