København foreslår fossilfri bilzoner: Folketinget skal bane vejen

Det centrale København kan blive fossilfri zone med enkelte undtagelser fra slutningen af 2023, hvis kommunen får lov at gennemføre forsøg. Enhedslisten på Christiansborg bakker op, mens miljøministeren først skal se nærmere på forslaget.

Et forbud mod fossile biler i et område med mange daginstitutioner er en af tre konkrete forslag til forsøg med såkaldte nulemissionszoner fra Københavns Kommune.
Et forbud mod fossile biler i et område med mange daginstitutioner er en af tre konkrete forslag til forsøg med såkaldte nulemissionszoner fra Københavns Kommune.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kasper Kaasgaard

Inden udgangen af 2023 kan det være slut med at køre benzin- og dieselbiler i flere dele af København.

På Rådhuset er man nemlig klar med en model for, hvordan byen kan teste tre slags forbudszoner med henblik på at forbyde de fossile biler permanent.

”Vi skal have skruet kraftigt ned for bilosen i København. Og det vil være et stort skridt i den rigtige retning, hvis vi helt kan forbyde diesel- og benzinbiler i fx Middelalderbyen eller områder, hvor der færdes mange børn,” siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.

Han er sammen med teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) afsender på forslaget, som primært er stilet til politikerne på Christiansborg. Det er nemlig nødvendigt med lovændringer, før forbudszonerne kan blive til virkelighed.

De to borgmestre har derfor sendt et brev til miljøminister Lea Wermelin (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S).

”Nulemissionszoner kan på kort sigt forbedre luftkvaliteten i zonerne, og på lidt længere sigt kan de medvirke til, at borgere i og udenfor København i højere grad køber nulemissionsbiler, når de skal udskifte deres bil,” skriver borgmestrene i brevet

Dermed er initiativet nu hos regeringen. Her vil miljøministeren i første omgang se nærmere på forslaget:

”I arbejdet med den grønne omstilling og at mindske luftforureningen i især de store byer er idéen om nulemissionszoner helt sikkert interessant. Vi har netop modtaget forslaget fra Københavns Kommune og skal nu se nærmere på det,” siger Lea Wermelin i en skriftlig kommentar. 

En afklaringen har vist, at hverken færdselslovens §92d eller loven om miljøzoner kan anvendes. Førstnævnte duer ikke, fordi en nulemissionszone er for vidtgående et forslag til at lave som forsøg under gældende regler, og miljøzoneloven kan ikke bruges, fordi den kun omfatter lastbiler og lignende.

0:000:00