Konservative har valgt ny spidskandidat til europaparlaments-valget

EU-SPIDS: Pernille Weiss afløser Bendt Bendtsen, der ikke genopstiller ved næste europaparlamentsvalg.

Pernille Weiss er Konservatives nye spidskandidat til europaparlamentsvalget i 2019.
Pernille Weiss er Konservatives nye spidskandidat til europaparlamentsvalget i 2019.Foto: Rasmus Degnbol/Pressefoto Konservative
Emma Qvirin Holst

Konservative har fundet en afløser for Bendt Bendtsen, der ikke genopstiller ved næste europaparlamentsvalg.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Den nye spidskandidat bliver 50-årige Pernille Weiss, der tidligere har siddet i amtsrådet på Fyn fra 1996 til 2004 for Konservative. Hun vendte i 2017 tilbage til politik, hvor hun blev folketingskandidat, men nu har hun i stedet valgt at hellige sig EU-politik.

Partiformand Søren Pape Poulsen lykønsker på Twitter den nye spidskandidat, som han forventer vil blive en "fremragende kandidat" for partiet.

I august 2017 annoncerede den tidligere konservative partiformand Bendt Bendtsen, at han efter to perioder i Europa-Parlamentet ikke ville genopstille ved det kommende valg i maj 2019.

Det har også betydet, at Konservative har skullet finde en ny kandidat, der kunne afløse en stærk profil og stemmesluger. Bendtsen fik i 2014 fik 151.274 personlige stemmer, hvilket var fjerdeflest af alle kandidaterne.

Pernille Weiss er uddannet sygeplejerske, men hun er i dag selvstændig erhvervsdrivende.

Den nye spidskandidat skal formelt vælges på Konservatives landsråd i september.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bendt Bendtsen

Formand for Synergi, fhv. minister, partiformand, MF, MEP og byrådsmedlem (K), leder af Altingets Maritime Netværk
HH-enkeltfag i regnskab og driftsøkonomi (Tietgenskolen i Odense 1988), politibetjent (Politiskolen 1978)

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00