Klimatilpasningsplaner: Godt begyndt er (kun) halvt fuldendt

Det nye regeringsgrundlag indeholder krav om, at kommuner skal udarbejde en handlingsplan for klimatilpasning inden for de næste to år. Bedre sent end aldrig. På oversvømmelsesområdet har vi udviklet ny og banebrydende teknologi, der med god præcision kan påpege, hvor problemerne er. Det er teknologier, som det har været muligt at eksportere. Langt sværere har det været at få brugt teknologierne indenlands. Det har kostet. Der er bygget, hvor der ikke skulle være bygget, og vi kunne have været meget længere med at finde løsninger, end vi er. Det havde københavnerne sat pris på den 2. juli i år, ligesom borgerne de mange andre steder, der de sidste par år er ramt af oversvømmelser.

Hvad kan vi?
I midten af 00erne blev det muligt at lave meget nøjagtige højdekort over store områder meget billigt. Indtil da krævede højdekort, at landmålere blev sendt i marken. Nu kan man flyve hen over et område og lave den samme opmåling med 500 km/t. Samtidigt blev der udviklet software, der kunne beregne, hvordan vandet løber både i kloakkerne under jorden og på jordoverfladen. Det gør, at vi pludselig meget præcist kan forudsige, hvilke huse der oversvømmes - ikke hvilken dato, men hvor ofte det sker i gennemsnit.

Planlægning er det nødvendige første skridt
Så enhver kommune må som det første skridt i handlingsplanen udføre en analyse af, hvilke områder der oftest rammes af oversvømmelser. Det er den økonomisk største post i klimatilpasningsplanen. For den enkelte kommune og den enkelte husejer vil resultatet måske være overraskende. Men resultatet på landsplan kender vi allerede. Mellem 1 og 3 % af alle huse er bygget steder, hvor oversvømmelser fra monsterregn sker alt for ofte til, at der burde være huse. Hvad skal der ske med dem? Og hvad skal der ske med de jordejere, der i tiltro til kommuneplaner har købt jord for at lave byudvikling på steder, hvor der ikke bør laves byudvikling? Det er kun det første skridt at lave analysen. Der er stadig langt til en holdbar løsning.

Denne gang bærer de bredeste skuldre det største læs
Det rigtigt interessante er, at mange af de sårbare huse bebos af ressourcestærke personer. I Danmark er det nemlig sådan, at det at bo tæt ved vand er en herlighedsværdi, som man betaler ekstra for. I mange andre lande giver det rabat at bo tæt ved vandet. Der er man nemlig mere bekymret over risikoen for oversvømmelser end gevinsten ved nærhed til vand. Hvad sker der, når det går op for nogle af de meget ressourcestærke borgere, at deres bolig - en væsentlig del af deres formueinvestering - vil falde kraftigt i værdi?

Hvem skal nu betale?
Første gang jeg var til møde i centralforvaltningen, sagde kontorchefen noget, som jeg stadig husker: "Man skal aldrig måle, før man ved, hvad man skal bruge målingen til". Det samme gælder for klimatilpasningsplaner. Med det samme resultatet foreligger, vil de berørte husejere spørge, hvem der vil hjælpe dem med deres nyvundne fattigdom. Er det deres problem, alle boligejeres problem eller alle skatteyderes problem? Det kan kun politikerne svare på. Måske er det på tide at begynde at overveje, hvilket svar man skal give de udsatte boligejere?