Partier vil bruge flere milliarder på lavbundsjord – men Klimarådet afviser behovet

FINANSLOV: Klimarådet ser ikke behov for at sætte flere penge af til at udtage lavbundsjord på nuværende tidspunkt. Støttepartier fastholder dog ønsket.

Foto: /ritzau/Joachim Adrian
Hjalte T. H. Kragesteen

Selvom Klimarådet taler udtag af lavbundsjord op som et helt centralt klimavirkemiddel i landbruget, så skal det ikke forstås som en anbefaling til Christiansborg om at hælde en masse penge i projektet.

Det fremgår af et længere interview med Klimarådets formand, Peter Møllgaard, som Altinget bragte torsdag.

”Vi mener ikke, det er nødvendigt at sætte flere penge af på nuværende tidspunkt. Vi mener, at man skal bruge de penge, der er sat af til at give tilskud til udtagning de næste to-tre år på den smarteste måde. Og så mener vi, at CO2-afgiften vil kunne implementeres på det her område, og så er der ikke behov for yderligere tilskud,” sagde han.

Meldingen kommer alt imens partierne på Christiansborg forhandler intensivt om næste års finanslov. For et år siden blev partierne enige om at afsatte i alt to milliarder kroner over ti år til at udtage i alt 15.000 hektar lavbundsjord. Og i august kom de første 600 millioner kroner ud at rulle.

Vi kommer ikke med et krav om, at de penge vi får sat af, skal bruges med det samme.

Zenia Stampe (R)
Miljøordfører

{{toplink}}

Regeringen har ikke lagt op til at sætte flere penge af til udtagning af lavbundsjord i denne omgang, men partierne i rød blok har alle tilkendegivet, at de gerne ser flere penge sat af til formålet. De Radikale har sågar afsat en milliard kroner om året til en jordfond på partiets eget finanslovforslag, hvor udtag af de klimabelastende lavbundsjorde står centralt.

"Det er vigtigt, at pengene er der"
Og Klimarådets melding ændrer ikke på det ønske, lyder det fra partiets miljøordfører, Zenia Stampe. Men hun er helt med på, at pengene ikke skal bruges her og nu.

”Vores udspil skal mere ses som, at der bliver et behov for flere penge på lidt længere sigt. Vi kommer ikke med et krav om, at de penge, vi får sat af, skal bruges med det samme. Det må vi se på i udmøntningen,” siger Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, og fortsætter:

”Men det er vigtigt, at pengene er der, når vi har fået det rigtige setup.”

0:000:00