Klimamiddag om politisk pres, legoklodser og en tønde med krudt

FORSØG: Et kæmpe middagsarrangement spredt ud over hele landet fik onsdag sin ilddåb. Det er ét blandt flere tiltag, som en ny klimabevægelse tager i brug for at gøre valget grønt. Altinget tog med til klimamiddag i Brøndby. 

”Har du selv mærket klimaforandringerne eller tabet af natur? Og hvordan føltes det?” læser Maja Holt Højgaard op.

Hun sidder ved det runde bord omgivet af børn, pizza og jordskokkesuppe.

Manden på den anden side af bordet ryster let på hovedet.

”Jeg hader sådan nogle spørgsmål. Vi skal ikke føle og have subjektive meninger. Vi skal regne og have videnskab på bordet,” siger han og begynder at tale om atomkraft.

Hans talestrøm bliver afbrudt af det yngste middagsmedlem, der har ladet jordskokkesuppen agere ansigtsmaske, og fokusset bliver for et øjeblik flyttet væk fra alvorssnakken.

Et forsøg på dialog
Vi er til klimamiddag i Brøndbyøster, i et hvidt hus med blåt bindingsværk.

Manden, der efterspørger videnskab, hedder Søren Storm og er en af deltagerne i middagen. Ud over ham og Maja deltager to andre voksne, Dan Holt Højgaard og Signe Benzon, også. Og deres fire børn.

Dan er vært på aftenens klimamiddag, men den helt store hovedarrangør er den nye folkelige klimabevægelse ”Så er det nu”. Organisationens helt store mål er at få den grønne dagsorden ind i valgkampen.  

I et forsøg på at starte dialogen og få folk til at deltage aktivt i klimadebatten har de opfordret til såkaldte ”klimamiddage” rundt omkring i landet. De skal alle afholdes i dag, og omkring 1.000 deltagere, fordelt i hele landet, er det blevet til. 

”Meningen er, at man sætter tid af til at snakke om klimaet. Man møder op og er indstillet på, hvad det skal handle om. Man skaber et rum for et specielt fokus. Det er det, der adskiller klimamiddagen fra det daglige,” siger Marie Helles, som er frivillig i ”Så er det nu”.

Organisationen har sammensat en ”samtalemenu”, som de har lagt ud på nettet. På den måde har værterne for de forskellige middage mulighed for at få lidt hjælp til at starte samtalen og holde den på sporet.

”Spørgsmålene er til for at få engageret folk og få det gjort til noget personligt. Så de kan mærke efter i sig selv, hvad de er bekymrede for i forhold til klimaet, og hvad der giver dem håb,” siger Marie Helles.

Klimaet skal fylde i kroppen
I Brøndbyøster er fokus igen kommet tilbage på spørgsmålene, og hvad meningen er med dem. For fortaber man sig i detaljerne og sig selv, når fokusset er på følelserne?

”Det handler jo i bund og grund om at sætte et pres på politikerne,” siger Dan.

Han mener, at det personlige gør noget for det pres, der skal skabes, og Maja byder ind på det udsagn.

”Klima skal jo fylde lige så meget i din krop, som for eksempel uddannelse og sundhed gør,” siger hun.

Selvom de fire kender hinanden uden om middagen, og alle interesserer sig for den grønne dagsorden, er bordet ikke en boble af total enighed og klimahellighed.

På pizzaerne er der hjortespegepølse og ost, og uenighederne bliver pænt flettet ind og ud af samtalen. Det ene par ejer en elbil og fortæller selvironisk historien om, hvordan den løb tør for strøm på sin første tur.

Der bliver sagt tak for mad, børnene får lov til at gå fra bordet til legetøjet, og Signe forlader selskabet til fordel for volleyball, men samtalen fortsætter.

Under middagen blev der talt i koder om de negative konsekvenser ved klimaforandringerne for ikke at påvirke børnene. Tænker I over ikke at putte en klimaskræk over på dem?  

”Det gælder om ikke at tage håbet væk. Hvis man gør det, kan vi lige så godt sætte os ned og vente. For vi kan gøre alt muligt, men det kræver også, at vi gør noget. Og de gange, hvor menneskeheden har gjort ting, har vi bevist, at vi kan vildt meget. Så kan man godt komme til månen. Og vi kan også komme til Mars. Og vi kan også godt redde det her,” siger Søren.

