Klimarådet: Det er stadig ukonkret, hvordan landbruget skal bidrage til klimamålet

Landbrugets bidrag til at nå de danske klimamål er stadig for ukonkret, mener Klimarådet, der også efterlyser en strategi for, hvordan regeringens udvalgte teknologiske løsninger skal realiseres. Eksperterne anbefaler igen en CO2-skat på sektoren.

Klimarådet opfordrer især til at reducere landbrugets udledninger af metan, der især kommer fra kvæg og gylle. 
Klimarådet opfordrer især til at reducere landbrugets udledninger af metan, der især kommer fra kvæg og gylle. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Andreas Arp

En kommende regering bliver nødt til at levere mere klare svar på, hvordan landbruget nedbringer sine drivhusgasudledninger, hvis sektoren skal sikre, at Danmark når klimamålene.

Sådan lyder det fra regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet.

Vi mangler stadig at se, hvordan man politisk vil sikre, at landbruget kan levere de nødvendige reduktioner.

Peter Møllgaard
Formand for Klimarådet

”Der er behov for, at politikerne får konkretiseret strategier og virkemidler, der kan overvinde den største knast i forhold til de nationale udledninger,” skriver Klimarådet i en kommentar til regeringens seneste klimaprogram.

”Vi mangler stadig at se, hvordan man politisk vil sikre, at landbruget kan levere de nødvendige reduktioner,” uddyber formand Peter Møllgaard på Klimarådets hjemmeside.

Ifølge regeringens klimaprogram fra september mangler politikerne at vedtage tiltag, der kan reducere udledningerne med fem millioner ton drivhusgasser i 2030, hvis man skal nå 70 procentsmålsætningen.

Med landbrugsaftalen fra 2021 er det planen, at landbruget skal levere disse fem millioner ton, hvilket også vil indfri det bindende reduktionsmål, som et bredt flertal satte for sektoren med forliget.

Aftalen anviser dog ikke en konkret vej til at nå målet, men nøjes med at fremlægge et såkaldt ”udviklingsspor”, der består af en række teknologier, som tilsammen har et reduktionspotentiale på netop fem millioner ton drivhusgasser.

Klimarådet bemærker, at ”kun i alt 1 mio. ton ud af disse 5 mio. ton vurderes i klimaprogrammets baggrundsmateriale at bygge på modne teknologier”.

0:000:00