Krigen i Ukraine ændrer regeringens planer for klimaforhandlinger

Dan Jørgensen (S) var tirsdag kaldt i samråd for at bringe klarhed over regeringens initiativer set i lyset af Klimarådets kritik i sin seneste rapport. Samrådet kom dog i høj grad til at handle om konsekvenserne af krigen i Ukraine og de kommende klimaforhandlinger.

Mads Outzen

Som følge af Klimarådets kritik af regeringens strategi for at nå de 70-procents CO2-reduktion i 2030 havde Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget indkaldt klimaminister Dan Jørgensen (S) til samråd om regeringens svar på kritikken.

Her ønskede udvalget at få en afklaring omkring regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer set i lyset af statusrapporten, som det lyder i samrådsspørgsmålet. 

Dan Jørgensen kommenterede indledningsvis de vigtigste kritikpunkter i rapporten, men gas og konsekvenserne af krigen i Ukraine blev hurtigt et omdrejningspunkt på samrådet.

Her spurgte Signe Munk (SF) ind til regeringens forhandlingsplaner for 2022, og om krigen vil ændre på dem.

“Det er i allerhøjste grad stadig vores ambition at leve op til de mål, vi har sat op for os selv i klimaplanen i forhold til, hvilke aftaler, vi gerne vil have gjort færdige,” lød det fra ministeren.

Modsat corona, så mener klimaministeren ikke, at krigen i Ukraine kommer til at forsinke de planlagte forhandlinger om de kommende tiltag på klimaområdet, men det kommer til at omrokere rækkefølgen på forhandlingerne, da prioriteterne er forandret.

“Det her er ikke en proces, som kommer til at forsinke os, men det er en proces, som gør at vi skal gøre det i en anden rækkefølge end vi havde troet,” sagde ministeren på samrådet med henvisning til de aftaler, der er nødvendige at indgå for at realisere delmålet i 2025 og 70-procents reduktionsmålet i 2030. 

Der var ikke mange konkrete detaljer, som kom frem under det to timer lange samråd, men Dan Jørgensen kunne dog godt love, at der snart ville komme forhandlinger om udfasningen af gas.

“Det er ikke noget I skal vente længe på det her. Det er noget vi er ganske tæt på at kunne igangsætte forhandlinger om,” sagde Dan Jørgensen. 

0:000:00