Kraka: Klimamål er økonomisk overkommelige

Af Jens Hauch
Vicedirektør i Kraka

Det er en videnskabelig kendsgerning, at vores udledning af drivhusgasser fører til global opvarmning, der på sigt vil føre til voldsomme globale klimaforandringer, hvis det fortsætter.

Siden COP15 i København i 2009 har det overordnede klimapolitiske sigtepunkt været to-gradersmålsætningen. Dette er ifølge klimaforskere grænsen for, hvad klimasystemet kan holde til, hvis det ikke skal begynde at opføre sig uforudsigeligt.

Det bør betragtes som en global bunden opgave at leve op til dette mål.

Der er imidlertid hos mange en forståelig bekymring for omkostningen herved, hvilket naturligt fører til skepsis over for klimamålet. Den gode nyhed er, at det er en økonomisk overskuelig udfordring, hvis vi ellers kan bevare fokus.

IPCC beregner, at det i 2050 vil koste mellem 2 og 6 procent i tabt forbrug at leve op til to-gradersmålsætningen. OECD har beregnet, at det vil koste 5,5 procent af BNP.

Så den gode nyhed er, at vi i Danmark kan se frem til velstandsstigninger i årene fremover, også selv om vi bidrager med vores del til den globale 2-graders målsætning.

Jens Hauch, vicedirektør i Kraka

I de sidste 20 år er vores BNP per indbygger i gennemsnit steget med cirka 1 procent per år.

Verden ender ikke
I denne periode har vores produktivitetsvækst i forhold til tidligere været lav, og vi har været ramt af finanskrisen. Det er derfor ikke optimistisk at tro på, at vi også frem mod 2050 kan opretholde en årlig vækst på 1 procent per indbygger.

I så fald vil vi i 2050 være 40 procent mere velstående end i dag.

Hvis vi med udgangspunkt i IPCC's og OECD's beregninger lægger til grund, at det vil koste 5 procent af BNP at nå to-gradersmålsætningen, vil vi 2050 kunne se frem til at være 33 procent mere velstående end i dag, hvis vi samtidig lever op til målsætningen.

Så det vil koste økonomisk velstand at nå to-gradersmålsætningen: Vi bliver kun 33 procent - og ikke 40 procent - mere velstående end i dag – det er ikke en lille forskel.

Men der er på ingen måde tale om et grundlæggende anderledes samfund, forbrugsmønster eller ”enden på verden, som vi kender den”. Tværtimod bliver vi betydeligt mere velstående i 2050 end i dag – også hvis vi opfylder to-gradermålsætningen.

Dertil kommer, at IPCC faktisk regner med, at omkostningen for at nå to-gradersmålsætningen vil være lavere end gennemsnittet for industrialiserede lande så som Danmark.

Og Det Miljøøkonomiske Råd har i sin seneste rapport opgjort, at BNP-reduktionen ved dansk fossilfrihed i 2050 vil være på blot 0,3 procent, om end dette er et underkantsskøn. Er omkostningen i dette lag, er der tale om under et halvt års vækst.

Hvis vi bevarer fokus
Så hvis vi ellers bevarer fokus er opgaven økonomisk overkommelig. Men ikke sjældent blandes tingene sammen.

Nogle mener eksempelvis, at det er nødvendigt først at udrydde fattigdom globalt. Med det udgangspunkt kan omkostningen for I-landene blive langt højere, end hvis fokus alene er på klimaet.

I Danmark går diskussionen af og til på, at udvalgte erhverv, der på grund af en høj udledning vil rammes hårdt, skal undtages. Eller at vores produktion generelt skal omlægges i en mere ”grøn” retning, og at vi skal ”satse” på bestemte energiteknologier.

Sådanne supplerende politiske ønsker skaber et mudret fokus og kan gøre omkostningen ved at nå klimamålsætningen unødvendigt dyr.

Så den gode nyhed er, at vi i Danmark kan se frem til velstandsstigninger i årene fremover, også selv om vi bidrager med vores del til den globale to-graders målsætning.

Men det kræver, at vi håndterer udfordringen rigtigt, og ikke blander andre politiske ønsker eller målsætninger sammen med klimaudfordringen.

I modsat fald kan regningen blive højere end strengt nødvendigt. Det er spild i sig selv og kan forståeligt nok også føre til større modstand mod at opfylde klimamålsætningen.

Og så har vi skudt os selv i begge fødder.