Kristian Jensen: Markedet skal bestemme fremtidens grønne teknologier

Af Kristian Jensen, 
Finansminister, Venstre

Mennesker påvirker klimaet, og derfor skal vi lægge vores adfærd om. Det er jeg fuldstændig enig i.

Men jeg vil gerne opfordre til en smule ydmyghed i debatten. Når Pia Olsen Dyhr (SF) tordner mod ”de økonomiske ministerier” i klimadebatten, glemmer hun fortidens fejl i energipolitikken, hvor man netop ikke tænkte økonomisk rationelt, men gik alt for meget op i at udvælge bestemte energiformer politisk.

Markedet er klogere end politikerne
Lad mig give et eksempel: Ifølge mange eksperter tegner fremtidens grønne energi til at blive el. Og det er i sig selv tankevækkende.

For 30 år siden var el den værste af alle energiformer, ifølge planlæggerne. Derfor satte politikerne ind mod el-varme.

Vi skulle bruge gas, lød budskabet. I dag kan vi producere så meget el ved hjælp af vindmøller, at el igen giver mening som rygraden i energiforsyningen.

Man skal passe på med at blive desperat, for det kan føre til desperate, irrationelle initiativer.

Kristian Jensen, finansminister, Venstre

Risikoen for, at politikere blander sig for meget i valget af teknologi understreges også af de nylige sager med hasteændringer af regulering på solcelleområdet.

De viser, hvor galt det kan gå, når vi politikere tror, at vi er klogere end markedet og er nødt til at rette op bagefter.

Når de økonomiske ministerier lægger deres perspektiv ned over klimadebatten, gør de det med to vigtige budskaber: For det første skal vi politisk koncentrere os om at reducere udledning af CO2 – og overlade teknikken til markedet.

Det vil sige, at vi skal lade være med at bilde os ind at vi som politikere kender den rigtige ingeniørmæssige løsning.

Lad os ikke være desperate
For det andet skal vi huske, at CO2-udledning er et globalt problem, som derfor kræver internationale løsninger. Det vil sige, at vi kan komme til at påføre os selv store økonomiske omkostninger uden nogen reel klimaeffekt, hvis vi i Danmark går enegang.

Jeg hører netop ikke økonomer, der siger, at vi skal være ligeglade med CO2-udledning. Og derfor er Pia Olsen Dyhrs kritik temmelig misforstået.

Hun mener, at ”kloden befinder sig i en undtagelsestilstand.” Det er et desperat begreb at bruge, og man skal passe på med at blive desperat, for det kan føre til desperate, irrationelle initiativer.

Olsen Dyhr er utilfreds med, at nogen stiller spørgsmålet: ”Hvad koster det?”, eller ”kan det betale sig?”. Det burde hun ikke være.

Når hun netop gerne vil gøre noget for klimaet, må hun jo overveje, hvordan man får nedbragt mest mulig CO2-udledning for de penge, vi har til rådighed.

Vi skal bestemt tænke langsigtet. Og det gør vi netop i Danmark, hvor vi arbejder på at elektrificere overalt. Desværre er afgiftssystemet ikke helt fulgt med. Og det bliver en af de politiske udfordringer i fremtiden. Elafgiften er for eksempel ikke fuldstændig økonomisk rationelt indrettet.

Irrationel registreringsafgift
Og selvom Pia Olsen Dyhr er utilfreds med nedsættelsen af registreringsafgifter på biler, må hun trods alt indrømme, at det er en af de afgifter, hvor niveauet langt overstiger det CO2-mæssigt rimelige.

Registreringsafgiften er en af de afgifter, hvor vi får mindst CO2-reduktion for pengene.

Pia Olsen Dyhr er ked af, at el-biler ikke i fremtiden kan nyde godt af afgiftsfritagelse. Men igen – el-bilernes bidrag skal også vejes op mod andre måder at reducere CO2-udledningen.

Det nytter jo ikke noget, at man bare giver en gigantisk lettelse til ejerne af luksuselbiler helt løsrevet fra omkostningerne og i øvrigt uden at skele til den markedsudvikling, der åbenlyst sker af sig selv på området for øjeblikket.

Jeg er ikke i tvivl om, at el-biler har en fremtid i Danmark, ligesom andre el-køretøjer. Men det interessante for os politikere kan ikke være at sidde og gøre os kloge på teknologien.

Det interessante må være at lægge et loft over CO2-udledningen, og så lade samfundet selv finde de mest rationelle måder at reducere udledningen. Om det så bliver ved el-biler eller ved biogaskøretøjer – eller noget helt tredje.