Kristian Jensen lover flere penge til klima, lavere elvarmeafgift og hopper på stedet mod forskningsmilliarden

OVERBLIK: Regeringen sætter 250 millioner kroner af til bedre miljø og klima, og så er der stadig lang vej til den grønne forskningsmilliard. Få her et grønt overblik over regeringens udspil til finanslov.

Finansminister Kristian Jensen (V) under torsdagens præsentation af regeringens forslag til næste års finanslov.
Finansminister Kristian Jensen (V) under torsdagens præsentation af regeringens forslag til næste års finanslov.Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Selvom udspillet hedder ”Større tryghed og mere nærhed”, er der også en række grønne tiltag med i regeringens forslag til næste års finanslov. Den sidste inden et folketingsvalg.

Altinget giver her et overblik.

Renere miljø og klima
Regeringen vil styrke beskyttelsen af miljø, natur og klima, hedder det i udspillet. ”Luften og vandet skal være renere, miljøet skal have det bedre, og udledningen af drivhusgasser skal ned,” skriver regeringen, der har afsat 250 millioner kroner hvert år over de næste fire år til formålet.

Hvordan pengene mere konkret skal bruges, er stadig uklart. 50 millioner kroner skal dog bruges til opfyldelse af naturmålene. Senere vil regeringen komme med konkrete initiativer, der ”bl.a. reducerer luftforureningen i større byer”.

Men i samme afsnit lægges der også op til, at initiativer, der kan reducere udledningen af drivhusgasser uden for den kvotebelagte sektor, skal findes her. Altså det, som ventes senere i efteråret at blive præsenteret i regeringens klimaudspil, må man forstå.

”Klimainitiativerne følger op på den ambitiøse energiaftale, som regeringen har indgået sammen med alle Folketingets partier,” skriver regeringen.

I udspillet skriver regeringen videre, at ”midlerne kan ses i sammenhæng med puljen til grøn transport på 100 millioner kroner årligt i perioden 2020-24, der indgår i energiaftalen af 29. juni.”

Hop på stedet mod forskningsmilliard
Og når vi nu er ved energiaftalen: Ifølge den skal der i 2024 afsættes en grøn forskningsmilliard.

Med regeringens forslag er der stadig langt til det mål. Og umiddelbart længere, end da regeringen fremsatte sit forslag til finansloven for et år siden.

0:000:00