Klimarådet forventer første rapport sidst i 2015

INTERVIEW: Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, regner med, rådets første indspark til politikerne kommer i slutningen af 2015. Modsat Det Økonomiske Råd skal Klimarådet arbejde inden for politikernes klima-målsætninger, fortæller den tidligere overvismand.

Det nye klimaråd vil først komme med egentlige meldinger til året 2015. Det er vigtigt for rådets troværdighed, og nytteværdien af os, at grundlaget for det, vi anbefaler, er grundigt redegjort, siger Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen.
Det nye klimaråd vil først komme med egentlige meldinger til året 2015. Det er vigtigt for rådets troværdighed, og nytteværdien af os, at grundlaget for det, vi anbefaler, er grundigt redegjort, siger Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen.Foto: Klima- og Energiministeriet
Morten Øyen

Det bliver først i den sidste del af 2015, at Danmarks nye klimaråd kommer med den første redegørelse og anbefalinger til den danske klimaindsats. Det fortæller rådets formand, Peter Birch Sørensen, der indtil videre er det eneste medlem af rådet.

Fakta
Peter Birch Sørensen
Uddannet cand.polit. og lic.polit. Økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere cheføkonom i Danmarks Nationalbank. Stor erfaring inden for makroøkonomi og skattepolitik, underviser for tiden i miljø-, ressource- og klimaøkonomi. Formand for Produktivitetskommissionen og tidligere formand for De Økonomiske Råd (overvismand). Senior Fellow i den uafhængige tænketank Kraka. 

Kilde: Klima og Energiministeriet

”Jeg forventer, at vi skal hen mod slutningen af 2015, før vi kan levere. Jeg ved af erfaring, at det tager tid at etablere et sekretariat, og før det kommer op i fulde omdrejninger,” siger Peter Birch Sørensen.

Fakta
Klimaloven
Loven har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik med henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050. Loven skal derudover fremme gennemsigtighed og offentlighed om status, retning og fremdrift for Danmarks klimapolitik.

For at skabe en klar retning for klimaindsatsen forudsættes det, at klima- og energiministeren - på regeringens vegne - mindst hvert femte år skal udarbejde nationale klimamålsætninger over for Folketinget. De nationale målsætninger skal have et 10-årigt perspektiv.

For at fremme et fagligt sammenhængende beslutningsgrundlag for Danmarks klimapolitik nedsætter klima- og energiministeren Klimarådet som et uafhængigt rådgivende ekspertorgan.

Klimarådet
For at fremme et fagligt sammenhængende beslutningsgrundlag for Danmarks klimapolitik nedsætter klima- og energiministeren Klimarådet som et uafhængigt rådgivende ekspertorgan. 

Udgifterne til Klimarådet og øvrige aktiviteter som følge af loven fastlægges til 12 millioner kroner årligt, som skal findes på finansloven. 

Den nye ”klimavismand” har stor erfaring fra kommissioner og råd. Senest har Peter Birch Sørensen været formand for Produktivitetskommissionen. Og inden var han medlem af De Økonomiske Råd: fra 1997 til 1999 som medlem af formandskabet, eller ”vismand”, og fra 2004 til 2010 som rådets formand: overvismanden.

Ligesom De Økonomiske Råd er Klimarådet uafhængigt og kan selv bestemme, hvad det kaster sig over. Klimarådet skal dog komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan man på den bedste og billigste måde kan leve op til politikernes målsætning om at reducere drivhusgasudledningen og gradvist gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler.

Spørgsmålet er, om det måske alligevel har en effekt at gå foran, enten gennem eksemplets magt, eller ved at fremme en teknologisk udvikling, som kan gøre det billigere for andre lande at sænke deres udslip. Det er en vigtig debat, vi også kommer til at tage.

