Klimarebeller søger væk fra enegang, men holder fast i omstridt kerneprincip

Men spiselig eller eller ej - som noget nyt har bevægelsens gren i Danmark for første gang skrevet ud til en bred vifte af andre aktører med beslægtet formål, omkring 50 anslår Signe Vad, en af talspersonerne for Extinction Rebellion i Danmark.

Bevægelsen har inviteret de andre organisationer til at være medarrangører og deltagere i forårsoprøret Vendepunktet, der løber fra 6-13 maj. Omkring 15-20 af de invitererede organisationer meldte positivt tilbage. Og det er forklaringen på, hvordan der kan demonstreres, blokeres, synges, workshoppes og marcheres i så stor skala.

”Det har vi gjort, fordi tiden bliver mere og mere knap, og det går stadig for langsomt i forhold til at vi skal redde vores klode. Det lyder så sindssygt at sige det, men det skal vi, og vi har virkelig kort tid til det. Så derfor satte vi os for at mobilisere bredere. Det har altid været vores hovedformål at lave brede offentlige nedslag offentligt med civil ulydighed, for ellers virker det ikke. Problemet er, at vi er meget få i Danmark, så vi ville prøve at nå bredere ud. For at få politikere, industri og medier til at lytte,” fortæller Signe Vad.

Hun har ikke noget tal for, hvor mange der reelt er en del af bevægelsen i Danmark. Som hun siger:

”Vi har ingen organisation, vi har nogle principper og et formål.”

Det er ikke fordi, jeg har lyst til at blive arresteret eller gøre noget, som generer nogen, men vi lige nu øver vi vold på menneskeliv og natur og dyreliv i Indien og Afrika, og at sætte sig ned og blokere en vej, det er ingenting i forhold til den vold, vi allerede udøver

Signe Vad
Talsperson for Extinction Rebellion i Danmark

Den verdensomspændende klimabevægelse Extinction Rebellion er baseret på forskning fra blandt andet den britiske forsker Erica Chenoweth fra Harvard Universitetet. Hendes resultater peger på, at hvis man mobiliserer 3,5 procent af en befolkning til ikke-voldelig civil ulydighed, har man en 50/50 chance for at opnå sit mål.

Konkret er de 3,5 procent afspejlet i Extinction Rebellions principper og værdier – med en mission om at mobilisere netop 3,5 procent af befolkningen. Det skal understreges, at de 3,5 procent ikke selv behøver begå civil ulydighed, men blot bakke op om metoden, målet og bevægelsen.

Når Extinction Rebellion, trods det konkrete og meget ambitiøse mål om at mobilisere rundt regnet 200.000 danskere, ikke har søgt bredere samarbejder før, skyldes det ifølge Signe Vad mangel på ressourcer i den frivilligt drevne, løst organiserede bevægelse. Af samme årsag har de heller ikke fulgt op på de potentielle partnerorganisationer, som ikke meldte tilbage på invitationen.

”Det har vi ikke gjort. Men vi er også med i grøn alliance, både til et indledende møde og i arbejdsgrupper. Vi er meget interesserede i at samarbejde på tværs,” siger hun.

Civil ulydighed har de bedste odds for succes

Signe Vad er selv billedkunstner, som indimellem selv har brug for at søge forskellige former for støtte til sit arbejde. Og hendes fornemmelse er, at der findes organisationer, som nok sympatiserer med Extinction Rebellions formål og principper, men som ikke ’tør’ gå ind i et åbent samarbejde af frygt for at miste deres støtte.

”Jeg forstår godt, at der findes nogen, der sympatiserer med os, som også forstår hvor alvorligt det er, men eftersom vi har en verden, hvor rigtig meget er baseret på støttemidler, så er man på en måde afhængig…. Hvis man er bange for at få taget sine midler, så passer man på, hvad man siger, det er klart.”

Hvorfor tror du, dem, der ikke meldte positivt tilbage, ikke ville være med?

”Det er svært at sige, nogle gange når mails ikke frem, de fleste organisationer er baseret på frivillig arbejdskraft, mange er sikkert som os, alt for travle og knokler løs i forvejen, man ved aldrig med små, frivillige organisationer.”  

Er der dele af jeres principper eller metode, I har blødt op på, for at kunne lave et bredt samarbejde?

