Debat

Kommentator revser medierne: Nej, der findes ikke to sider af klimakrisen

DEBAT: Medierne svigter den bæredygtige dagsorden, når de giver plads til klimabenægtere, mener kommentator og ngo-stifter Lotte Hansen. For der er ingen planet B, og der er ikke to sider af klimakrisen. 

Det er forkert af medierne at anlægge samme tilgang til klimakrisen, som til alle andre emner de dækker, mener Lotte Hansen.
Det er forkert af medierne at anlægge samme tilgang til klimakrisen, som til alle andre emner de dækker, mener Lotte Hansen.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lotte Hansen
Adm. direktør, Hansen & Ersbøll Agenda og grundlægger af organisationen iLoveGlobalGoals

Vi mennesker lever på en klode, som ikke kan holde til den måde, vi behandler den på. Det er, med en enkelt undtagelse (vi behøver vist ikke nævne hvem), alle verdens ledere enige om, og det er stort set alle verdens store virksomheder ligeledes enige om. 

Med de 17 verdensmål, som verden vedtog i 2015, har det sådan set aldrig været lettere at finde ud af, hvad man kan gøre, og hvad der er brug for. Her ved indgangen til 2019 er krisebevidstheden og forberedelserne til de nødvendige skridt, vi må tage som samfund og hver især som mennesker desværre alt for få.

Medierne har det åbenbart mægtig svært med den bæredygtige dagsorden. Enten kører de kampagnejournalistik og skræmmer alle andre end de frelste væk, og ellers kører de for-eller-imod-journalistik. Grundlæggende er begge positioner et svigt over for et publicistisk ønske om at fortælle, hvordan verden ser ud.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Sådan dækker de klimaet
Set over en bred kam har vi på ene side Politiken og Information, som især det seneste halve år er begyndt at dække bæredygtige tema på en ikke-propagandistisk og virksomhedsfjendsk måde, men meget vidensbaseret og med central placering.

Så er der erhvervsmedier som Børsen, der tager en antikvarisk CSR-CEO-feel-good-søndagstilgang, når de skriver om disse temaer.

Der er ikke to sider af klimakrisen. Den er for real, og al forskning peger mod konsekvensen ved at lade stå til.

Lotte Hansen
Adm. direktør, Hansen & Ersbøll Agenda

Altinget dækker emnet sobert med mange stærke eksperter, men det burde fylde mere i den brede nyhedsversion.

De reaktionære front føres an af Berlingske. I sidste uge var det så lykkedes avisen at finde en meteorolog, som kunne se positive takter i, at temperaturen stiger i Sydeuropa. 1. januar vælger avisen at lade en af sine egne skribenter henover en halv side udkomme med en klumme, hvor han skriver, at hans nytårsforsæt er, at han vil flyve mere og spise mere oksekød i 2019, for nu har han isoleret sit hus og sat solceller op.

Manden må jo altså gøre, hvad han vil med sit liv. Men det siger desværre meget om Berlingske og dele af dansk journalistik, at de synes, at han skal have lov til at komme til orde på så prominent en plads 1. januar, hvor vi alle havde tid til at sidde og læse avis.

There is no planet B
Klummen viser, at en gruppe af danske medier, heriblandt desværre ofte de elektroniske, vælger i en klassisk angelsaksisk stil at dække klimakrisen, som de dækker alt andet. Man kunne kalde tilgangen begge-sider-skal-høres-metoden’. Det er bare helt forkert, for there is no planet B. Der er ikke to sider af klimakrisen. Den er for real, og al forskning peger mod konsekvensen ved at lade stå til.

Læs også

Hvis dele af danske medier bliver ved at anlægge en soltag-kontra-røde-bøffer-tilgang i deres dækning, så må de på linje med alle andre ignoranter stå til regnskab for, at de er med til at trække verden i den forkerte retning. De påvirker folks valg, og folk vælger både politikere, den virksomhed de vil arbejde for, de vælger ved køleboksen og gennem pensionsopsparing. De ’grønne’ medier må heller ikke gøre det modsatte, for så bekræfter de også tesen om, at der er to sider af sagen.

Medierne har et kæmpe ansvar for en asymmetrisk gengivelse af situationens alvor. Hvis medierne ikke synes, de i deres journalistiske håndværkskasse har redskaber til at fortælle offentligheden, hvordan verden kommer til at se ud, hvis vi ikke håndterer klimakrisen, så må de opfinde dem.

Det har medier som britiske The Guardian sat i værk. Det er ikke en let øvelse, og mange er rent faktisk også i gang, men det er nødvendigt, og det er vigtigt, at de ikke behandler verdens tilstand som et CSR-projekt. Den skal ind i kerneforretningen, og det er altså 1. sektion og den hardcore nyhedsdækning. Ellers laver de den fejl, som virksomheder og politikere har lavet de sidste 20 år, og det har verden ikke råd til at lade dem gøre.

-----

Lotte Hansen er partner i kommunikations-  og strategivirksomheden Hansen & Ersbøll Agenda og grundlægger af organisationen iLoveGlobalGoals, der vil gøre verdensmål til hverdagsmål

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lotte Hansen

Adm. direktør, Hansen & Ersbøll Agenda
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1999)

0:000:00