Peter Birch Sørensen
Formand for Klimarådet

"Vores rolle bliver på et tværfagligt grundlag at rådgive regeringen og Folketinget om, hvordan vi mest effektivt kan omstille til til et samfund, der er stort set uafhængigt af fossile brændsler. Den omstilling er først lige begyndt. Vi skal blandt andet vurdere, om man har fundet den rigtige balance mellem forskellige virkemidler," siger Peter Birch Sørensen.

Man skal dog ikke forvente skarpe udmeldinger om, hvilke virkemidler politikerne bør bruge, fra det nye råd, inden efterårets første redegørelse og anbefalinger er på plads.

”Det vil først være med vores første rapport, at vi for alvor kan melde os ind i klimadebatten. Det er vigtigt for rådets troværdighed og for brugbarheden af vores anbefalinger, at grundlaget for dem er grundigt udredt,” siger Peter Birch Sørensen.

Vismændene har anden opgave
Da folketingspolitikerne blev enige om, at der skulle oprettes et klimaråd, blev det af grønne organisationer set som et tiltrængt modspil til netop De Økonomiske Råd. Også Klima- og Energiministeriet har tidligere langet ud efter vismændenes måde at gå til klimaet på.

Peter Birch Sørensen understreger, at han ikke vil kritisere vismændene, som han mener er kommet med mange gode indspark til debatten. Han peger i stedet på, at Klimarådet har en anden rolle end vismændene.

”Det er lidt et spørgsmål om at acceptere at arbejde inden for rammerne af de politiske målsætninger, som ligger. Klimarådet skal følge klimaloven og komme med anbefalinger til, at omstillingen sker mest omkostningseffektivt. Imens rejser vismændene på klimaområdet mere en debat om selve målsætningen,” siger Peter Birch Sørensen og fortsætter:

”Den her klimaproblemstilling er så kompleks og involverer så mange sektorer, at det i sig selv berettiger, at man har nogle, der specialiserer sig i at kigge på det problem.”

Som tidligere overvismand er Peter Birch Sørensen, måske mere end nogen, bekendt med vismændenes kritik af den førte danske klimapolitik. Den går i korthed ud på, at det ikke kan betale sig at gøre en masse klimatiltag inden for de sektorer, der er underlagt EU's kvotesystem. For når Danmark reducerer CO2-udslippet inden for kvotesektoren, så kan andre lande bare lade deres stige tilsvarende.

Det vil derfor ingen klimaeffekt have at gå foran, og tiltagene kan måske endda gå ud over den danske konkurrenceevne og koste arbejdspladser, lyder bekymringen. Skal det have en klimaeffekt, er det bedre, at tiltagene falder i ikke-kvotesektoren, mener vismændene – det vil i praksis sige inden for transport, landbrug, affald og husholdninger.

Effekt ved at gå foran
Den nye formand for Klimarådet fortæller, at det også er en debat, man kommer til at have i det nye råd.

”Spørgsmålet er, om det måske alligevel har en effekt at gå foran, enten gennem eksemplets magt, eller ved at fremme en teknologisk udvikling, som kan gøre det billigere for andre lande at sænke deres udslip. Det er en vigtig debat, vi også kommer til at tage,” siger Peter Birch Sørensen.

Han forudser, at rådet kommer til at arbejde med anbefalinger både inden for og uden for kvotesektoren. Men mere konkret vil han ikke komme, før rådet er nået længere i sit arbejde.

”Det vil være unfair over for mine kommende kollegaer allerede nu at fremlægge detaljerede forslag,” siger Peter Birch Sørensen.

Klimarådet skal ifølge klimaloven starte arbejdet 1. januar 2015. Foruden formanden skal der være seks øvrige medlemmer af rådet. Det er hensigten ifølge loven, at klimarådets medlemmer skal have et højt klimafagligt niveau inden for energi, bygninger, transport, landbrug, miljø eller natur og økonomi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Birch Sørensen

Professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet
lic.polit. (Københavns Uni. 1985), cand.polit. (Københavns Uni. 1980)

0:000:00