”Nej. Vi vil ikke holde op med at lave civil ulydighed, for vi tror stadigvæk på, at hvis alt mulig andet havde virket, havde det virket for længst, når der nu har været 20-30.000 til klimamarch og diverse COP-møder. At have 50/50 sandsynlighed for, at noget virker, er de bedste odds, man kan få, sammenlignet med andre metoder; voldelige revolutioner og almindelige demonstrationer og hvis man ser på, hvad der har virket for andre store bevægelser som suffragetterne, Ghandi, borgerrettighedsbevægelsen i USA og arbejderbevægelsen.”

Det er jo meget det princip, der gør jer til en kontroversiel aktør. Amager Fælleds Venner er for eksempel splittet omkring netop at tilkendegive opbakning til jer. Hvad tænker I om det?

”Det er sørgeligt, at der ikke er plads til mange forskellige tilgange, at man ikke kan stå side om side med os, som mange organisationer jo gør, selvom de ikke selv har civil ulydighed som et princip. For det er, når vi står sammen med forskellighed, at vi bliver stærke. Vi bliver nødt til at stå sammen. Hvis vi skal adressere den store dagsorden. Og det gør vi. Det er verden, vi skal redde. Så det er ærgerligt.”

Så samtidig med, at civil ulydighed er et omdrejningspunkt for jer, vil I gerne mobilisere bredere. Har I på noget tidspunkt overvejet at bløde op på det punkt, som jo er det, der gør jer uspiselige for nogle?

”Nej, hvorfor skulle vi det, der er masser, der har gjort noget andet i årevis. At gøre det samme som andre og forvente et andet resultat, det er lidt skruptosset. Hvis det havde virket, og hvis vi troede, det virkede, så var det det, vi gjorde. Det er ikke fordi, jeg har lyst til at blive arresteret eller gøre noget, som generer nogen, men vi lige nu øver vi vold på menneskeliv og natur og dyreliv i Indien og Afrika, og at sætte sig ned og blokere en vej, det er ingenting i forhold til den vold, vi allerede udøver.”

Hvad så, hvis I ikke lykkes med at mobilisere de 3,5 procent, der bakker op om jeres metode. Står I så splittet mellem de 3,5 procent og jeres metode?

”Nej, det tænker jeg ikke. Vi er ved at prøve at redde verden. Hvor langt vil du gå for at redde verden? En forsker har undersøgt det og siger, det her kan virke for at redde verden, og verden er ved at gå i stykker. Hvis man så siger, nå men det lykkedes ikke, så gør vi bare det, vi har gjort før, hvor der ingenting skete. Det er jo ikke en mulighed. Så man bare prøve igen og mobilisere flere og prøve igen og igen. Vi har travlt og er jo ikke de eneste, der har opdaget, at vi har travlt, heldigvis. Men vi håber at vi kan være med til at vække andre.”

Hvad kan vi gøre? Vi står i en situation, hvor vores verden er ved at gå i stykker, og vi sætter os fredeligt på gaden, og folk synes det er ekstremt, hvad er det for nogle proportioner? Vi er de mindst ekstreme af dem alle sammen

Signe Vad
Talsperson for Extinction Rebellion i Danmark

Mener du dermed, at de 3,5 procent findes, I har bare ikke ’vækket’ dem?

”Jeg tror det kommer an på, hvor alvorlig situationen er. Jeg synes, situationen er mere alvorlig end arbejdernes situation, da de begyndte at lave blokader. Det, vi gør, er langt mere fredeligt. Vi har peacekeepere, politikontakter og vi løber ikke, fordi vi ved det optrapper. Vi ved, hvordan vi kan blive anholdt, uden at genere nogen, så vi er så passive og fredelige som muligt.

Så hvis situationen er alvorlig nok, så vil det også lykkes at finde de 3,5 procent, som bakker op?

”Det ved jeg ikke. Men hvad kan vi gøre? Vi står i en situation, hvor vores verden er ved at gå i stykker, og vi sætter os fredeligt på gaden, og folk synes det er ekstremt, hvad er det for nogle proportioner? Vi er de mindst ekstreme af dem alle sammen. Det er systemet, som er ekstremt, som det var, da Rosa Parks nægtede at sætte sig ned for de hvide i en bus. Så du kan sige, hun begik en ulovlig handling, ja, men en ulovlig handling i en ekstrem sammenhæng.”