Men hvis der er behov for, at der sker noget lige nu, giver det så ikke god mening, at retorikken er skruet op med dertilhørende risiko for ungdomsklimaangst?

”Som ung er man meget optaget af, hvem man er i verden. Og klimaangsten er vel et symbol på, at de overfortolker deres egen rolle i verden. Det er virkelig fedt, at de unge er meget engagerede i samfundet, men det er ikke så fedt, hvis det kommer til udtryk i noget, som er skadeligt for dem selv,” siger Maja.

Hun bliver afbrudt af et brag fra legobordet. Børnene har væltet kassen med de grønne klodser, og Dan rejser sig per refleks. Der skal samles op, så den mindste ikke får mulighed for at spise de små dele.

Imens samler Søren den tabte samtaletråd fra Maja op.

”Det er lidt tilbage til det med håbet. Det handler om at vise, at der er en vej. Det behøver ikke være så hippie føle-føle-agtigt, som det nogle steder bliver gjort til,” siger han.

”Men det må jo gerne være sådan for dem, som har brug for det,” afbryder Maja.

”Ja, fair nok. Men sådan en som mig har behov for, at tingene bliver mere konkrete. Jeg har et behov for at distancere mig lidt fra ligegyldige hippietiltag. Jeg har behov for, at der sker nogle strukturelle ændringer i vores samfund. Jeg vil rigtig gerne se en politiker, der siger, at man i de næste 20 år sparede helt vildt mange penge på nogle konkrete ting, selvom det så kunne ende med at gøre ondt,” siger Søren.

Det handler om at sende faklen videre
Et andet problem, gruppen kommer omkring, er mængden af viden. At det kan være svært at have det fulde overblik over spørgsmålet om klimaforandringer og delene i det. At have alle regnestykkerne og løsningerne i hovedet. 

Så hvad tænker I, at det gør, når der bliver diskuteret klima i flere hjem i dag, men langtfra alle har overblik over det faktuelle?

”Det er derfor, de spørgsmål på den her seddel er så følelsesbaserede. Man behøver ikke vide alt for at have følelser. Og hvad mere behøver du for at lave en bevægelse, politisk set?” siger Maja.

Men hvad kommer der så ud af det?

”Det politiske pres er ikke rationelt. Udlændinge- og skattepolitik er også svært at gennemskue fuldstændigt, men det folkelige pres er der alligevel,” siger Dan.

”Ja, præcis. Skat er også et kompliceret system, ligesom CO2-udledning. Men resultatet er meget nemt. Sort arbejde giver mindre penge i den offentlige kasse, og en højere CO2-udledning giver mere CO2 i atmosfæren. Den komplicerede del af det, hvordan man redder Skat, eller hvordan man redder klimaet, den er der nok ikke ret mange mennesker, der for alvor har overblik over,” siger Søren og Dan overtager igen:

”Det er der jo netop nogle eksperter og politikere, der skal finde ud af. Men der bliver nødt til at være et pres.”

”Altså i bund og grund handler det om at sende faklen videre, indtil man en eller anden dag støder på en tønde med krudt,” siger Søren og tilføjer:

”Man skal blive ved at presse og tale om det. Det værste, der kunne ske, er, at folk bliver så trætte af det, at de holder op med at lytte. Men det er ikke noget, jeg fornemmer sker her. Folk bliver ved med at diskutere de her ting. Det forsvinder ikke.”

Forrige artikel Et år med Gjerding: ”Jeg blev valgt, fordi man gerne ville prøve at gøre tingene på en ny måde” Et år med Gjerding: ”Jeg blev valgt, fordi man gerne ville prøve at gøre tingene på en ny måde” Næste artikel Lilleholt ser tilbage: ”Vi har ikke på samme måde som andre talt klima op. Det burde vi måske have gjort” Lilleholt ser tilbage: ”Vi har ikke på samme måde som andre talt klima op. Det burde vi måske have gjort”
Care: Klimatrusler kræver fem milliarder kroner om året

Care: Klimatrusler kræver fem milliarder kroner om året

KLIMATRUSLER: Regeringen og støttepartierne slås om, hvorvidt 600 millioner kroner til klimabistand skal tages fra puljen til udviklingsbistand eller ej, men det beløb slår slet ikke til, hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen, siger Rasmus Stuhr Jakobsen, generalsekretær i den grønne hjælpeorganisation Care, på baggrund af en ny rapport.