Konservative: EU-landenes mangel på grønne ambitioner skuffer os

DEBAT: Alt for få EU-medlemslande viser vilje til en effektiv og hurtig grøn omstilling. Senest bakkede blot tre lande op om, at grøn energi skulle udgøre 30 procent af EU's energiforbrug i 2030. Skuffende og uambitiøst, mener Konservatives Orla Østerby. 

Af Orla Østerby 
Energiordfører, Konservative

Jeg er bekymret for den udvikling – eller mangel på samme – som EU’s medlemslande i øjeblikket udviser.

I en tid, hvor vi burde gøre alt for at beskytte kloden, kan jeg desværre konstatere, at højtudviklede EU-lande ikke påtager sig det fornødne ansvar.

Det så vi senest et eksempel på, da min kollega energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) senest var til møde i Bruxelles med energiministrene fra de øvrige EU-lande.

Kun Frankrig og Portugal bakkede Danmark op
Her havde han fået et mandat fra Europaudvalget til at kæmpe for, at målet for vedvarende energi skulle hæves, således at det i 2030 kommer til at udgøre 30 procent af EU’s samlede energiforbrug i stedet for de 27 procent, som man er blevet enige om.

Det var der imidlertid ikke opbakning til. Desværre.

Det er skuffende, at så mange af EU’s medlemslande ikke viser vilje til en effektiv og hurtig grøn omstilling.

For vi må bare konstatere, at det er nødvendigt, hvis vi vil aflevere kloden videre til fremtidige generationer i en tilstand, vi kan være bekendt.

Faktisk var det kun Danmark, Frankrig og Portugal, som støttede forslaget om at hæve 2030-målet for vedvarende energi.

Ingen vilje trods billigere vedvarende energi
At vi skal passe på vores klode, er naturligvis det åbenlyse argument for at være ekstra ambitiøse på klimaets vegne.

Men der foreligger også mere nøgterne argumenter.

Inden for de seneste år er prisen på vedvarende energi nemlig faldet markant, og det bør, i min optik, være en relevant faktor i forhold til fastsættelse af klimamålet.

Desværre synes det ikke at være tilfældet blandt langt de fleste EU-lande.

Med en amerikansk præsident, som på det nærmeste benægter verdens klimaudfordringer, er det derfor særligt bekymrende, at vi i EU ikke kan være enige om at tage teten på området.

I erhvervslivet er opbakningen til en mere ambitiøs klimapolitik i EU ellers massiv.

De faldende priser på vedvarende energi har nemlig fået over 70 danske og udenlandske virksomheder til at skrive under på en erklæring om at hæve målet for vedvarende energi til mindst 35 procent.

Derfor runger det hult, når kun tre ud af EU’s 28 medlemslande er villige til at kæmpe for et mål på ”kun” 30 procent.

Så selvom vi i Danmark – med et mål om at halvdelen af vores energi i 2030 skal stamme fra vedvarende energi – kan bryste os af at være et foregangsland, må vi bare erkende, at vi i det store billede er nødt til at få flere med på vognen.

Og efter dette møde må vi nok også erkende, at det bliver en udfordring. En udfordring, som vi ikke desto mindre skal tage op. Det skylder vi hinanden og vores efterkommere.

Forrige artikel Ledende energiaktører: Energieffektivisering skal med i kommende energiaftale Ledende energiaktører: Energieffektivisering skal med i kommende energiaftale Næste artikel Debat: Udlæg landbrugsarealer til græs, og høst gevinsten i fremtiden Debat: Udlæg landbrugsarealer til græs, og høst gevinsten i fremtiden
  • Anmeld

    Søren Skafte · Fhv. dep.chef

    Hvem skal betale?

    Det bør overvejes meget nøje, om det virkelig er fornuftigt, at Danmark lægger sig fast på målsætninger, der ligger endog meget langt over de fælles EU-målsætninger. Meget ambitiøse målsætninger for den grønne omstilling og vedvarende energi kan være forbundet med meget væsentlige samfundsøkonomiske omkostninger.
    Udbygningen med vedvarende energi i Danmark, men også i vores nabolande, betyder, at udbuddet af strøm er rigeligt og strømpriserne er tilsvarende historisk lave. Energiproducenterne har derfor intet incitament til at udbygge produktionskapaciteten - og slet ikke indenfor den eksperimentelle vedvarende energi.
    Mere ambitiøse målsætninger for grøn omstilling og mere vedvarende energi vil derfor kræve, at den hidtidige betydelige offentlige støtte til vindmøller og solceller, skal opretholdes og måske øges i den kommende aftaleperiode. Hvis afsætningen af den ”grønne” strøm skal forceres, vil det desuden kræve offentlige investeringer i udlandsforbindelser og økonomiske incitamenter til husholdninger, industri og fjernvarmesektoren til installation af varmepumper m.v.
    Efter afskaffelsen af PSO-afgiften skal det hele finansieres over finansloven, og dermed enten kræve kompenserende besparelser eller øgede skatter.