Kommuner køber elbusser fra Kina

GRØN OMSTILLING: Langt de fleste elbusser produceres i dag i Kina, der for øjeblikket viser muskler på det voksende europæiske marked for offentlig grøn transport. Både Roskilde og København har været på indkøb.

Når verdens folkerigeste land udstikker en politisk kurs, skaber det ofte dønninger som en supertanker, der sejler for fuld skrue. Vedvarende energi og grøn transport er ingen undtagelse.

Parallelt med rekordhøje investeringer i kapacitet til udvinding og lagring af sol og vindenergi har Kina på få år taget et kvantespring på transportområdet – og vel at mærke der, hvor det virkelig gør en forskel: den offentlige transport.

99 procent af verdens over 400.000 elbusser kører i dag rundt i Kina, men nu er dønningerne fra den kinesiske supertanker også ved at nå større europæiske byer. For eksempel København og Roskilde, som for nylig har lagt betydelige ordrer på elbusser hos kinesiske leverandører.

Kineserne var bedst
Roskilde er gået all in og har udskiftet alle bylinjer – i alt 20 busser – med elbusser fra kinesiske Yutong, der fra sit produktionsanlæg i Zhengzhou i Henan-provinsen kan levere 400 busser. Om dagen.

“Jeg kendte ikke selv til kinesiske producenter af motorkøretøjer, så det er klart, at vi spurgte ind til kvaliteten. Men det var klart det bedste produkt på det tidspunkt,” siger Karim Friis Arfaoui, der er formand for Roskildes Klima- og Miljøudvalg.

Ifølge Karim Friis Arfaoui har Roskildes nye elbusser været en stor succes: Støjen er reduceret markant, busserne har været i drift 99,99 procent af den planlagte tid, rækkevidden er op til 50 kilometer længere per opladning end forventet, og udgiften til omlægning har været tæt på nul.

“Udbuddet blev kun en anelse højere end ventet, og det har betydet, at rigtig mange andre kommuner har fået øjnene op for dette alternativ. Vi har haft besøg af flere delegationer og kan se, at adskillige kommuner nu vælger at følge trop,” siger Karim Friis Arfaoui.

Linje 18 i København er kinesisk 
Også København er i gang med en grøn omlægning med ambitioner om at udskifte alle dieselbusser med elbusser senest i 2025. I første omgang drejer det sig om Linje 18, hvis 35 busser er blevet udskiftet med de elektriske alternativer fra kinesisk BYD, verdens største fabrikant af elbusser.

BYD sidder i dag på cirka 20 procent af det europæiske marked for elbusser og er delvist ejet af den amerikanske storinvestor Warren Buffett, der ifølge Fortune Magazine siden 2008 har tjent i omegnen af 8 milliarder kroner på sin investering.

Københavns Økonomiforvaltning har det overordnede ansvar, men her ønsker man ikke at kommentere. Ifølge Movia, der driver linjerne, er der stor tilfredshed med driften her en måned efter udskiftningen.

Om selve udbuddet skriver Movia i et skriftligt svar:

“Anchersen A/S er blevet tildelt busdriften, idet deres tilbud var det økonomisk mest fordelagtige tilbud. Herved forstås forholdet mellem den tilbudte pris og kvalitet.” 

Selv om europæiske producenter er ved at være godt med – 21 af Københavns i alt 48 elbusser er eksempelvis leveret af hollandske VDL – er der ingen tvivl om, at de kinesiske producenter har været i gang længere og derfor har en markant konkurrencefordel.

Hvem kan levere 7.200 elbusser?
Hvor produktionen af personbiler i dag udføres af robotter, kræver busproduktion i langt højere grad manuel arbejdskraft.

“Tager man det i betragtning, at produktionsomkostningerne i Kina er forholdsvis lave, og at Kinas omlægning til ny energi begyndte relativt tidligt i forhold til andre lande og regioner, så har Kina et meget stort potentiale i eksport af elbusser til Europa,” skriver den internationale investeringsbank UBS Securities i en analyse, der spår en firedobling af salget af elbusser på det europæiske marked i 2020.

Hvis København skal nå målet om en udskiftning af hele busflåden inden 2025, kræver det indkøb af omtrent 300 elbusser over de kommende fem år. Og hvis alle dieseldrevne rutebusser i hele landet skal udfases inden 2030 – hvilket var VLAK-regeringens ambition – er tallet ifølge Danmarks Statistik 7.200.

Spørgsmålet er, hvem der har kapaciteten til at levere dem.


Artiklen er fra det seneste Altinget Magasin. Det kan du få abonnement på her.

Forrige artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Næste artikel Frederiksen vil ikke sætte tidspunkt på klimaudspil: Frederiksen vil ikke sætte tidspunkt på klimaudspil: "Vi regner på højtryk"