Konservativ klimakvinde med kometkarriere

PORTRÆT: Mette Abildgaard er ny politisk ordfører for Konservative. Hun er en moderne politiker, der fremstår som en bramfri arbejdshest med en tendens til at rode sig ud i unødvendige slagsmål.

Frederik Tillitz

På et spisestuegulv i den jyske by Føvling, sidder en ung pige og læser partiprogrammer gennem. Igen og igen er det det grønne hæfte med et stort C på omslaget, hun vender tilbage til og bladrer gennem. Kort tid efter melder den 14-årige Mette sig ind i KU.

Fra i dag tirsdag – tretten år efter – er Mette Abildgaard Konservatives nye politiske spydspids. Som vikarierende politisk ordfører skal den 27-årige politiker med kun ti måneders erfaring på Christiansborg være frontfigur for den konservative politik på ubestemt tid.

En kometkarriere, der er blevet lagt mærke til af en af Konservatives mest prominente skikkelser.

”Det er et lyn-avancement,” kalder tidligere konservativ minister og tidligere klimakommissær i EU Connie Hedegaard, Mette Abildgaards politiske karriere.

Mette er ikke for sjov. Hun vil noget med sin politik, og folk, der har arbejdet med hende, tager hatten af for, hvor godt hun har sat sig ind i tingene

Connie Hedegaard
Forhenværende EU-kommissær og konservativ minister

Hun er opstillet i Nordsjællands Storkreds og bliver af centrale kilder i den konservative top beskrevet som et af partiets største håb for fremtiden. Her har man holdt nøje øje med den unge jyde lang tid før hun kom i folketinget.

Hun beskrives af politiske medspillere og modstandere som en storsmilende arbejdshest, som går til sit politiske arbejde med stor entusiasme og grundighed.

”Mette er ikke for sjov. Hun vil noget med sin politik, og folk, der har arbejdet med hende, tager hatten af for, hvor godt hun har sat sig ind i tingene,” siger Connie Hedegaard.

Blandt Mette Abildgaards politiske modstandere regnes hun også for et af Konservatives stærkeste kort, og derfor kommer udnævnelsen som politisk ordfører heller ikke som et chok på Christiansborgs gange.

Arbejd, arbejd
Hun er datter af en lastbilchauffør og en social- og sundhedshjælper, har taget sin uddannelse på RUC og været bosat i et kollektiv på Nørrebro. Mette Abildgaard lever måske ikke op til den konservative stereotyp, men har gennem sine tolv ordførerskaber siden sommer markeret sig på blandt andet miljø-, klima- og sundhedsområdet.

Dokumentation

CV

Født 12. oktober 1988 i Horsens

MF for Det Konservative Folkeparti siden 18. juni 2015

Formand for Folketingets Ligestillingsudvalg

Ordfører for miljø, klima, energi, social, ældre, handicap, sundhed, forebyggelse, psykiatri, ligestilling, forbruger, tele og forsyning. 

Fhv. regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden (helt præcist valgt 19. november 2013)

Uddannet cand.soc. fra Roskilde Universitet i 2013.


0:000:00