Rosa Parks stod ovenpå en omfattende organisering

Den Rosa Parks, som Signe Vad her henviser til, er naturligvis den Rosa Parks, som satte skub i kampen for sorte amerikaneres rettigheder i USA ved at begå civil ulydighed i Montgomery, Alabama: Hun, som var en sort kvinde, nægtede at afgive sin plads i en bus til en hvid passager, selvom loven pålagde opdeling mellem sorte og hvide amerikanere i busserne, og hun befandt sig i det ’hvide’ afsnit. 

Både forud for og i mange måneder efter den berømte episode var der foregået en bred organisering af rettighedsforekæmpere, trossamfund og andre civile grupperinger. Den afgørende lovændring og efterfølgende fremgang i processen for sorte amerikaneres rettigheder blev muliggjort på grund af denne organisering, som strakte sig videre end mobilisering.

Organiseringen dannede grundlag for organiseret samkørsel, så sorte og sympatiserende amerikanere kunne gennemføre et månedslangt boykot af busserne. Undervejs i processen blev kanterne mellem de forskellige grupperinger slebet og deres principper testet under utallige og timelange forhandlinger om budskab og strategier.

Extinction Rebellion er fokuserede omkring mobilisering. En del af kampagnen består for eksempel i, at en anden af bevægelsens talspersoner, Ida Dalsgaard Nicolaisen på tre uger har cyklet Danmark rundt, mindst 974 kilometer. Formålet er ”at møde folk. Jeg vil gerne tale med dem om fremtiden og om vores ansvar for Jorden. Jeg vil gerne lytte og høre hvad de mener,” som Ida Dalsgaard Nicolaisen selv skrev i en kronik efter de 974 kilometer.

Hvor langt vil I gå for at mobilisere bredt?

”Det kommer an på, hvad vi har kræfter til. Sidste fredag lavede vi en oplæsningsintervention og forstyrrede dem, der sad og drak deres øl på Enghave plads. Nogle andre tog en trækbasun og gik ned i metroen og råbte at folk skulle komme til aktionen. Hvis vi havde kræfter, ville vi gøre det hver dag.”

Så det handler ikke om jeres principper eller metoder?

”Nej. Jo flere vi bliver, jo længere kan vi nå. Vi kigger på England og resten af verden, hvordan kan vi mobilisere endnu bredere, hvad har de gjort af erfaringer der og bliver inspirerede af dem.”

Nu laver vi forårsoprør på denne her måde, og hvis det ikke virker, må vi se om vi skal gøre det på en anden måde til næste år. Men folk brænder også ud, fordi de kæmper hårdt – de har arbejde og børn, og det er hårdt. Det er så hårdt at vide det, vi ved, og så prøve at vække medier og politikere til alvoren

Signe Vad
Talsperson for Extinction Rebellion i Danmark

Risikerer I ikke selv at blive til dem, der har gjort det samme igen og igen, altså begået civil ulydighed, men der sker ikke noget?

”Jo, men der er jo mange måder at gøre det på. Vi prøver at lære af vores fejl og hele tiden gøre det bedre. Nu laver vi forårsoprør på denne her måde, og hvis det ikke virker, må vi se om vi skal gøre det på en anden måde til næste år. Men folk brænder også ud, fordi de kæmper hårdt – de har arbejde og børn, og det er hårdt. Det er så hårdt at vide det, vi ved, og så prøve at vække medier og politikere til alvoren.”

Hvad er vigtigst for jer – resultater eller principper?

”XR (Extinction Rebellion, red.) er XR med de principper vi har. Og vi mener, at det er dem, der skal til, for at kunne mobilisere de 3,5 procent, hvis vi ikke er så mange, så må vi gøre det bedre.” 

Og kan ’bedre’ betyde at gøre noget ved jeres principper?

”Nejnej. Så må vi prøve at tage rundt andre steder og fortælle om problemet og være endnu mere synlige og få vores stemme igennem og presse på for handling nu.”

Extinction Rebellions forårsoprør fortsætter frem til 13. maj med aktioner forskellige steder i København.